Lars Løkke Rasmussen (V) siger det, Margrethe Vestager (R) siger det, Bjarne Corydon (S) siger det. Et bredt flertal henover midten i dansk politik er fuldstændig enige om en afgørende replik i fremtidens velfærdssamfund: Det skal kunne betale sig at arbejde i Danmark.

Derfor lyder mantraet igen og igen. I forhold til skattereformen, i forhold til kontanthjælpsreformen og senest i forhold til Venstres jobplan 'Hurtigere i arbejde'.

Antallet af personer med en såkaldt 'svag økonomisk tilskyndelse til at være i beskæftigelse' er faldet markant de sidste 15 år. I 1998 beskrev Rockwool Fonden, at det ikke kunne betale sig at arbejde for hvert tiende beskæftigede a-kassemedlem, mens det ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet kun gælder knap én procent af arbejdsstyrken som helhed i dag.

Alligevel går den måske tydeligste skillelinje i dansk politik lige nu på, hvor langt man vil gå for at få tallet bragt helt i bund.

Genopfundet loft

I efteråret gjorde Venstre det til en del af deres jobplan og valgprogram at genindføre noget af det første, S-SF-R-regeringen fik afskaffet, nemlig kontanthjælpsloftet.

- Når man som kontanthjælpsmodtager uden børn har mulighed for at henvende sig til kommunen og få dækket sin husleje inklusive varmeudgifter for alt over 2.750 kroner – ja, så er det da klart, at man ikke har den stærkeste økonomiske tilskyndelse til at tage et arbejde, lød det fra Lars Løkke Rasmussen på partiets landsmøde i starten af oktober.

Stort set samtidig fremlagde både Cepos og Dansk Arbejdsgiverforening analyser og beregninger, der viste små beløbsmæssige forskelle på at være i job eller ej. Og efter lidt stilhed oven på en kontanthjælpsreform i foråret blev det pludselig igen et centralt spørgsmål, om ydelserne skulle længere ned – om det er rimeligt, at det for nogen ikke kan betale sig at arbejde. Om en arbejdsgevinst på 2.000 kroner om måneden er mange penge eller kun lige nok til et par sko.

- For hver gang vi flytter en kontanthjælpsmodtager over i arbejde, tjener vi alle sammen cirka 175.000 kroner. Og flytter vi 5.000, så er det næsten én milliard. Derfor skal vi have en jobreform: Et nyt, moderne kontanthjælpsloft og målrettede skattelettelser til folk med små arbejdsindkomster, sagde Lars Løkke Rasmussen på landsmødet.

Flex uden security

Bag de mange tal og den konkrete beløbsdebat gemmer sig også en større ideologisk strid om den sociale sikkerhed i vores danske flexicurity-model.

- Hvorvidt man vurderer tallene som et problem eller ej, er alene et politisk spørgsmål, for vi har jo det sociale sikkerhedsnet, fordi det for nogen faktisk ikke skal kunne betale sig at arbejde, fortæller forskningschef for Rockwool Fonden, Torben Tranæs, der igennem mange år har leveret skyts til debatten om de sociale ydelser.

Med størrelsen på vores ydelser styrer vi nemlig også minimumsniveauet for, hvor meget de lavestlønnede danskere skal leve for. En slags skjult mindsteløn, der i øjeblikket vurderes at ligge på 90-100 kroner i timen.

- Man kan simpelthen sige, at det, velfærdsstaten gør ved at lave et socialt sikkerhedsnet, er med åbne øjne at skære en lang række job væk, som er for dårligt betalt, forklarer Torben Tranæs.

Derfor er det heller ikke for den helt almindelige dansker, det ikke kan betale sig at arbejde, men derimod typisk for folk inden for lavtlønssektorerne.

- Det er typisk folk med en dårlig produktivitet, fordi de er dårligt uddannede og ingen erhvervserfaring har. De kan have haft forskellige ting at slås med, som gør, at de ikke har fået bidt sig ordentlig fast på arbejdsmarkedet, og så har de altså en produktivitet, som ikke berettiger til en løn over kontanthjælpen, siger Torben Tranæs.

Diskrimination?

Ifølge den liberale tænketank Cepos er det et alvorligt problem, at danskere med en dårlig produktivitet ikke kan tage de dårligt betalte job. Det er faktisk ligefrem diskrimination.

- Hvis du ikke kan producere for over de cirka 100 kroner i timen, der som regel fungerer som reel mindsteløn, så er der jo ikke så mange arbejdsgivere, der vil ansætte dig. Og dermed er der faktisk tale om et diskriminerende arbejdsmarked, når de mindre produktive ikke kan få lov til at komme ind på det, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen.

