Her er hovedpunkterne i overenskomsterne
Her er hovedpunkterne i overenskomsterne
Tidligst 4. juni og senest 6. juni vil det stå klart, om der er fred på det kommunale arbejdsmarked de næste tre år. De fagligt organisationer må tidligst offentliggøre resultatet for deres område d. 4. juni, og den 6. juni gør Forhandlingsfællesskabets bestyrelse boet op og meddeler KL resultaterne.
Forbundene har valgt at stemme hver for sig på det kommunale område. Hvis for eksempel lærerne skulle ende med et flertal af nej-stemmer, kan det derfor stadig ende med en konflikt på skoleområdet, uden at resten af det kommunale område bliver berørt. En eventuel konflikt vil tidligt kunne træde i kraft fra 11. juni, altså tre uger før skolesommerferien, fremgår det af overenskomstaftalen.
Af de aftalte lønstigninger på i alt 8,1 procent er de 6,1 rene lønstigninger, som vil gælde for alle. Første del på 1,1 procent udbetales med tilbagevirkende kraft fra 1. april i år, til oktober følger endnu 1,3 procent, i oktober 2019 følger yderligere 1 procent, og i 2020 stiger lønnen med 1,6 procent fra nytår, 0,4 procent fra april og 0,7 procent fra oktober.
Mere til sosuer
De sidste 2 af de 8,1 procent går til de øvrige tiltag, som er med i aftalen.
Det gælder blandt andet godt en halv milliard kr. i en rekrutteringspulje, som skal gøre det nemmere at rekruttere personale til ældre- og sundhedsområdet, primært sosu-assistenter og erfarne sygeplejersker.
Pengene skal blandt andes bruges til at hæve lønnen for sosu-eleverne, en ny lønmodel til sosu-assistenterne, bedre løn for aften-, nat- og weekendarbejde og et lønløft til erfarne sygeplejersker. Hvordan det helt præcist skal foregå, skal KL, FOA og DSR aftale senest 11. maj.
Inden da skal KL og de forskellige fagforbund også aftale fordelingen af en pulje på 51 mio. kr. til særlige formål. Desuden er der afsat 34 mio. kr. til at hæve de lavestlønnede på løntrin 11-19 med 382 kr. årligt (for Sundhedskartellet er det trin 1-2 og 436 kr.).
Tre spisepause-aftaler
Spisepausen, som blev et stort stridsemne især på det statslige område, tackles forskelligt.
Akademikerne fik præciseret i overenskomsten, at de har ret til en betalt spisepause på under en halv time, hvor de skal stå til rådighed og ikke må forlade arbejdspladsen. Kommunen kan ikke slippe for at betale ved f.eks. at forlænge pausen eller give afkald på rådighedspligten.
OAO, som repræsenterer 28 primært LO-forbund på det offentlige område, samt FOA har fået en forsikring fra KL om, at KL ikke mener, at spisepausen udgør et problem på det kommunale arbejdsmarked.
- KL vil vejlede kommunerne til at fortsætte den gode måde, spisepausen afvikles på i kommunerne. Det, at medarbejderne har en spisepause og står til rådighed, understøtter en velfungerende drift, hedder det i aftalen. Også her tales om en pause på mindre end en halv time, hvor den ansatte skal stå til rådighed og blive på arbejdspladsen.
FTF-organisationerne fortsætter uden særlige formuleringer om frokostpausen, men forbeholder sig ret til at køre en faglig voldgiftsag, hvis det skulle blive aktuelt.
Ny start til lærerne
Den store knast med lærernes arbejdstid blev som bekendt skudt til hjørne med en aftale om en undersøgelseskommission og "en forpligtende afdækning og et efterfølgende forpligtende forhandlingsforløb".
Da aftalen blev præsenteret fredag, var parterne allerede enige om, hvem de gerne vil have i spidsen for kommissionen, men navnet ventes først offentliggjort om et par dage.
Undersøgelseskommissionen skal analysere og afdække "udfordringer og muligheder" med arbejdstidsreglerne. Den skal hente erfaringer fra både lærere, ledere, forvaltninger og lokale kredse, både med, hvordan de nuværende regler fungerer, og hvad erfaringerne er i de 72 kommuner, som har valgt at indgå lokale arbejdstidsaftaler.
Kommissionsformanden får beføjelser til at indsamle data, indkalde parterne til drøftelser og forhandlinger, fremsætte forslag og endda at afkræve parterne bidrag, der kan tjene til at finde løsninger. Det hele skal munde ud i en rapport senest ved overenskomstforhandlingerne i 2021, og den må gerne indeholde egentlige forslag til nye regler eller ændringer af eksisterende.
Udover forløbet om arbejdstiden har de to parter defineret et "Ny start"-samarbejde som en bredere diskussion af, hvordan man kan "styrke arbejdsmiljøet, lærernes professionelle kapital, sætte fokus på god undervisning og kompetent ledelse" med det formål at få en positiv udvikling af folkeskolen.
Samarbejdet skal foregå i 2019 og vil blandt andet se på, hvordan man kan sikre rekruttering og fastholdelse, give nyuddannede en god start i lærerlivet, forbedre uddannelsen og forbedre det lokale samarbejde. Det skal udmunde i en fælles rapport.
Seniorer, ferie og åremålsansatte
KL havde på forhånd krævet, at aldersgrænsen for, hvornår seniorer kan få glæde af særlige seniorordninger, skulle følge med pensionsalderen opad. Det blev ikke gennemført, i stedet står der i aftalen, at parterne skal "afdække seniorpolitiske tiltag", både de eksisterende og erfaringer fra andre sektorer og lande, for at vurdere, om "indsatser og ressourcer anvendes hensigtsmæssigt" i forhold til målet om at fastholde seniorerne og understøtte et langt og godt arbejdsliv. Emnet skal drøftes igen ved OK21.
Den nye ferielov har krævet tilretninger i overenskomsterne, blandt andet fordi ferieåret fra næste år vil gå fra 1. september til 31. august. Her tilføjes en mulighed for, at medarbejder og arbejdsgiver kan aftale, at ferie kan holdes, før den er optjent.
Chefer på åremålskontrakter vil fremover ikke mere kunne hæve fratrædelsesbeløb oveni deres almindelige løn, hvis deres ansættelse forlænges. Det gælder dog kun, hvis kontrakten er indgået siden august 2018. Desuden vil deres fratrædelsesgodtgørelse "kun" være på en måneds løn for hvert fuldt års åremålsansættelse.
Endelig videreføres en række aftaler om bl.a. tryghedspulje ved afskedigelse, uddannelsesløft til ufaglærte og fokus på flere deltidsstillinger.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.