Offentlig kostpolitik handler om meget mere end mad. Udover alsidig kost til de ældste og yngste afspejler kommunernes prioritering på området også politiske hensyn til bæredygtighed, klima, miljø, religion og kultur, og den balancegang håndterer kommunerne forskelligt. Eller sagt på en anden måde: 

Det er uhyre kompliceret at håndtere hensyn, som stritter i forskellige retninger, og kommunernes tilgang er vidt forskellig. Mange har en overordnet kostpolitik, en del følger Fødevarestyrelsens retningslinjer, nogle overlader det til de enkelte institutioner at sammensætte kosten. 

Og når det handler om på den ene side at holde fast i ‘dansk madkultur’ og på den anden side at fremme integration og alsidighed i måltidskulturen, er kommunerne på svævende grund.

Svar fra 53 kommuner
Det viser både tidligere forskning og den miniundersøgelse, kommunen.dk netop har foretaget.

Godt halvdelen af de 53 besvarende kommuner har en nedfældet madpolitik, resten har i de fleste tilfælde overladt det til de enkelte institutioner at administrere eventuelle hensyn til miljø, religion m.v.

I flere tilfælde er kosten 100 pct. forældrefinansieret, og her har kommunen overladt beslutningerne om indkøb m.m. til institutionernes bestyrelser.

Flere steder (10) er kostpolitikken p.t. under udarbejdelse eller til revision, måske fordi Fødevarestyrelsen justerede sine anbefalinger forrige år.

Flertallet af kommuner med en kostpolitik differentierer mellem børne- og ældreområdet. Og politikken på børneområdet fylder mere end den tilsvarende hos kommunernes ældre borgere, fremgår det af besvarelserne.

De politisk mere ømtålelige dele af kostpolitikken, hensyn til veganer/vegetarer og religion, er adresseret hos mellem en tredjedel og halvdelen af de besvarende kommuner.  Hensynet til vegetarer vejer tungest på børneområdet, mens religion tilsvarende fylder mest hos ældreinstitutionerne.

Ernæring er det vigtigste
For kosten på børneinstitutionerne handler kommunernes politik først og fremmest om at sikre børnene en ernæringsmæssig korrekt kost, dernæst at lægge kosttilbuddene til rette efter hensyn til politik og religion, mens det for de ældre er en mere jævnbyrdig afvejning. 

Det gælder fx i Lyngby-Taarbæk, hvor ældremaden produceres ud fra følgende kriterier:

‘Maden tilberedes fra bunden, så tæt på serverings-tidspunktet som muligt og med udgangspunkt i sæsonens råvarer.’

‘På plejecentrene tages der i produktionen hensyn til borgernes individuelle behov og ønsker, herunder vegan/vegetariske- samt religiøse hensyn. Samtidig tages der hensyn til klima og bæredygtighed, da produktionen planlægges med udgangspunkt i sæsonens råvarer’, hedder det i kommunens besvarelse.

Besvarelserne afspejler en voksende opmærksomhed på klima og sammenhængen mellem kost og bæredygtigt miljø. Det har direkte indflydelse på kostpolitikken hos cirka en fjerdedel af de besvarende kommuner. I Lolland Kommune er politikken for den kommunale leverandør ‘Fællekøkkenet I/S’ således direkte knyttet til FN’s 17 konkrete verdensmål.

25 af de besvarende kommuner henviser til Fødevarestyrelsens kostanbefalinger som fundament for måltidernes sammensætning, men også miljø og bæredygtighed fylder pænt i kostpolitikkerne med fokus på økologiske råvarer og et øget hensyn til klima og CO2 udledning.

Med to undtagelser er de godt 50 besvarende kommuner entydige i ét svar: Eventuelle ændringer i kostpolitikken, hensyn til sæsoner, ernæring, bæredygtighed etc. har ikke ændret på budgetterne eller udløst ekstraudgifter. Kun i Svendborg og Favrskov har man måttet justere budgetterne i forhold til kostpolitikken.