Halver dagpengene, men hold jer fra kommunerne
Halver dagpengene, men hold jer fra kommunerne
Langt de fleste foretrækker, at regeringens sparekniv rammer de ledige frem for den kommunale økonomi. Det viser en meningsmåling, A&B Analyse har foretaget for Kommunen. 54 procent kan leve med en halvering af dagpengeperiode til to år, når blot kommunerne ikke rammes. Derimod foretrækker 27 procent, at kommunerne spænder livremmen ind, hvis man derved kan undgå at ramme de ledige. Og det er helt i tråd med regeringens politik, mener Venstres kommunalordfører, Sophie Løhde:
”Hvis ikke vi i fællesskab betaler kriseregningen nu, vil det betyde stigende renter, faldende boligpriser, færre penge til velfærd og tab af arbejdspladser. Derfor er det selvfølgelig positivt, at et flertal af danskerne er enige med regeringen og DF i, at reformer af dagpengene er at foretrække for at genoprette den offentlige økonomi og øge udbuddet af arbejdskraft,” siger hun til Kommunen.
Hos støttepartiet tolker man også resultatet af Kommunens meningsmåling som positivt:
”Jeg tror, det afspejler en stor forståelse for den måde, vi har valgt at prioritere på. Meget få lande har et dagpengesystem, der er så godt som vores. Derfor er der også bedre plads til, at vi skærer hér frem for i den nære borgerservice,” siger Hans Kristian Skibby (DF).
Den forståelse finder man dog ikke hos oppositionen, hvor kommunalordfører Rasmus Prehn (S) går kritisk til selve undersøgelsen.
”Jeg mener ikke, at man kan stille de to besparelser over for hinanden. Mange flere bliver berørt af de offentlige besparelser end en halvering af dagpengene, så jeg mener, at præmissen er forkert, ” siger Rasmus Prehn og tilføjer:
”Man kunne jo også vælge at spare helt andre steder, betale mere i skat – eller arbejde mere.”
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.