Kommunale ledere netværker mest
Kommunale ledere netværker mest
De har modet til at skabe nye kontakter, de beder andre om at dele ud af deres viden og er interesserede i deres omgivelser. De kommunale ledere er i front, når det kommer til at skabe netværk. Over halvdelen af dem deltager i interne og eksterne ledelsesnetværk. Modstat er kun 25 procent af lederne i det private og en tredjedel af lederne i regioner og stat tilknyttet eksterne ledernetværk. Det viser en ny undersøgelse foretaget af FTF blandt 900 FTF-ledere i både den offentlige og private sektor.
Troels Schultz Larsen fra Institut for Samfund og Globalisering og forskningsprojektet CLIPS ved RUC har bearbejdet undersøgelsens resultater for FTF. Han mener, at det store fokus på ledelse i det offentlige har haft indflydelse på, at de kommunale ledere nu netværker mest.
”Trepartsaftalen fra 2007 har haft væsentlig indflydelse. Det, vi ser nu, er i et vist omfang udmøntningen af, at kommunerne forpligtigede sig til, at lederne skal deltage i ledersamlinger,” siger Troels Schultz Larsen.
En karriereinvestering
De kommunale ledere skal være glade for, at de klarer sig bedst, når det kommer til at have tråde ude blandt andre ledere.
”Netværk hjælper uden tvivl. Der er jo koldt på toppen, og sparring og feedback er helt klart vigtige redskaber, når man skal lede og lære at lede,” siger Troels Schultz Larsen. Han understreger, at det bestemt ikke er ligegyldigt, hvilke kontakter en leder formår at skabe.
”Det er jo helt klart også en karriereinvestering. For at stige i graderne er det en af faktorerne, at man har et godt netværk,” siger Troels Schultz Larsen.
Undersøgelsen viser også, at der er sket en markant stigning i antallet af ledere, som får en personlig mentor eller coach. For to år siden havde 20 procent af lederne en coach, mens det i dag gør sig gældende for 42 procent.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.