Thorning-regeringens tumultariske fire år bliver for første gang beskrevet samlet i en letlæselig og ganske underholdende skildring. Det sker i bogen Tre år. Ni måneder. Tre dage. Det helt utrolige drama bag kulisserne i regeringen Thorning-Schmidt skrevet af den mangeårige politiske journalist og kommentator Henrik Qvortrup.

Man kan ikke beskylde forfatteren for at oversælge historien med brug af ordet ”drama”. Knap er stemmerne talt op ved folketingsvalget 2011, før et benhårdt magtspil begynder i tårnet på Hotel Crowne Plaza, som fra begyndelsen skaber voldsomme interne spændinger og martrer samarbejdet, lige indtil et SF i total opløsning forlader regeringen to og et halvt år efter.

Blandt de nye interessante oplysninger i bogen er eksempelvis, at De Radikale tilsyneladende bluffede S og SF's forhandlere til at acceptere, at der i regeringsgrundlaget skulle stå, at ”udgangspunktet er VK-regeringens økonomiske politik”. Dette jerngreb tvang en tydeligvis alt for uerfaren Helle Thorning og en mentalt nedslidt og fraværende Villy Søvndal til at afsværge en række markante valgløfter, som siden gjorde det nemt for presse og politiske modstandere at udstille S og SF som løftebrydere.

Overlegen Vestager

Qvortrups kilder tæller cirka 100 personer, og detaljeringsgraden er stor med hensyn til gengivelse af mindeværdige kontante replikskifter fra forhandlinger, hvilket naturligvis tyder på, at det er centrale folk tæt på begivenhederne, der nu deler deres oplevelser med læserne.

Det er især beskrivelsen af den radikale leder Margrethe Vestager, som man hæfter sig ved under læsningen. Hun skiller sig ud som en overlegent dreven forhandler, der hæmningsløst udnytter sin baghånd med de afgørende stemmer i rød blok.

Den alt for svage modpart hos S og SF fremstår til gengæld på alle måder som rystende uforberedt. Man har nærmest et indtryk af, at et hold fra Superligaen møder et fra 3. division. Det ses især i kølvandet på, at Henrik Sass Larsen pludselig rives væk fra forhandlingerne på grund af PET's manglende sikkerhedsgodkendelse.

Vestager fremstilles som legendarisk humørsvingende og frygtelig arrogant og blottet for evne til at skjule sin foragt for knap så hurtigtænkende væsner som eksempelvis den senere SF-formand Annette Vilhelmsen. Søvndals overraskende efterfølger ”henrykker” til gengæld med sit legendariske sortsnakkeri, forbløffende naivitet, og ved stort set aldrig at kunne sætte en fod rigtigt (bortset fra at vinde formandsposten alene på IKKE at være Astrid Krag).

Det skulle da lige være, da Vilhelmsen forud for en længe ventet ministerrokade nægtede at flytte sig fra erhvervsministerposten for at skaffe plads på ministerholdet til Henrik Sass Larsen, der atter var taget til nåde. Ved at stille sig bagbenene fik Vilhelmsen forhandlet prisen op på sin ministerpost, hvilket så tvang Thorning til at give andre indrømmelser til SF for at få kabalen til at gå op.

Qvortrup hævder dog, at selv i den situation havde Vestager en finger med i spillet i kraft af en sjælden gæstevisit som hemmelig rådgiver. Utvivlsomt med den bagtanke at ville forhindre, at S fik udenrigsministerposten ved den lejlighed. Den gik så siden til De Radikale, efter at SF-formanden trak partiet ud af regeringen. En hurtig exit var i øvrigt noget, Thorning opfordrede Vilhelmsen til – afslører bogen – inden DONG-sagen fik sammenholdet i SF til helt at krakelere.

‘Inside dope’

Naturligvis er det ikke uproblematisk at skrive en sådan bog baseret på anonyme kilder. Det gør den let at angribe – ikke mindst når forfatteren selv risikerer en anklage for muligvis at have benyttet sig af ulovlige (tystys)kilder som tidligere chefredaktør på Se og Hør. En skandale, som formentlig først finder en endelig afklaring om et par år.

På den anden side så er det efterhånden 25 år siden, at man så grebet anvendt i den første Schlüter-biografi, hvor forfatterne også dengang blev kritiseret for brugen af anonyme kilder.

Henrik Qvortrup toner rent flag og dropper helt at citere åbne kilder.  Qvortrup hævder i forordet, at hans arbejdsfacon er ”den journalistiske”. Det forhindrer dog ikke, at hans egne politiske meninger indimellem får lov at titte frem i skildringen. For eksempel er han tydeligvis ingen fan af De Radikales arbejdsmarkedspolitik, som konsekvent bliver fremstillet som (tvivlsomme) ”arbejdsudbuds-teorier”, som udover at blive en grundsten i Thorning-regeringens økonomiske politik også har været det i borgerlig økonomisk politik de sidste 30 år.