Kommunen.dk
MENU

Hvidvaskregler: Hundredvis af kommunale leverandører står til tvangslukning

Styrelse er klar til at gå i kamp mod virksomheder, der ikke lever op til forebyggende hvidvaskregler.

Hvidvaskregler: Hundredvis af kommunale leverandører står til tvangslukning

Styrelse er klar til at gå i kamp mod virksomheder, der ikke lever op til forebyggende hvidvaskregler.
Det er vigtigt, at kommunerne holder øje med området, da kommunal bevågenhed over for potentielle hvidvaskere er essentiel, mener Transparency International Danmark.
Det er vigtigt, at kommunerne holder øje med området, da kommunal bevågenhed over for potentielle hvidvaskere er essentiel, mener Transparency International Danmark.
Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix

286 virksomheder, som kommunerne har givet 34,4 mio. kr. til i 2017, står til at blive tvangsopløst af Erhvervsstyrelsen, fordi selskaberne ikke lever op til regler, der er blevet indført for at forhindre hvidvask og skattesvig.

Det viser aktindsigt i listen over ca. 9.000 selskaber, der i øjeblikket er på Erhvervsstyrelsens sigtekorn, og informationer om kommunernes handel med de pågældende virksomheder, som kommunen.dk har indhentet via udbudsvagten.dk.

De tvangslukningstruede firmaer opfylder ikke kravene om indberetning af, hvem selskabernes reelle ejere er. En indberetningspligt, der er blevet implementeret via Folketingets skattelypakke og via EU's hvidvaskdirektiv.

Indberetning skulle senest være foretaget af virksomhederne i december 2017, men det er ikke lykkedes til trods for, at Erhvervsstyrelsen ifølge Dagbladet Børsen i løbet af det sidste år har taget fat i alle selskaberne via kontakt til revisorerne, direkte beskeder til direktionen i firmaerne og via udtalelser i medierne.

Problematiske handler

Ifølge Transparency International Danmark (TI DK) er det problematisk, at handle med virksomheder, hvor kendskabet til ejerforholdene er ubekendte.

"Du kan potentielt til at få en forretning, der foretager hvidvask, til at se legitim ud, ved at den i øvrigt måske også handler med lovlydige virksomheder. Det er jo derfor, at man skal kunne vide, hvem det er, der ejer den konkrete virksomhed," forklarer jurist Jesper Olsen, næstformand hos TI DK og ekstern lektor ved Institut for statskundskab på Københavns Universitet.

Ifølge Jesper Olsen er kommunernes handel med de pågældende lille i det store perspektiv, men det gør ikke handlen mindre problematisk, forklarer han.

"Hvidvask er problematisk, fordi at hvidvask er der, hvor du finder frugten af kriminel aktivitet. Det er der, hvor du kan skjule din kriminelle økonomisk aktivitet. Og hvidvask skal både bekæmpes i det store - og i det små," siger Jesper Olsen og fortsætter:

"Vi kan jo se, hvad der sker hos Danske Bank, hvis ikke du tager højde for det her i det store perspektiv, og derfor så skal vi jo have øje for det alle de steder, hvor vi kan få øje for det."

Svær kommunal kontrol

Alle indkøbsfunktioner – både offentlige og private - har et ansvar for at undgå at videregive penge til potentielle hvidvaskere, mener TI DK.

"Alle indkøbsfunktioner jo et ansvar, og derfor er det her ikke kun en problematik, der kun gælder for kommunerne. Den gælder for alle, der køber ind - også for private indkøbere," siger Jesper Olsen, der dog ikke vil rette sin pegefinger mod kommunerne.

Hvis man som kommune vil kontrollere om et selskab har indrapporteret sine reelle ejere, så kræver det jo bare et lillebitte opslag på cvr.dk?

"Det er rigtigt, men når kommunerne samtidig lige skal tjekke det andet, tredje og fjerde, og så har du pludselig 10 lister eller mere. Her bør det jo være sådan, at når Erhvervs- og selskabsstyrelsen har fuldstændig styr på godkendte eller ikke-godkendte virksomheder, og hvis de ikke lever op til kravene, at man så får dem opløst," forklarer Jesper Olsen og fortsætter:

"Jeg vil gerne hylde alle de mennesker i regnskabsafdelingen, der sidder og stiller 'irriterende' spørgsmål, fordi hvis det eroderer, så eroderer hele tillidssamfundet, vi har."

Det er dog vigtigt, at kommunerne holder øje med området, da kommunal bevågenhed over for potentielle hvidvaskere er essentiel, mener TI DK.

"Men det vi gerne vil opfordre eksempelvis borgmestrene og kommunaldirektørerne til, det er, at vi har nogle gange en tendens til at messe for os selv, at korruption, det sker ikke her. Men jo, det sker også i Danmark, så den bevidsthed og tankegang er enormt vigtig at holde sig for øje, uanset om det handler om de store tanker - eksempelvis Danske Bank - eller i det små som mindre handler med virksomheder, som ikke oplyser, hvem deres reelle ejere er," afslutter Jesper Olsen.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

RELATEREDE ARTIKLER
FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR