Med få dage til valget i Storbritannien i 2010 tørner de tre partiledere David Cameron, Gordon Brown og Nick Clegg sammen i endnu en debat. Debatten står i krisens tegn. Mest interessant er duellen mellem Labours leder, daværende premierminister Gordon Brown, og den konservative David Cameron. Der har skullet træffes svære beslutninger i Labour-regeringen, og Gordon Brown gør sit for at forsvare sig med hardcore facts om økonomi, skat, sundhedssystemet og illegale immigranter. Samtidig angriber Labour-lederen konstant David Cameron for at ville forgylde de rige og bringe de gode løsninger i uføre. Gordon Brown taler i konkreter, mens David Cameron taler om værdier. De konservative vil skære i topskatten, fordi de tror på, at man skal beholde flere af de penge, man har arbejdet hårdt for. De vil ikke understøtte arbejdsløse, der nægter at tage imod de job, de får tilbudt. Og da debatten tager sin afslutning, bliver værdisnakken fuldført.

- Vi kan blive ved med at løse problemer og komme med gode initiativer. Men vi har brug for en regering med de rigtige værdier. Vi har brug for en regering, der understøtter og anser familien for at være det vigtigste fundament for vores samfund. Vi har brug for en regering, der understøtter de arbejdende borgere og træffer de rigtige beslutninger, starter den senere vinder af valget, David Cameron, mens Gordon Brown fortsætter i sporet om de konkrete problemer, den konservative politik vil medføre.

Labours valgkampagne i 2010 blev fuldstændig udmanøvreret af David Camerons langt stærkere kommunikation, mener den tyske forsker i lingvistik og politisk framing Elisabeth Wehling. Og kampagnen er bare en del af den tendens, der går på, at de europæiske centrum-venstre-partiers kommunikation svigter i forhold til at komme med de store fortællinger og visioner.

- Meget gik galt for Gordon Brown. Men en af de vigtigste ting var, at han ikke fik etableret et stærkt narrativ. Hvor var hans vision for landet? Hvor var hans vision for det gode samfund? Hvis du vil lede en gruppe mennesker, bliver du nødt til at fortælle dem, ud fra hvilke grundlæggende principper du vil lede, forklarer hun.

Moralsk præmis

Sammen med den anerkendte professor George Lakoff arbejder Elisabeth Wehling til daglig på Berkeley University i Californien med at analysere politikeres kommunikation og fysiske fremtoning. Og grundlæggende er det faktisk meget simpelt, mener hun: Al kommunikation bør indeholde en moralsk præmis for, hvorfor du mener, det du gør.

- Den moralske præmis er grundlæggende for at fortælle, hvem du er som person, fordi alle har en idé om, hvad der er gode karaktertræk ved et menneske, og hvordan autoriteter bør styre. Hvis jeg for eksempel vil opdrage mit barn til at blive meget empatisk, gør jeg det for det første ved at italesætte det som en vigtig værdi og derudover sørge for at interagere på en bestemt måde med det, fortæller Elisabeth Wehling.

Alt for meget af centrum-venstre-partiernes kommunikation handler ifølge hende om de enkelte problemer fremfor deres moralske værdier og politiske visioner.

- Gordon Brown skulle ikke kun have talt om, hvordan han ville ændre uddannelsessystemet. Han skulle i højere grad have fortalt, hvorfor han ville ændre det. Han kunne for eksempel have forklaret, at han gerne ville fremme empatien i det britiske samfund, og at en uddannelse i hans verden skulle kunne opnås af alle. Derfor ville han gøre sådan og sådan, siger hun.

Pop-framing på fløjene

Et nyt studie, som Elisabeth Wehling arbejder på i øjeblikket, har undersøgt fløjpartiernes succes i lande som Ungarn, Tyskland og Italien. Og en gennemgående tendens for deres vælgere er, at deres værdigrundlag ikke er meget anderledes end hos de partier, der ligger lidt tættere på midten. Men fløjpartierne er bare meget bedre til at kommunikere de værdier, lyder hendes konklusion.

- Tilhængerne af komikeren Beppe Grillos Femstjerne-bevægelse i Italien har i høj grad de samme værdier som mainstreampartierne. Men fordi han snakker så meget om principper, moral og så videre, vil en stor del af dem, der teknisk set før ville stemme tæt på midten, stemme på ham i stedet, siger hun.

Derudover har finanskrisen fået de store magtpartier rundtom i Europa til at slå ind på en mere samlet kurs, og det har på sin vis styrket populistbevægelserne på fløjene.

- En af styrkerne ved populisme er og har altid været, at de er imod etablissementet. Det er dig og os imod de etablerede. En stor del af deres kommunikation til vælgerne er altså meget simpel, og de har nogle stærke, klare og til tider vildledende narrativer. Deres kommunikation kan faktisk godt siges at tendere det manipulerende, fordi de ofte forsimpler problematikkerne, forklarer Elisabeth Wehling.

Negativ snak

En anden tendens, der gør sig gældende blandt de europæiske centrum-venstre-partier, er ifølge Elisabeth Wehling, at de har adopteret den borgerlige framing – for eksempel på skatteområdet.

- Lad os sige, jeg er en progressiv politiker, og at jeg mener, skatten er et vigtigt grundlag for at opretholde vores sociale sikkerhedsnet og velfærdssystem. Så vil jeg gerne stå for en høj skat, så vi kan opretholde et højt niveau i fællesskabet. Men når jeg taler, siger jeg, at jeg ikke går ind for skattelettelser, og ved at bruge ordet skattelettelse får jeg skat til at lyde som en byrde – ikke en social beskyttelse. Jeg får min egen politik til at fremstå negativt, forklarer hun.

Venstrefløjen kunne altså med fordel begynde at opfinde andre udtryk end skattelettelse og skattely, når de kommunikerer deres politik.

- I hverdagen ville det svare til, at nogen spurgte dig: Hvorfor er du så nærig? Hvortil du så svarer: Jeg er ikke nærig - jeg kan bare ikke lide at spilde mine penge. På den måde sætter du begreberne ind i din værdiramme og kan begynde at snakke om, hvad du konkret mener er spild af penge, siger Elisabeth Wehling.

Finanskrisens fiasko

Centrum-venstre har på en eller anden vis tabt kampen om framingen og udtrykkene de senere år, forklarer den tyske forsker. Hvorfor det er sådan, er svært at sige. Men alene i debatten om finanskrisen står det klart.

- Det var en gigantisk mulighed for centrum-venstre, som de har kikset fuldstændig. Krisen kunne have handlet om manglende åbenhed, om finansverdenens ansvar, om ærlighed i den private sektor. De kunne have vist, hvordan det offentlige er et langt mere trofast og robust system, mens det private er usikkert og spekulativt. Hele myten om, at det er det private erhvervsliv, der danner grundlaget for vores offentlige velfærd, kunne være sat til diskussion. Men i stedet kom det til at handle om, at vi alle havde brugt en masse penge, vi ikke havde, og alle derfor måtte holde for, siger Elisabeth Wehling.

Den manglende centrum-venstre-fortælling har samtidig betydet, at det kunne lykkes de konservative i flere lande at hente stemmer på en mere midtersøgende profil.

- Som politisk parti kan det godt lykkes dig at rykke ind mod midten, men du skal huske på, at midten ikke bare er et miskmask af ideologier. Midten er en ideologi i sig selv, hvor folk vil have bestemte ting fra den ene side og fra den anden. Derfor må du hele tiden stå fast på dine originale værdier og forklare din nye politik ud fra dem, siger hun og understreger, at vælgerne helst vil have den ægte vare, og at midtersøgning i politik derfor kan have en vis psykologisk effekt på dem.

- Når du nærmer dig din politiske modstanders holdninger, skubber du nogle folk længere ud i den retning, du går. Hvis du for eksempel kommer som venstreorienteret politiker og taler til min højreorienterede forståelse, hvad gør jeg så? Så rykker jeg længere til højre, fortæller Elisabeth Wehling, som ser en høj grad af midtersøgning som en del af forklaringen på de voksende fløje i europæisk politik i disse år.

Stærk flygtningefortælling

Midtersøgning eller ej, så ser det ud til, at dagsordenen til det kommende folketingsvalg i høj grad er blevet styret af Dansk Folkepartis succes de senere år. Både Venstre og Socialdemokraterne taler nu om en stram udlændingepolitik - endnu en konservativ frame, som man skal være sikker på at kunne forklare ud fra sit eget værdisæt, hvis den skal lykkes, forklarer Weh-ling:

- Hvis de inderst inde ikke kan stå inde for det, burde de hverken stå for politikken eller adoptere den konservative framing, der går på, at indvandrere kommer for at bryde med vores normer. Det er fortællingen om, at vi for at kunne bevare vores lille sammenhængende eksklusive gruppe må stå fast på vores værdier, fordi vi er under pres fra andre værdisæt, især islam.

De forskellige forslag om at udvælge sig de bedst egnede indvandrere er samtidig socialdarwinisme, hvilket hører til på højrefløjen. Elisabeth Wehling ser omvendt et stærkt progressivt narrativ i flygtningedebatten, som igen er blevet forvist fra centrum-venstre: Fortællingen om de åbenhjertige danskere, der tilbyder ly til folk, der flygter fra krig, død og ødelæggelse og hjælper dem på fode i det danske samfund for nogle år efter at kunne nyde godt af deres børns bidrag til fællesskabet.

- De progressive partier skal gøre sig klart, om det, at indvandringen vil koste mange penge i nogle år, er grund nok til at forsøge at forhindre den. Er det grund nok til at udvælge dem, du helst vil have ind, som en anden udsmider på en natklub? Udsmider-mentaliteten hører til i det konservative normsæt, og jeg mener ikke, at de progressive partier bør adoptere den, medmindre de virkelig går ind for den, siger hun.

Elisabeth Wehling var inviteret til Danmark af tænketanken Cevea