Kommunen.dk
MENU

Gorms afløser skal kunne samle kommunerne

Bestyrelsen i KL leder efter en samlende figur til at afløse Peter Gorm Hansen. Iagttagere mener, tiden er kommet til at nytænke KL's rolle.

Gorms afløser skal kunne samle kommunerne

Bestyrelsen i KL leder efter en samlende figur til at afløse Peter Gorm Hansen. Iagttagere mener, tiden er kommet til at nytænke KL's rolle.

Peter Gorm Hansens afgang som topchef i KL kommer på det helt rigtige tidspunkt. Tiden kalder på en nytænkning af KL’s rolle, og det kan en ny direktør helt naturligt stille sig i spidsen for. Sådan lyder det samstemmende fra en række iagttagere, Kommunen har talt med. 

De mener ikke, det er nok at kende det kommunale landskab, være en dygtig administrator og kunne forhandle en aftale hjem. Den nye direktør skal være visionær og i stand til både at tænke og kommunikere strategisk. 

”Jeg synes, det er helt afgørende, at KL får en strategisk begavet person, som kan være med til at tegne billedet af fremtidens velfærdssamfund,” siger Lars Lundgaard, der som partner i Lundgaard Konsulenterne har en mangeårig erfaring med ansættelse af offentlige topledere.

En række af Kommunens ­kilder lægger vægt på, at det kommunale Danmark blev redesignet med strukturreformen, som Peter Gorm Hansen spillede en hovedrolle i.

Det nye Danmark kræver en omtænkning af KL, som fremover skal spille en langt mere offensiv rolle i de helt nødvendige debatter om fremtidens velfærdssamfund. Det betyder, at den nye direktør skal være et fyrtårn, både når visionerne skal skabes, og når de skal kommunikeres ud til borgerne. 

En samlende figur

Flere iagttagere understreger, at der ikke bliver flere penge til velfærd de kommende år. Derfor bliver det en kerneopgave at sikre, at kommunerne får mest muligt ud af de penge, der er til rådighed, samtidig med at borgerne skal forstå og acceptere, at der skal prioriteres i velfærdsydelserne. Her får den nye direktør en central rolle.

En anden kernekompetence bliver evnen til at skabe fælles fodslag – internt mellem kommunerne, men også mellem kommunerne og eksterne samarbejdspartnere. 

”Vores styrke er, når vi står sammen. Og vores svaghed er, når vi ikke står sammen. Det er en hovedopgave at holde sammen på 98 kommuner med meget forskellige vilkår og få etableret en fællesnævner for kommunerne overfor alle vores samarbejdspartnere,” siger KL-formand Jan Trøjborg (S) til Kommunen.

Den vurdering deler Michael Baggesen Klitgaard, lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet.

”Hvis ikke KL formår at påtage sig den koordineringsfunktion, så er spørgsmålet, hvor interessant organisationen er for staten i det lange løb,” siger han. 

Kilder beskriver Peter Gorm Hansen som en dygtig og engageret leder, som har haft kolossal respekt i KL, men også som temperamentsfuld og i et ”højt konfliktforhold med sin omverden.” De finder det påkrævet, at den nye direktør bliver en samlende figur, som er i stand til at skabe alliancer - både i de enkelte kommuner og i staten, regionerne, medierne og det private erhvervsliv. 

KL håber på at kunne præsentere en ny direktør allerede inden sommer, så der kan sikres en glidende overgang, inden Peter Gorm Hansen fratræder i udgangen af juli.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR