Det virker ret komisk med den opstandelse, DR TV har udløst med sine dokumentarudsendelser om rige på skatteflugt og deres dygtige hjælpere.                           

Højtuddannede jurister, revisorer og bankfolk assisterer med stor faglig kompetence og fedtede smil de rigdomsramte til at skaffe deres mange penge i ly og unddrage fællesskabet de skatteindtægter, der er nødvendige for at drive det samfundsmaskineri, vi i det store hele er enige om, at ville have.

Det overvældende flertal af os danskere har ganske almindelige indtægter og har ikke raget så mange penge til os, at de bliver et problem, der kræver eksperthjælp. Vi betaler pænt, hvad vi skal. Og sådan går det til, at samfundet alligevel er i stand til at investere i for eksempel gode uddannelser, så vi kan få udklækket højtuddannede revisorer, økonomer, jurister og så videre.

Nogle af disse vælger så – tilsyneladende uden skrupler - at bruge deres gode, skattebetalte uddannelse til at assistere de rige stakler med skattepine.

Alt det her er i mine øjne en blændende illustration af den latterlige og hykleriske opdeling af samfundets aktiviteter i produktive og uproduktive kræfter.

De produktive kræfter summer flittigt rundt i det private erhvervsliv, og de uproduktive kræfter henslæber dagene i det offentlige, der stort set ikke bidrager med noget. De koster tværtimod kassen, belaster den offentlige økonomi alvorligt og er direkte skadelige for det privates enestående værdiskabelse. Det offentlige må hurtigst muligt skrumpes drastisk, tordner de borgerlige i deres propaganda.

Løgne og bagtalelse

Sådan har den monotone messen lydt fra de borgerlige partier, så længe jeg kan huske tilbage - og det er en hel del år. Så længe og gentaget, at mange faktisk tror på det. Jeg synes personligt, at der snarere end nationaløkonomisk klarsyn og politiske holdninger er tale om lodrette løgne og ondskabsfuld bagtalelse af store grupper arbejdsomme og dybt ansvarlige samfundsborgere.

Mennesker, der har valgt at bruge deres arbejdsliv på at uddanne unge – ikke mindst til det private erhvervsliv. Eller at producere tid til de voksne ved at passe deres børn i pædagogiske institutioner, så både far og mor kan passe et (produktivt!) arbejde. Eller ved at arbejde i det gigantiske sygehusvæsen, så direktør Vridsmose kan få repareret skaderne efter det travle liv med børskurser, eksporttal og kniv og gaffel. Eller hans medarbejdere blive repareret til at genoptage arbejdet. Eller…

Hvordan i himlens navn kan noget i ædru tilstand hævde, at disse mennesker mest af alt er en belastning for samfundet? Når erhvervslivet slet ikke kan fungere uden disse menneskers beskedent lønnede indsats? Hvis der er nogen, hvis produktive indsats jeg har meget svært ved at få øje på, er det de revisorer, advokater, skatterådgivere og hvad de ellers kalder sig, der bruger deres indsigt og kunnen til at organisere samfundsskadelig snyd. Og hvad er det lige for en samfundsgavnlig produktion, for eksempel en bank, der tjener sine millioner på et rent spekulations-cirkus af it-styrede finansielle transaktioner i milliardtal på splitsekunder, yder?

Den slags er vi en hel del – blandt andet de fleste Eurolande – der gerne så pålagt en lillebitte skat, Tobin-skatten. Det ville betyde en vis dæmper på det vilde og absurde spekulationsræs og give ganske gode penge i det offentliges kasse, fordi profitten beror på tempoet i it-maskinerne og det deraf følgende astronomiske antal transaktioner.

Men den radikale isdronning, Margrethe Vestager, blokerer for en fælles EU-aftale. Ingen, jeg har hørt om, kan forklare endsige forstå, hvad der rider den radikale leder.

Voldsom bølgegang på børserne

I øvrigt en interessant mekanisme med de der computerstyrede børstransaktioner. Der er tidligere set eksempler på, at den er gået bersærk, og det går altså stærkt og udløser på brøkdele af et sekund voldsom bølgegang på børserne. Det er så på mirakuløs vis blevet bremset, før det udløste en økonomisk tsunami. Men eksperter forudser, at før eller siden går det galt, og så tør ingen rigtig give et bud på, hvad der så sker. Men jeg tænker, at så ville det nok være rart at have sin pensionsopsparing i guld eller ædelsten.

Jeg er enig med den gamle politiker Preben Wilhjelm, når han siger, at der ikke er nogen mening i at bebrejde en haj, at den opfører sig som en haj. Således også med grådige kapitalister, der ikke skyr nogen midler for at skaffe sig stadig mere rigdom. Grådigheden er jo af den næsten samlede magtelite udnævnt til at være det allerhelligste, ja, selve drivkraften i den markedsdrevne, kapitalistiske samfundsøkonomi. Jo, grådighed er godt – om end de normalt ikke udtrykker sig så direkte. 

Men ingen skal bilde mig ind, at afsløringerne kommer bag på nogen – vi får blot dygtigt lavet dokumentation for, hvad vi alle godt ved. En haj er en haj.