Daniel Arildsen, 42 år.

Pædagog på Skovvejens Skole, BFO Øst siden 2010.

Uddannet pædagog med kandidatoverbygning i generel pædagogik.

Arbejdsmiljørepræsentant.

Medlem af BUPL Storkøbenhavns bestyrelse.

 Foto: Jeanne Saabye


Hvorfor valgte du at blive pædagog?

Jeg kom naturligt ind i den verden. Da jeg var 16-17 år, fik jeg fire ugentlige medhjælpertimer i en storbørnsgruppe i en børnehave, hvor jeg skulle komme og spille fodbold. Senere blev jeg medhjælper på fuld tid, og da jeg så selv fik børn for 18 år siden, tænkte jeg, at nu måtte jeg hellere uddanne mig. Så lå det lige for at tage pædagoguddannelsen efterfulgt af en cand.gen.pæd.

Lever jobbet op til dine drømme?

Ja. For alt hvad der handler om menneskelig udvikling, synes jeg, er ekstremt spændende. Og i det her job er der jo klart potentiale for at kunne støtte op om børn og unges udvikling, kommunikation og dannelse.

Hænger hverdagen sammen?

Nogle af de rammer og vilkår, vi arbejder med og under, gør, at vi ikke altid kan gøre vores arbejde så godt, som vi gerne vil kunne. Helt konkret så har jeg syv timer om ugen i min klasse til at udvikle både det sociale sammenspil, den almene trivsel, til konfliktløsning, til samarbejde mellem fritter og skole og til at støtte op om børn, der har presserende udfordringer. Syv timer er ikke nok til at arbejde med det, jeg kalder ‘socialfag’. Og udover den normale planlægning forventes det også, at vi arbejder med for eksempel BAL - et analysekoncept af læringsmiljøer. Så bliver tiden kneben. Specielt, når vi også skal nå møder, gårdvagter og overlap.

Jeg har tit følelsen af at halte bagefter med ting, som jeg gerne ville arbejde mere med. Det kan for eksempel være et barn, der føler sig eksluderet fra fællesskabet, og som derfor er meget udadreagerende og har brug for hjælp og støtte.

Hvad er det bedste ved jobbet?

Det er samarbejdet med de andre pædagoger, lærere og forældre om at give børnene den bedste udvikling og trivsel. Gøre børns liv så godt som muligt. Hvad enten det handler om at blive bedre til noget, kende sig selv eller blive gladere. Det er dét, det hele handler om.

Hvad er det sværeste ved jobbet?

Vi har et ‘Leadership Pipeline’-system i Ballerup Kommune. Alle uanset plads i dette system vil uden tvivl områdets bedste, men der kommer mange koncepter og tiltag ‘oppefra’, hvor der ikke er helt tænkt over, om det passer ind i vores kontekst, segment og rammer. Når vi har udfordringer på gulvet, eksempelvis med at nå forskellige udviklingstiltag, så skal jeg sige det til min leder, som så skal sige det til sin leder, som så skal sige det til skoleledelsen og så videre. Det er en lang kæde af ledere, som budskaberne skal igennem, før de når til det politiske niveau - og i den kæde går noget af meningen altså ofte tabt.

Derudover er vores normering utroligt sårbar. Den kan kun lige løbe rundt. Er der én syg og én på kursus, så løber vi altså stærkt. Så er vi fem-seks stykker til 130 børn. Forleden var vi to uddannede pædagoger og fire vikarer til cirka 130 børn, da resten skulle til BAL. Grundet sygdom havde vores anden afdeling én dag tre voksne til cirka 90 børn. Og nu snakker regeringen om at skære i antallet af offentlige ansatte?! Hvis vi bliver færre voksne, end vi er nu, så bliver det kun et pasningstilbud med afkrydsning og en enkelt fodboldturnering i ny og næ - og ikke et pædagogisk tilbud. Når man påtaler normeringen, så lyder svaret fra kommunen: “Det er staten, der sætter rammerne.” Og staten siger: “Det er kommunen, der sætter rammerne.” Så er det lidt svært at komme videre med budskabet, ikke?!

Hvad kunne få dig til at forlade dit job? 

Jeg vil sige, at jeg blev jævnt trist og ærgerlig over, at vores lønaftaler, som de fleste af os er ansat på, for nylig blev opsagt i Ballerup Kommune. Dermed har kommunen valgt ikke at være lønførende længere. Det drejer sig ikke om noget vildt stort beløb, men det er en signalværdi. Og en vigtig en, synes jeg.

Føler du dig anerkendt og set? Af ledelsen? Af politikerne?

Jeg har et rigtigt godt samarbejde med min nærmeste leder, den daglige pædagogiske leder på gulvet og til dels vores BFO leder, der dog er lidt længere væk i hverdagen. Dér føler jeg mig anerkendt. Hvis vi ser på lederne længere oppe i systemet, så er det ikke nogle, vi har direkte kontakt til. De er tættere på det politiske system end på os på gulvet, og det mærker vi jo ved, at deres beslutninger ikke altid giver mening for os. Og når ting ikke giver mening; når indflydelsen på egen praksis indsnævres, så bliver medarbejdere mere stressede og mere syge.

Har du en appel til politikerne/systemet?

Bottom up i stedet for top down styring. Der skal mere beslutningskompetance ned i systemet - ned til os, der har hands on, synes jeg. Giv os mere frihed til selv at udvikle pædagogiske tiltag og ideer for vores børn og unge. Så vil vi gerne have hjælp ovenfra til at facilitere og organisere og strukturere det - men det handler om, at vi som personale kan komme og sige: “Det her, det er eddermame vigtigt. Det har vi behov for.”