Kommuner fanger de ældre, før det går galt
Kommuner fanger de ældre, før det går galt
Danmark står over for et stigende antal ældre og færre hænder til at tage sig af dem.
Det er ikke et problem, man står alene med i Norden. I juni advarede G20-landene om en stigende ældrebyrde i hele verden. I 2050 forventes verden at have mere end to milliarder beboere i alderen 60 år og derover - mere end det dobbelte af antallet i 2017.
Derfor er det ikke nok, at bare ét land og én kommune gør noget ved egne velfærdsudfordringer, mener EU, og den vurdering har betydet, at SDU sammen med Slagelse, Odense og Esbjerg kommuner har del i et grænseoverskridende Interreg-projekt, som skal øge antallet af sunde og gode leveår med to år pr. EU-borger inden 2020.
WIPP hedder projektet, og det står for Welfare Innovations in Primary Prevention. Og selvom han ikke kan afsløre for meget om resultaterne, er det en godt tilfreds udviklingskonsulent, kommunen.dk får fat i, da vi ringer til Gorm Rabølle Knudsen fra Slagelse Kommune. For det ser ud til, at de har fat i den lange ende, siger han:
- Det ser ud til, at borgerne får rigtig meget ud af projektet, siger han og bliver bakket op af Jenny Havn, leder af forebyggende hjemmebesøg i Odense Kommune og ansvarlig for WIPP-projektet i Odense:
- Jeg kan høre fra personalet, at borgerne har taget rigtig godt imod både træningen og samtalegrupperne. For eksempel har de haft besøg af en diætist på opfordring fra brugerne. Andre har talt om medicin og træningstilbud, fortæller hun.
Find dem tidligt
WIPP er et relativt stort EU-projekt, der startede i 2017, og som slutter i 2020. Med 20 mio. kr. i ryggen er planen at udarbejde en strategi for, hvordan man kan forebygge funktionstab hos ældre – med andre ord sørge for, at de kan blive ved med at have gode og raske år frem for syge, dårlige år.
I sådan et projekt er der altid flere delprojekter, og i Slagelse har de blandt andet fokuseret på tidlig opsporing og kontakt til skrøbelige ældre, fortæller Gorm Rabølle Knudsen:
- Det vil sige ældre, som stadig bor i eget hjem, og som mere eller mindre klarer sig selv, men som er begyndt at skrante på den ene eller anden måde. De kan have mistet kørekortet, have begyndende problemer med ensomhed eller være udfordret af inkontinens, siger han.
For at opspore de ældre, som er i risikozonen for at blive dårlige, bruger kommunen de forebyggende hjemmebesøg, som alle kommuner skal tilbyde borgerne.
- Typisk er det en sundhedsfaglig person, der står for besøget. Men for at sikre opsporingen har vi sat nogle rammer for, hvordan sådan et hjemmebesøg kan skæres, så vi finder ud af, hvad der er galt. Derfor har vi udarbejdet en samtaleguide, så han eller hun, der er på hjemmebesøg, er sikker på at komme omkring de udfordringer og sundhedsrisici borgeren måtte opleve, siger Gorm Rabølle.
For at sikre opsporingen har vi sat nogle rammer for, hvordan sådan et hjemmebesøg kan skæres, så vi finder ud af, hvad der er galt.
Han fortæller, at den største udfordring med det opsporende arbejde har været at få borgerne til at sige ja tak til et forebyggende hjemmebesøg.
- Vi må kun tage kontakt til borgerne ved at sende et brev enten via e-boks eller fysisk post. Men ofte sker der det, at enten ser de ikke brevet, eller også reagerer de ikke. Vi hører ikke fra dem. Det er et stort problem, for vi har som kommune mange gode forebyggende initiativer, siger han.
Derfor har de i Slagelse Kommune arbejdet tæt sammen med den almene boligorganisation Bolig Korsør. Her har man 7.500 lejere i en by med 15.000 indbyggere. Kommunen har for eksempel fået lov til at deltage i beboermøder og ad den vej fået kontakt til mange borgere, de ellers aldrig ville have fået fat på.
- Vi lavede et interview med flere af borgerne for at evaluere lidt på vores deltagelse i beboermøderne, og her sagde én, at hvis hun ikke havde deltaget i mødet, så havde hun aldrig hørt om os. Men vi kan jo se, at vi har sendt et brev til hende, som hun ikke havde reageret på, siger Gorm Rabølle Knudsen.
Hvem er med?
Wipp-projektet består af en lang række partnere. Fra Danmark deltager projektlederen SDU sammen med Odense, Esbjerg og Slagelse kommuner samt Arla.
Fra Tyskland deltager Universiteterne i Kiel og Flensborg, Landeshaupstadt Kiel, Howe-Fiedler Fonden, Kiel og Sygeforsikringen AOK-NordWest.
Træning og samtale
Det er ikke nok bare at finde ud af, hvem der kunne gå hen og blive plejekrævende. Der skal også handling til. Derfor har Slagelse Kommune i samarbejde med Bolig Korsør samtalestationer, hvor borgerne har kunnet vende forskellige problemstillinger:
Er det svært at nå på toilettet? Har de tabt sig uhensigtsmæssigt meget? Får de besøg af familien, eller er de alene med deres fjernsyn det meste af dagen?
Men hvad med dem, som nu er så påvirkede af alderdom, at de ikke kan deltage i træningen? Eller som hellere vil træne alene?
De kan træne med en app, der er udviklet specielt til projektet. Her svarer borgerne på en række spørgsmål om deres fysiske niveau, og ud fra svarene får de et træningsprogram. Efter hver træning skal de igen svare på spørgsmål, så app’en hele tiden lægger sig på et niveau, hvor den ældre får noget ud af træningen, og hvor det hverken er for hårdt eller for let.
- App’en er lavet sådan, at den hjælper alle, fra dem som kun kan sidde, til dem som stadig kan løbetræne, så de ikke behøver føle sig enten helt bagud eller helt foran de andre på et træningshold.
Endnu er resultaterne af projektet underlagt en klausul, så de kan ikke offentliggøres før april 2020, men Gorm Rabølle vil dog gerne løfte sløret for, at resultaterne ‘ser lovende ud’.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.