Klokken 10 venter de første patienter i venteværelset til lægeklinikken i forstaden Helliniko. De kommer fra hele Athen for at få gratis lægehjælp og ikke mindst medicin. Lægehjælp i Grækenland kræver nemlig en forsikring, og den har over en million grækere mistet samtidig med deres arbejde.

En af patienterne er Olga Danilova, der oprindelig kommer fra Samara i Rusland, men har boet i Grækenland i over 10 år. Hun kommer for at få en gynækologisk test og har tidligere fået ordnet sine tænder på klinikken.

- Jeg er meget taknemmelig for den hjælp, jeg får her, for jeg har ikke andre muligheder. Jeg bor sammen med min datter og mit barnebarn, og vi lever af min datters løn som babysitter, fortæller hun.

Klinikken i Helliniko er knap tre år gammel og oprettet af en gruppe private, som ønskede at imødegå det kaos, som sammenbruddet i det græske sundhedssystem havde skabt. Samtidig med en voldsom stigning i arbejdsløshed og fattigdom efter finanskrisen i 2008 blev den offentlige sektor skåret ind til benet, og det ramte et i forvejen ikke særlig velfungerende sundhedsvæsen meget hårdt.

Venteliste for frivillige

Klinikken har 250 frivillige læger, psykiatere, psykologer, sygeplejersker, farmaceuter og administrative medarbejdere. Og der er kø for at være med til at hjælpe.

- Det er ikke svært at rekruttere nye frivillige, og i øjeblikket har vi en venteliste, fortæller Mary Sideris, der styrer klinikkens administration og selv er pensioneret sekretær med en fortid hos elektronikgiganten Philips.

En af de frivillige er den pensionerede psykolog Lambros Papaioannou, der kommer på klinikken to halve dage om ugen. Hans patienter lider typisk af angst, og deres symptomer udspringer af sociale og økonomiske problemer.

- Jeg snakker med dem om, hvordan de kan håndtere deres angst, men de grundlæggende problemer er sociale og økonomiske, og mange af dem har også ofte fysiske smerter, fortæller han.

En del af dem klarede sig før igennem med deltidsjob eller understøttelse, men nu har de ingenting efter seks års krise.

- Nogen af dem får det bedre, men der kommer hele tiden nye patienter. Og hvor det før typisk var helt unge eller midaldrende, kommer der nu mange nye patienter i 30-50-års alderen, fortæller han.

[justified_image_grid preset=c2 ids=27259,27261]

Udover samtaleterapi får nogle af patienterne også antidepressiv medicin i samråd med klinikkens psykiatere. En af psykiaterne er Christos Tarasidis, der arbejder en dag om ugen på klinikken og de andre dage passer sin private praksis.

- Patienterne har reelt ikke noget alternativ til vores klinik. Det offentlige sygehusvæsen er lukket for de uforsikrede, medmindre de er selvmordstruede eller der på anden måde er tale om et akut tilfælde, siger Christos Tarasidis.

Psykiaterens konsultation er spartansk indrettet og fyldt med flyttekasser. Den ligger ved siden af hjerte-kar-lægernes undersøgelsesrum. I en anden afdeling af klinikken holder gynækologer, børnelæger og tandlæger til. Alt udstyr er doneret - en del fra grækere i Tyskland.

Medicin fra afdøde

Klinikkens kræftlæger holder til på Sotira Hospital, hvor de arbejder frivilligt hver onsdag efter arbejdstid. Ikke mindst for kræftpatienterne er det store økonomiske problem at skaffe medicin. Her kan klinikkens apotek hjælpe. Det er fyldt med specialmedicin lige fra insulin til kræftmedicin, og alt er doneret.

- Pårørende til afdøde kræftpatienter kommer med resterne af deres slægtninges medicin. Så har vi farmaceuter, der tjekker medicinen og sørger for, at pakningerne indeholder de rette mængder, fortæller Mary Sideris.

I klinikkens medicinrum bugner reoler og køleskabe med sirligt pakket genbrugsmedicin. I et hjørne står rækker af blå plastiksække med doneret medicin, som endnu ikke er tjekket og sorteret.

- Det meste medicin kommer fra private, men vi modtager også fra firmaer og apoteker. Vi har en politik om ikke at modtage penge - kun medicin eller udstyr. Vi ønsker nemlig ikke, at der skal opstå mistanke om misbrug, fortæller Mary Sideris.

NGO'er har dårligt ry

Mange andre græske hjælpeorganisationer prøver ligesom klinikken i Helliniko at distancere sig fra den misbrugskultur, som har præget ikke mindst det offentlige i Grækenland. Flere skandaler har omfattet NGO’er, som fik penge af staten til at lave socialt arbejde, men i virkeligheden brugte pengene til andre formål. Derfor lægger mange organisationer afstand til NGO-betegnelsen.

