Kontrakt-smuthul: Sådan kan kommunerne skille sig af med Danske Bank
Kontrakt-smuthul: Sådan kan kommunerne skille sig af med Danske Bank
Det kan gå hen og blive overordentligt vanskeligt at ophæve kontrakterne med Danske Bank, selvom banken, der er den foretrukne i 54 af landets kommuner, skulle gå hen og blive dømt for hvidvask.
Standardreglerne i udbudslovgivningen tilsiger nemlig, at offentlige ordregivere kun må fravælge eksempelvis en bank, hvis banken er dømt for hvidvask før kontraktens indgåelse, eller hvis banken dømmes, mens kontrakten er under udarbejdelse.
Det bliver dog ikke noget problem for staten at rive sin spritnye kontrakt med Danske Bank i stykker, hvis banken bliver dømt for hvidvask.
Moderniseringsstyrelsen har nemlig via en særlig tilføjelse sikret sig, at staten kan opsige kontrakten – også hvis Danske Bank bliver dømt efter kontraktens indgåelse.
Det fremgår af en række svar fra minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) i et åbent samråd på baggrund af statens kontraktforhold med selvsamme bank.
Ordfører: Brug samme regel
Hos Rune Lund, der deltog på det åbne samråd, finansordfører fra Enhedslisten, er opfordringen til kommunerne helt klar.
- Kommunerne skal gå i gang med at bruge de samme betingelser som Moderniseringsstyrelsen, når de laver deres kontrakter, siger finansordfører fra Enhedslisten, Rune Lund.
Selvom det ikke er normalt at foretage sådanne bestemmelser ved udbud, så mener Rune Lund ikke, at kommunerne skal bekymre sig om lovligheden for at bruge den model.
- Når styrelsen har brugt den model, og når ministeren finder det helt inden for skiven, så må kommunerne jo også bruge denne fremadrettet. Nu har de jo ministerens ord for, at det er efter reglerne. Og det er da et håndtag, som er værd at gøre brug af, mener Rune Lund.
Ifølge ordføreren hjælper det så ikke de kommuner, der har underskrevet sig kontrakter uden den specifikke bestemmelse.
- Jeg synes, at det er godt tænkt af styrelsen. Men det er mærkeligt, at det her ikke er kommet ind i lovgivningen fra starten af. Sådan at det ikke var noget, som er blevet opfundet ovre i Moderniseringsstyrelsen, men at det er noget, som man skulle gøre, fordi det har været del af lovgivningen, siger han.
Aftalefrihed
Kommunernes muligheder for at benytte sig af styrelsens bestemmelse er gode, vurderer lyder fra Jacob Georg Naur, advokat med speciale i udbudsret og partner hos Hejm Advokater.
- Her er vi inde i det aftaleretlige spillerum, som i Danmark defineres som aftalefrihed. Dermed er vi ikke inde i udbudsloven, siger Jacob Georg Naur og fortsætter:
- Det kan vel heller ikke afvises, at kommunale og statslige danske ordregivere efter andre regelsæt om hvidvask, herunder internationale forpligtelser, er forpligtet til at ophøre med at bruge virksomheder, der bliver dømt for hvidvask.
Det fremgik samtidig af samrådet, at Sophie Løhde har indledt drøftelser med Erhvervsministeriet, der varetager selve udbudsloven, der skal forsøge at klarlægge mulighederne for opdatere udbudslovgivningen.
- Jeg er sammen med Erhvervsministeren gået i gang med at undersøge, om vi kan, og om hvordan det er hensigtsmæssigt, i forhold til at ændre på de nuværende regler på området, både i forhold til bestikkelse og for så vidt angår hvidvask. Begge dele er i mine øjne noget værre svineri, sagde Sophie Løhde på samrådet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.