Regeringer kommer og går, men velfærdsstaten består. Sådan har refrænet lydt i utallige år, og sådan vil det formentlig fortsat lyde et godt stykke ud i fremtiden. Men velfærdsstaten er under pres.

På den korte bane er underdrejede konjunkturer og den deraf følgende arbejdsløshed det største problem. Men på længere sigt bekymrer særligt udsigten til, at efterkrigstidens store generationer trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet og efterlader et stort hul i arbejdsstyrken.

”Det er den udvikling, som er den største udfordring de næste mange år. Ikke kun for den danske velfærdsstat, men også i resten af Europa,” siger Jon Kvist, professor ved Center for Velfærdsforskning på Syddansk Universitet.

Ser man på befolkningens udvikling, byder de næste 30 år nemlig på store omvæltninger. I dag er knap 17 procent af befolkningen over 64 år. Ifølge den uafhængige analyseinstitution DREAMs seneste befolkningsfremskrivning forventes det tal i 2042 at være på omkring 25 procent. 

Mens antallet af erhvervsaktive (15-64-årige) således forventes at falde med 120.000 i perioden, så forventes antallet af borgere uden for den erhvervsaktive alder at stige fra 1,9 til 2,5 millioner.

Det betyder ikke kun, at der bliver færre til at betale skat, og at erhvervslivet risikerer at mangle arbejdskraft med deraf følgende problemer for konkurrenceevnen. Ifølge DREAMs fremskrivninger vil de offentlige udgifter til pension og især sundhedsvæsenet også stige. Mens udgifterne til folkepension – alt andet lige – vil stige til 6,4 procent af BNP i 2020, så vil sundhedsudgifterne snige sig fra under 8 procent i dag op på 10 procent i 2040.

Forandre for at bevare

Det lyder måske ikke af meget, men fremskrivningen forudsætter, at det danske BNP fordobles frem mod 2050. Udebliver væksten, vokser udfordringerne.

I øjeblikket forsøger regeringen at adressere nogle af de udfordringer med blandt andet 2020-planen, trepartsforhandlingerne og en skattereform.

Men ifølge politisk kommentator og direktør for Hansen Agenda Lotte Hansen mangler regeringen en stærkere politisk fortælling, som kan få danskerne til at støtte op om de nødvendige ændringer af vores velfærdssamfund. 

For trods en historisk stor krisebevidsthed i befolkningen, så viser meningsmålingerne med al tydelighed, at den socialdemokratisk ledede regering ikke har formået at skabe den store opbakning til devisen om, at velfærden må 'forandres for at bevares'.

”Regeringen er simpelthen ikke lykkedes med at synliggøre de politiske udfordringer, krisen har udløst. Og selv om man kan diskutere omfanget af de demografiske udfordringer, så er de reelle, og derfor kræver det en stærk politisk ledelse igen at sætte scenen,” siger Lotte Hansen.

En anakronisme

Peter Kurrild-Klitgaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet, har tidligere kaldt den danske velfærdsstat en anakronisme, altså et levn fra fortiden, som ikke modsvarer nutidens udfordringer. 

Han mener ikke, at det er politikernes højtprofilerede reformdagsordener, der kommer til at skabe fremtidens velfærdsmodel. For det er trods alt små justeringer i det store billede.

”De mere interessante ting syner måske ikke altid af så meget, fordi de ikke direkte tager penge fra nogen og giver dem til andre. Et eksempel på et stort spring er de privattegnede arbejdsmarkedspensioner, vi fik med overenskomsterne sidst i 1980’erne,” siger Peter Kurrild-Klitgaard.

De blev på mange måder det første store opgør med idéen om den universelle, skattefinansierede folkepension til fordel for en ordning, som i højere grad afhænger af den enkeltes tilknytning til arbejdsmarkedet.