En af disse organisationer er Emfasis, en privat hjælpeorganisation, som laver socialt gadearbejde blandt hovedstadens hjemløse, misbrugere og prostituerede.

- Det er vigtigt for os at slå fast, at vi ikke er en NGO. Vi får ikke penge fra staten eller EU, men kun fra private. Det betyder også, at vi kan handle selvstændigt og hurtigt. Ingen skal godkende det først, siger organisationens leder, Tassos Smetopoulos.

Respekt og tålmodighed

Emfasis går meget op i at opføre sig respektfuldt overfor de mennesker, som har brug for hjælp. Man maser sig ikke ind på dem i deres hjem -  og ifølge Tassos Smetopoulos kan en bænk også være et hjem.

- Man skal i overført betydning ringe på, før man får lov at komme til at snakke med beboerne, siger han.

Gadearbejdet kræver tålmodighed, for det kan tage meget tid for de hjemløse at vænne sig til, at de kan stole på gadearbejderne og være ærlige overfor dem. Mange er meget flove over deres situation og gemmer sig måske i storbyen, uden at deres familier er klar over, hvordan de lever.

Kommunen er med Emfasis på aftenrunde i Pedion Areos, en af Athens største parker, og her møder vi en midaldrende kvinde fra den nordlige del af landet. I flere år har hun sammen med sin mand holdt til under et af parkens halvtage.

- Det krævede fire måneders kontakt med dem, før de erkendte, at de var hjemløse. Og der gik et par måneder mere, før de bad os om hjælp til mad og tøj, fortæller Tassos Smetopoulos.

Parken er et termometer

Pedion Areos er et vanskelig område at arbejde i for gadeteamet, fordi de fleste hjemløse, narkomaner og trækkerdrenge holder til i grupper. Og grupperne er sværere at få kontakt med end mennesker, som er alene. Parken er delt op i zoner, hvor vi først kommer gennem crack-zonen, hvor sanseløse misbrugere ligger på bænke og langs stierne. Senere kommer vi igennem det område, hvor unge illegale indvandrerdrenge er tvunget til at prostituere sig. Her hænger midaldrende mænd ud blandt unge mænd i stramme shorts. Senere kommer vi forbi et område, hvor forskellige hjemløsebosættelser gemmer sig i buskadset.

- Parken er en slags termometer for, hvad der sker i andre dele af byen. Det sker typisk her først. Det er også her, vi hører de hjemløse fortælle, hvordan politiet samler dem og kører dem uden for byen, siger Tassos Smetopoulos .

Han oplever, at både politiet og offentligt ansatte socialarbejdere optræder uden respekt for de hjemløse.

Det oplever vi også i en sidegade nær Omoniapladsen i den centrale del af Athen. Her er et par civile politibetjente ved at rydde op. En immigrant følger med uden sværdslag, men en hjemløs mand bliver siddende på fortovet foran Nationalteatret. Han nægter at flytte sig, så den ene betjent tager gummihandsker på og begynder at trække ham væk. Da det ikke lykkes at få ham op at stå, får han et spark over benet og senere et slag i hovedet.

Nogle gange går det godt

Emfasis er finansieret af grækere bosiddende i udlandet, og næsten alle organisationens gadearbejdere er frivillige. En af dem er den 27-årige psykolog Martha Arnaoutoglou, der har sparet lidt penge op fra et tidligere job, som hun lever af nu. Hun er glad for at kunne bruge sin uddannelse, og hun bruger især sin evne til at lytte til og forstå folk.

- Det er en rigtig god fornemmelse at hjælpe andre uden at forvente noget til gengæld. Mange gange får man alligevel både smil og tak, fortæller hun.

Indimellem får de frivillige også en succesoplevelse med hjem. Sidste sommer mødte gadeteamet ofte en russisk kvinde på omkring 60 år i kvarteret omkring Omonia-pladsen. Hun havde problemer med sit ben og med kommunens folk, som kom og tog hendes tæpper. Emfasis kom i kontakt med hende og skaffede hende blandt andet en sovepose. Efter nogen tid så de hende ikke mere, men forleden dag mødte de hende i meget bedre stand.

- Hun var pæn i tøjet og sad sammen med en mand i noget, der lignede et romantisk møde. Vi hilste ikke på hende for ikke at gøre hende forlegen, men vi kunne se, at hun bemærkede os, da vi gik forbi, fortæller Tassos Smetopoulos.