Røde blinklys, faste sidespejle og anderledes airbag-teknik. Amerikanske biler har på mange punkter ganske andre standarder end europæiske biler. Derfor er sikkerheds- og godkendelsesprocedurerne også forskellige på de to kontinenter, hvorved det amerikanske marked ikke er direkte tilgængeligt for europæiske bilproducenter og omvendt.

I store bilproducerende lande som Tyskland og Frankrig er det anskuelige billede med bilstandarderne et yndlingseksempel, når talen falder på de aktuelle forhandlinger om den transatlantiske frihandelsaftale TTIP. Men det kunne lige så godt handle om kager fra Odense eller medicin fra Bagsværd. Handelsaftalen mellem USA og EU vil nemlig både fjerne toldbarrierer og udfase en række andre han-delshindringer såsom forskellige standarder for for eksempel biler, fødevarer og medicin.

Win-win-logikken virker klar: I en sådan frihandelszone vil hvert land eller region koncentrere sig om det, de er bedst til. For producenterne vokser markedet og dermed afsætningen; for forbrugerne betyder det lavere priser og højere kvalitet. Eksporten stiger, økonomien går opad, og arbejdspladser opstår.

Overdrivelse og løgn

Det sidste halve års tid har især tyske industriorganisationer og ledende politikere trådt den retoriske speeder i bund for at komme videre i TTIP-forhandlingerne - blandt andet er forbundskansler Angela Merkel personligt gået i brechen for at afslutte forhandlingerne inden udgangen af 2015. Men hvor der i Europa generelt er et lille flertal for transatlantisk frihandel, er der netop i Tyskland opstået en massiv folkestemning mod dealen henover Atlanten. I modsætning til TTIP's sparsomme mediedækning i Danmark hører indgående debatter, hyppige demonstrationer og vedholdende underskriftindsamlinger mod TTIP til medie- og bybilledet hos vores ellers eksportorienterede naboer i syd. Denne modstand skyldes ikke mindst Thilo Bode, leder af tænketanken Foodwatch og forfatter til bestselleren ‘Frihandelsløgnen - hvorfor TTIP kun gavner koncernerne og skader os alle’.

- Europæerne er generelt meget dårligt informeret om aftalens indhold, processer og konsekvenser, siger Thilo Bode, da Kommunen møder ham i Berlin.

- Jo mere folk ved om det her, desto mere skeptiske bliver de. Personligt har drivkraften i mit engagement mod TTIP især været forargelsen over fortielsen af problemerne i aftalen og de direkte løgnagtige prognoser for vækst fra både industrien, politikerne og finansverdenen.

I forhold til prognoserne har Thilo Bode været med til at sætte skred i tallene de sidste måneder. I europæiske medier og ved stærke organisationer som den tyske industris brancheorganisation BDI har det længe heddet sig, at TTIP vil styrke EU’s økonomi med over 100 milliarder euro, øge EU's BNP med 0,5 procent og skabe i hundredtusindvis af europæiske job.

Det trak derfor overskrifter på tværs af Europa, da Thilo Bode påpegede, at disse optimistiske tal ikke handlede om den årlige gevinst, men om den samlede gevinst efter 10 år med TTIP - fremskrevet til år 2027.

- Selvom der er tale om en enorm handelsaftale, handler det i sidste ende om meget begrænsede effekter på vækst og beskæftigelse, siger Thilo Bode og henviser til nye undersøgelser fra blandt andet det tyske erhvervsministerium, hvor vækstpotentialet anslås til at være under en promille årligt. Tal, der nødtvungent har fået den tyske vicekansler, TTIP-fortaleren og socialdemokraten Sigmar Gabriel, til at tale om "upålidelige" og "forunderlige" vækstprognoser.

Politisk lammelse

Det mest håndgribelige kritikpunkt mod TTIP har hidtil været frygten for, at Europa vil blive tvunget til at importere de amerikanske fødevarestandarder. Men hverken hormonbøffer eller klorkyllinger er det egentlige problem, selvom de for mange demonstranter er blevet indbegrebet af handelsaftalen, mener Thilo Bode:

- Jeg tror ikke, at TTIP vil give os hormonbehandlet kød og GMO-afgrøder på de europæiske spiseborde, siger han og understreger, at de amerikanske standarder på visse områder er skrappere  end de europæiske.

- Problemet ligger i langt højere grad i, at vi låser os fast i forhold til at udvikle vores standarder for fødevaresikkerhed og økologi, som jo på mange områder er en katastrofe allerede i dag. Med TTIP vil den slags politiske reguleringer blive gjort næsten umulige for både EU og USA - af konkurrencemæssige hen-syn. Vi vil på mange fronter sætte den laveste fællesnævner som standard.

[caption id="attachment_29949" align="alignnone" width="830"] Tænketankleder Thilo Bode turnerer for tiden Tyskland tyndt med budskabet: Stop TTIP - i miljøets, arbejdstagernes og demokratiets navn. Foto: Privat[/caption]

Værre ser det ifølge Thilo Bode ud på områder som registersikkerhed og brug af kemikalier, hvor lovgivningen er markant skrappere i EU end i USA.

- Her ligger der klart et konfliktpotentiale, hvis amerikanske firmaer for eksempel  anser den europæiske registersikkerhed for at være en handelshindring for Google, Facebook & Co.

Junglelov i Lobbyland

Et yderligere problem i TTIP-forhandlingerne har ifølge Thilo Bode været den totale mangel på transparens - et klagepunkt, som EU-Kommissionen imødekom i januar, da man valgte at offentliggøre store dele af udkastet til traktatteksten. Desuden er der oprettet en twitter-service og en egen TTIP-hjemmeside med myter og fakta om TTIP (se faktaboks).

Det ændrer indtil videre ikke ved, at jungleloven hersker i forhandlingsprocesserne, hvor lobbyister med Thilo Bodes ord har absurd stor indflydelse.

- For eksempel på fødevareområdet er det groft sagt Kraft Foods og Coca-Cola, der forhandler med Unilever og Nestlé på europæisk side. Industrien står til at få en markant større indflydelse på vores fremtidige lovgivning.

Investorbeskyttelse

Som tidligere ulandsmedarbejder og senere chef for Greenpeace International har Thilo Bode et indgående kendskab til international handel, og han understreger ved enhver given lejlighed, at han hverken er imod frihandel eller harmonisering af tekniske standarder. I TTIP er det suverænt største stridspunkt imidlertid, hvordan denne frihandel og i sidste ende investorerne skal sikres.

Langt ind i EU-Parlamentet er den såkaldte "Investor State Dispute Settlement" (ISDS, se faktaboks) kommet i strid modvind. Denne mekanisme, der hyppigt indskrives i bilaterale handelsaftaler, giver udenlandske koncerner ret til at indstævne det pågældende land og kræve erstatning, hvis rammebetingelserne for koncernens investeringer ændres, så investeringerne ikke giver det forventede afkast. Der er her tale om private voldgiftsretter udenfor de nationale domstoles regi, hvis kendelser i reglen ikke kan appelleres, fortæller Thilo Bode med en opgivende hovedrysten.

- I politisk ustabile regioner giver det måske mening at beskytte investorer mod overgreb og ekspropriation med den slags værktøjer. Men i velfungerende retsstater er det nærmere et instrument til at undergrave demokratiet, siger han.

- ISDS-mekanismen forbyder naturligvis ikke USA, EU eller EU-medlemsstater at ændre eller skærpe lovgivningen indenfor for eksempel miljø- eller sundhedsområdet. Men udsigten til milliardtunge erstatningssager vil næppe fremme lysten til at gøre det, siger Thilo Bode og sender en indforstået hilsen til Vattenfall:

I 2012 trak den svenske energikoncern den tyske stat for Verdensbankens voldgiftsret i Washington på grund af den tyske regerings beslutning om at fremskynde udfasningen af atomkraften efter ulykken i Fukushima. Cirka 30 milliarder kroner lyder det endnu ikke afgjorte erstatningskrav på.

At netop Tyskland med sin enorme kapitaleksport skulle være afhængigt af særlig investorbeskyttelse i udlandet, køber Thilo Bode ikke som argument.

- En økonomisk gevinst kan være for dyrekøbt. Vi kan da ikke passivt se til, mens demokratiet på den måde undergraves af en paralleljustits, hvor advokater sidder som dommere i uigennemsigtige tribunaler.

Uvis fremtid

Mens ISDS formentlig presses ud af TTIP, er selve handelsaftalens videre behandling stadig åben. Det vigtigste spørgsmål er her, om aftalen kun griber ind i lovgivningen på europæisk niveau, hvorved den blot skal ratificeres af USA og EU - for EU's vedkommende vil det sige af EuropaParlamentet og Ministerrådet. Hvis aftalen derimod også griber ind i den nationalstatslige lovgivning, er der tale om en såkaldt "blandet traktat", hvor alle de 28 EU-medlemmer skal spørges. Det lyder lovende for modstanderne, men det er også pinedød nødvendigt, mener Thilo Bode.

- Som folkeretlig aftale mellem EU og USA ville TTIP komme til at rangere over både europæisk og nationalstatslig lovgivning og dermed gribe langt ind i både forbrugernes og politikernes virkelighed. Derfor er mit anliggende soleklart: Stop TTIP, siger Thilo Bode og peger på sin bog.

Men hvis TTIP-aftalen mellem EU og USA helt sættes ud af spil, vil andre, mindre civiliserede stater sikkert sætte standarderne - eller som EU's handelskommissær Cecilia Malmström har formuleret det: "TTIP vil booste vores indflydelse i verden - ved at tiltrække flere investorer, sætte høje standarder for den globale handel og udbrede vores værdier."

- Det er noget vrøvl, indvender Thilo Bode.

- Skulle kineserne pludselig sætte standarden for babymad for de europæiske forbrugere? Den køber jeg ikke - eller med andre ord: De europæiske forbrugere køber det ikke. Asiaterne køber jo vores babymad, fordi de vil have vores standarder. Selvfølgelig skal vi sætte vores egne standarder. Men hvis vi blindt går videre ad de nuværende forhandlingsveje med TTIP, er det nærmere os, der bliver taberne i forhold til ad politisk vej at sætte standarderne i den tiltagende globalisering.