Man skal ikke lede længe på det kommunale landkort i Peru, før man finder noget, der kalder på latteren:

Der er kommunen, som opførte et teater med plads til samtlige af egnens indbyggere. Så er der kommunen, som sikrede fuld beskæftigelse ved at ansætte alle indbyggerne. For slet ikke at tale om kommunen, som spekulerede i amerikanske dollars i et sådant omfang, at det peruvianske finansministerium måtte intervenere for at stabilisere landets valuta. 

Antallet af eksempler på amatøragtig, ja nærmest komisk forvaltning af økonomien er svimlende. Så meget desto mere overrumplende virker det, når projektleder Mariel Garcia Llorens systematisk, stringent  og koncist gennemgår resultaterne af de første år med webportalen Municipio al Dia - et it-baseret værktøj til politikere og embedsmænd i Perus 1.836 kommuner. 

Her kan de lokale myndighedspersoner få svar på alle de trængsler, de møder i den kommunale hverdag. Og formen er så effektiv, at danske kommuner med fordel kunne vende blikket mod Sydamerika. Det vender vi tilbage til. 

Tågen slører udsynet

I Danmark taler vi rask væk om udkanten, når vi står på Rådhuspladsen i København og kigger de 152 kilometer sydpå mod Gedser, eller hvis vi drejer os mod nordvest, og blikket lander på Skagen, 340 kilometer væk. I et land på størrelse med Alaska fører den slags afstande højst til et skuldertræk. 

Peru er både langt, bredt, højt og uvejsomt. Der er bjerge og jungle. Og ude ved Stillehavskysten, med omtrent lige langt til den nordlige og den sydlige grænse, ligger hovedstaden Lima. 

Her holder centralmagten til, med alt hvad det indebærer af statslige institutioner, universiteter, civilsamfundsorganisationer – ikke at forglemme en fjerdedel af landets knap 30 millioner indbyggere. 

Store dele af året er byen indhyllet i en dis, der forvandler bygninger blot 20 meter borte til udflydende, grå konturer. Men der ligger også en mental tåge, som blokerer udsynet fra regeringspaladset på Plaza Mayor til resten af landet. I Lima taler man om Lima. Og medierne reproducerer billedet. Her i den pulserende storby er tilværelsen for de oprindelige folk i Amazonas og bønderne i Andesbjergene udvisket.

Monumenter består

I denne slørede virkelighed navigerer 125.000 kommunalt ansatte og politikere rundt med næsten halvdelen af Perus offentlige finanser – omkring syv milliarder kroner. Og det kræver et fyrtårn. 

Sådan et er Municipio al Dia – et website, drevet af det private forskningscenter Instituto de Estudios Peruanos med støtte fra finansieringsinstitutionen IFC under Verdensbanken. Herfra bliver kommunerne via et nyhedsbrev over e-mail holdt opdateret om alle relevante ændringer i den peruvianske lovgivning. 

I en villa i middelklassekvarteret Jesus Maria i det centrale Lima opridser Mariel Garcia Llorens de største barrierer for god ledelse: Omfattende korruption, konstant skiftende lovgivning og nærmest ikke-eksisterende planlægning. 

Hun understreger, at det finder sted på såvel lokalt som nationalt niveau. For eksempel er den afgående præsident, Alan Garcia, i færd med sikre sit eftermæle ved at bygge et nyt nationalstadion. Ikke fordi behovet er skrigende i et land, hvor 35 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, men fordi politikere forgår, men monumenter består. 

Samme tendens gør sig gældende i de peruvianske kommuner, hvor pompøse pladser og konferencecentre blomstrer klos op af områder uden elektricitet eller kloakering – for slet ikke at tale om adgang til uddannelse og lægehjælp.

Et helt særligt problem gør sig gældende for de 30 kommuner, som huser Perus omfattende udvindingsindustri. For at dæmpe den sociale uro, der følger med, når internationale olie- og mineselskaber rydder gigantiske områder og gennempløjer undergrunden, sendes halvdelen af skatteindtægterne fra udvindingen tilbage til de berørte områder. 

I fattige områder, hvor befolkningen i århundreder har ernæret sig af landbrug, har de pludselige pengestrømme medført en rigdom, der har vist sig vanskelig at administrere. 

”I den lille by Ilabaya er hele befolkningen ansat ved kommunen. De er glade i dag, fordi de har fuld beskæftigelse. Men hvad sker der den dag, der ikke er mere kobber, og mineselskabet trækker sig?” spørger Mariel Garcia Llorens. 

Læg hertil, at det er svært at gøre karriere i det offentlige og mere end svært at rekruttere veluddannet arbejdskraft i afsidesliggende egne – hvilket i øvrigt ikke blevet lettere af et præsidentielt dekret om, at ingen må tjene mere end borgmesteren.

20.000 spørgsmål

Disse udfordringer rejser myriader af spørgsmål. Og svarene kommer fra Municipio al Dia. For på sitet kan politikere og embedsfolk stille spørgsmål til organisationens fagkonsulenter. Det er sket 20.000 gange, siden sitet blev oprettet i starten af 2008. 

Hver gang et spørgsmål bliver besvaret, lægges det ind i ’Frequently Asked Questions-sektionen’ til gavn for andre. Herfra er svarene blevet downloadet 400.000 gange i løbet af de første tre år. 

To tredjedele af spørgsmålene vedrører forståelsen af ny lovgivning, men også lokale organistoriske spørgsmål – for eksempel om aflønning af konsulenter – og spørgsmål om udførelsen af den kommunale service bliver indsendt. Og svarene serveres på hjemmesiden i en fast form med et spørgsmål, et konkret svar, den relevante lovning og såvidt muligt henvisning til best practise. 

Og brugernes tilfredshed er stor, viser de systematiske målinger, Municipio al Dia foretager. Kvaliteten af svaret kan nemlig bedømmes ved et klik på et ikon. Og det gør mellem 20 og 30 procent af brugerne. Det giver et unikt datasæt om de kommunale genvordigheder. Med analyser af de indkomne data kan Municipio al Dia målrette informationen til brugerne, fortæller Mariel Garcia Llorens. Disse analyser har hun netop fået tilladelse til at udvide, så det bliver muligt at kortlægge sorte huller i den kommunale ledelsesviden i Peru. 

Mariel Garcia Llorens trækker selv på smilebåndet, når hun fortæller anekdoter om kommunal skørrlevned. ”It’s crazy,” siger hun med en charmerende tyk accent. 

Men projektet er et bevis på, at det er muligt at trække mening ud af galskaben. Måske kunne en systematisk deling af viden fra Gedser til Skagen også gøre gavn i København.