Kommunen.dk
MENU

København tilbyder gældsrådgivning

Københavns Kommune tilbyder nu gældsrådgivning til borgerne. Det nye initiativ skal hjælpe, inden gælden sender folk fra hus og hjem. 

København tilbyder gældsrådgivning

Københavns Kommune tilbyder nu gældsrådgivning til borgerne. Det nye initiativ skal hjælpe, inden gælden sender folk fra hus og hjem. 

”Vi starter med at åbne rudekuverterne.” Gældsrådgiver Tina Pedersen er nået til enden på den første uge med sit nye arbejde for Københavns Kommune. Og første skridt i flere af de samtaler med gældstyngede borgere, hun har holdt i løbet af ugen, har været at prikke hul på den mur af fortrængning, som har styret deres afsporede økonomi. 

Nogle gange helt konkret ved at få borgerne til at konfrontere sig selv med gældens egentlige omfang, når de uåbnede regninger også tælles med. 

”Overskriften for vores arbejde er forebyggelse. Vi vil have fat på borgeren og hjælpe, inden krisen for alvor sætter ind, og situationen rigtig spidser til. Og flere af de borgere, vi har mødt i den her uge, har endnu en chance for at vende udviklingen selv,” siger Tina Pedersen.

Den første uge har hun og en kollega haft ti møder af halvanden times varighed med borgere, der er kommet mere eller mindre direkte ind fra gaden til det lille, interimistisk indrettede mødelokale i en tidligere garderobe på borgerservice i Valby. Indtil de får en kollega mere, regner de med at kunne holde 13 samtaler om ugen, og behovet er der.

Hjælp til selvhjælp

Kommunen kunne i sidste nummer fortælle om de rekordmange danskere, der bliver sat ud af deres bolig, fordi de ikke har råd til huslejen. Et fattigdomsproblem, der accelererer i krisetider. Og netop et af de problemer, som Københavns Kommune forsøger at forebygge med den gratis gældsrådgivning. Et forsøgsprojekt, der indtil videre har fået afsat 2,2 millioner kroner over de næste to år.

”Det er hjælp til selvhjælp. Og det handler om at kunne sætte ind, inden det får endnu større menneskelige og økonomiske konsekvenser, når familien senere ender på gaden, og kommunen skal træde til med den fornødne støtte,” siger projektleder Birgitte Frimer Larsen. 

Det er især mænd, enlige eller familiefædre og på alle aldre og uddannelsesniveauer, der i løbet af den første uge har besøgt gældsrådgivningen. Den røde tråd har typisk været kombinationen af stor gæld og en indkomst, der er blevet for lille.

Ifølge ph.d. Gunvor Christensen fra SFI giver det rigtig god mening, at kommunen til­byder assistance, inden folk ender helt derude, hvor de risikerer at blive sat på gaden.

”Det vigtigste, kommuner kan gøre, er at sikre, at folk ikke mister boligen. Konsekvenserne af at blive sat ud af sin bolig er endnu større end den situation, de står i, hvor de ikke kan betale deres regninger. Så jo mere man kan forebygge, jo bedre er det,” siger Gunvor Christensen. :

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR