Når vuggestuebørnene i den integrerede institution Paddehatten i Vejle begynder at lege bus, nøjes de ikke bare med at forestille sig, hvor de kører hen. “Afrika,” råber en af dem måske. Og så sørger en pædagog for på en iPad at finde en YouTube-video med en tur gennem Afrika, som bliver projiceret op på væggen, hvorefter børnene kan trykke på ‘play’-knappen oppe på væggen. Og så går turen ellers ud på savannen, hvor børnene sammen med de voksne kan tale om, hvad de ser og oplever undervejs.

Det med playknappen er lidt snyd, i virkeligheden er det pædagogen, der trykker på sin iPad, men for børnene virker det, som om det er dem, der får tingene til at ske.

Og lige netop det er en vigtig pointe, siger lektor og ph.d. Stine Liv Johansen fra Center for Børns Litteratur og Medier, Aarhus Universitet, som blandt andet forsker i børns brug af digitale medier. Hun er en del af et større forskningsprojekt, som studerer 0-8-åriges brug af digitale medier i en række lande. Hun følger Paddehatten tæt, fordi det er en af de institutioner, som arbejder mest målrettet med at integrere den digitale teknologi, vel at mærke helt ned i vuggestuealderen.

– Børnene skal opleve, at de kan skabe noget med teknologien. De er ikke bare passive modtagere, de er medskabere, og de kan være med til at eksperimentere med den, siger hun.

Mobile skærme som iPad og mobiltelefoner har for alvor erobret barndomslandet. Der mangler nye tal for, i hvor høj grad teknologien bliver brugt i institutioner, særligt for de mindste børn, men intentionen i loven er ikke til at tage fejl af: Børnene skal lære at håndtere den digitale teknologi.

Ifølge Stine Liv Johansen er skolerne ikke så betænkelige. Folkeskolelærerne så hurtigt mulighederne i for eksempel at kunne skifte tidligere tiders rullekort over Asien ud med smartboards, og selv om der er stor forskel på, hvor integreret de digitale medier er i undervisningen, har teknologien vundet indpas mange steder, vurderer hun.

Anderledes stor skepsis er der i daginstitutionerne, hvor mange af pædagogerne i forvejen føler, at den fri leg er under pres, og hvor det for mange ansatte og forældre også har været uklart, hvorfor så små børn overhovedet skal udsættes for teknologi i en alder, hvor de burde have travlt med at udforske verden, tumle, klatre, lege, føle og lære andre at kende.

Skrækscenariet er børn, som passivt sidder hen med hovedet begravet i hver sin skærm, men sådan behøver det ikke at være, understreger Stine Liv Johansen.

– I en institution som Paddehatten indgår det digitale som en understøttelse af de aktiviteter, børnene ellers er i gang med. De kan for eksempel fange sommerfugle på en væg, eller pædagogerne kan skabe et sanserum med lyde og billeder, de henter digitalt. Det digitale erstatter ikke deres leg, det lægger et ekstra lag ind, siger hun.

– Det pædagogiske arbejde med helt små børn er blandt andet at udvide deres begrebsverden, og her kan den digitale teknologi noget, fordi den lynhurtigt kan få nogle af de billeder og lyde og oplevelser frem, som børnene taler om. På den måde inkluderer legen også de børn, som ellers har svært ved at forestille sig, hvad for eksempel en giraf er, når børnene i deres busleg kører til Afrika.

IPad’en kan også komme med på skovtur, hvor den kan bruges til at finde ud af, hvad en bestemt plante er, eller børnene kan optage små film af det, de ser og oplever. På den måde oplever de selv at være med til at bruge teknologien til at skabe noget nyt.

Grund til skepsis

Psykolog og forfatter Camilla Carlsen Bechsgaard, som er en efterspurgt foredragsholder, når det handler om børn og teknologi, er enig i, at den digitale teknologi rummer mange muligheder. Men den kræver omtanke, siger hun.

– Den er ikke et problem i sig selv, og eksempler viser, at teknologien kan bruges til at skabe leg og bevægelse. Det er også afgørende, at der er en voksen til stede, og at børnene ikke bare bruger skærmen som et transportabelt tv.

– Men det er også vigtigt, at teknologien ikke overtager alt. Det kan være godt at sætte billeder til en busleg, men nogle gange skal legen også have lov til at udvikle sig, uden at de voksne lægger et lag ind over og er med til at styre den, siger Camille Carlsen Bechsgaard.

Hun fremhæver, at små børns hjerner udvikler sig voldsomt i løbet af de første fem år, og at den udvikling lægger grunden til deres personlighed, sociale færdigheder, motorik, selvtillid og meget andet, og at det derfor er vigtigt, at teknologien ikke får lov at bremse den del af udviklingen, men bruges til at understøtte den og også kan lægges helt væk.

– Det kan være fristende at lade børn sidde med en skærm, fordi der så er ro på. Men selv om børn godt kan lære noget fra en skærm, er der en masse, de ikke lærer, hvis de bruger for meget tid på den.

– Hvis børn for eksempel skal spille et spil eller lege en leg, er der en masse regler, de skal forhandle om undervejs. Det kan være, de kommer op at skændes. Der er utrolig meget værdifuld læring i de skænderier, fordi det også er der, de lærer at forholde sig til andres ønsker, til at forhandle, til at gå på kompromis og enes. Hvis alle bare har hver deres skærm og dermed kan få deres personlige ønsker opfyldt, forsvinder afgørende sociale færdigheder, advarer hun.

Pas på de større børn

De ældre børn har ofte hver deres mobiltelefon, og her kan der være ekstra grund til, at lærere og pædagoger holder øje med, om de bruger meget tid på den, siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

– Jeg fik fortalt en historie om en pige i femte klasse, som aldrig ville lege med de andre. Hun ville hellere have høretelefoner på og se film og videoer på sin skærm. Her er der grund til at overveje, om det er, fordi hun har svært ved at være sammen med andre, for så skal hun hjælpes ind i legen. De sociale færdigheder er vigtige, siger hun.

– Nogle af de børn, som bruger meget tid på skærmen, er i forvejen sårbare. Det er ikke skærmen i sig selv, der er problemet, men hvis de har brugt en stor del af deres barndom uden at lege med andre eller uden særlig meget voksenkontakt, har de ikke udviklet empati, forståelse for andre – de sociale spilleregler. Og det forstærker problemet, for så er de ofte også svære at lege med og bliver ikke inviteret ind i legen.

Camilla Carlsen Bechsgaard understreger, at den pædagogiske opgave her ikke er bare at tage skærmen fra barnet, men at finde ud af, hvad der ligger bag valget af skærm frem for kammerater og om nødvendigt hjælpe barnet til at være sammen med andre.

– Det er jo lidt skræmmende, at en kommune som Faxe har følt sig nødt til at indføre skolefag, hvor de lærer børnene at begå sig socialt, fordi de ikke har lært det i tilstrækkelig grad hjemmefra og i indskolingen, siger hun.

Medskabelsen er vigtig

Stine Liv Johansen er enig i, at iPad’ens og mobiltelefonens indtog i børnelivet ikke skal være et spørgsmål om at pacificere børnene. Tværtimod er det vigtigt, at pædagoger og lærere efteruddannes til at lære børnene at bruge teknologien, så de bliver skabende og eksperimenterende.

– Mange voksne har en forestilling om, at børnene er eksperter på de digitale medier, men i virkeligheden er der en masse muligheder, som de ikke kender. Her kan de voksne hjælpe dem til at bruge de digitale medier aktivt, åbent og eksperimenterende, skabe film, apps og programmer … teknologien skal være et værktøj, ikke målet i sig selv. Og det kræver, at pædagoger og lærere får undervisning i, hvordan de kan støtte den udvikling, siger hun.

– Børnene skal lære at styre teknologien. Men man skal også huske, at den ikke er ny for dem. Den er ikke en modsætning til deres virkelighed, den er en del af deres virkelighed, og vores undersøgelser viser, at børnene generelt er gode til at bruge den aktivt og som en del af legen og samværet. De inddrager den, og et mindre barn er sjældent alene med en skærm ret længe ad gangen.