Tidligere undersøgelser har vist, at det især er migranter, der har en lav produktivitet. Men at de, der kommer i arbejde, som regel arbejder deres lønninger op i løbet af nogle år.

- Jeg så gerne, at arbejdsmarkedets parter blev enige om en form for indslusningsløn, så de kan få lov til at starte på måske 70 kroner i timen og så i løbet af en treårig periode arbejde sig op til mindstelønsniveau, forklarer Mads Lundby Hansen, der har flere forslag i skuffen, der reelt vil sænke mindstelønnen for at øge arbejdsudbuddet.

- Jeg vil ikke forholde mig til, hvor langt mindstelønnen skal ned, men jeg kommer med en konkret anbefaling af, at nu har regeringen lavet en kontanthjælpsreform, så folk under 30 får bedre incitament til at arbejde eller uddanne sig. Det samme bør man gøre med dem over 30 år, uddyber han.

Ude af proportioner

For centrum-venstre-tænketanken Cevea er hele diskussionen drevet for vidt. Cheføkonom Jens Jonathan Steen peger på, at det er en meget lille procentdel af de arbejdsdygtige danskere, for hvem det ikke kan betale sig at arbejde.

- Argumenterne er taget ud af en teoretisk model snarere end ud af virkeligheden. Jeg kan godt forstå, at man har diskussionen, men vi er nødt til at sige, at vi har strammet incitamenterne så meget, vi kan, siger han og forklarer, at de mange reformer allerede nu rammer en række svage ledige utilsigtet.

- Ved at køre hele møllen igennem en gang til for at løse et problem, der er så småt, risikerer vi at ramme mange flere mennesker, end problemet egentlig handler om, siger Jens Jonathan Steen.

Økonomi- og Indenrigsministeriets tal peger da også på, at det er relativt få af dem, der har en svag økonomisk tilskyndelse til at arbejde, der ikke gør det alligevel. 60 procent af dem er faktisk i arbejde, mens 12 procent af dem er fuldtidsledige.

Derfor kalder Jens Jonathan Steen det for en myte, når de borgerlige partier peger på incitamenterne som en hindring for, at danskerne gider gå på arbejde.

Forvrøvlede beløb

Ifølge Torben Tranæs er der ikke noget rigtigt eller forkert i at diskutere incitamenterne. Men tallene vil altid blive brugt til at fremme ens politiske standpunkt.

- Spørgsmålet er i høj grad; hvor mange er mange? En procent af arbejdsstyrken lyder måske ikke af så meget som 20.000 mennesker, siger han.

Til gengæld er det noget vrøvl at bruge de eksakte forskelsbeløb på at være i arbejde eller ej som målebånd for, hvordan nye regler skal indføres.

- Selve beløbsgabet mellem det at være i arbejde og ikke  være det, kan man ikke politisk gøre noget ved. Hvis man sætter niveauet for det sociale sikkerhedsnet ned, følger lønningerne med ned, og så vil der stadig være en lille beløbsmæssig forskel på at være i arbejde eller ej, forklarer Torben Tranæs.

Rødt modsvar

I januar kom der nye beregninger fra Finansministeriet, der igen fik debatten til at blusse op. Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, førte an i et nyt angreb om, hvor mange der må se sig snydt ved at gå på arbejde, uden at det kan betale sig. Regeringspartierne er rørende enige.

- Helt principielt vil vi jo gerne have, at tallet er så lille  som muligt, så man har noget økonomisk ud af at arbejde, siger Jesper Petersen, finansordfører for Socialdemokraterne.

Men det betyder ikke, at de ligesom Venstre står klar til at sænke ydelserne for de lavtlønnede igen.

- Det er ikke så enkel en sag at få nedbragt tallet drastisk, for det ville indebære, at de børnefamilier, hvor forældrene er ramt af arbejdsløshed, skulle skæres drastisk i indkomsten. Den måde at øge fattigdommen i danske børnefamilier på er vi hos Socialdemokraterne ikke interesserede i, forklarer Jesper Petersen.

Og sådan lyder det også hos regeringspartiet De Radikale. Indtil videre.

- Jeg mener ikke, tiden er til at indføre et loft over kontanthjælpen. Det, folk har brug for nu, er stabilitet og tryghed. Om vi så vil være med til at se på det på et senere tidspunkt, vil jeg ikke spekulere i, siger arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq.

Regeringens modsvar til Venstres jobplan kommer altså ikke endnu. Men når det kommer, mener Jesper Petersen, at det må blive i form af gulerødder som højere fradrag for transport og beskæftigelse fremfor flere ydelsespisk.

- Jeg synes ikke, det er utænkeligt, at der igen på et tidspunkt kunne blive snakket om at lette skatten for lavindkomstgrupperne. Det er umiddelbart det, vi er interesserede i at gøre, siger han.