Jo mere vi lægger bånd på frivilligheden med krav om professionalisering og kvalitet, jo mere trækker vi energien ud af den. Det er et paradoks, som staten i dag står overfor, mener lektor og ph.d. Anders La Cour, der forsker i frivilligt socialt arbejde og socialpolitik på CBS.

Senest har socialminister Karen Hækkerup (S) løftet sløret for dele af en ny stor socialreform, der blandt andet vil inddrage flere frivillige i offentlige opgaver. Området skal professionaliseres, og de skal ikke længere ses som blot et supplement til de kommunalt ansatte.

Anders La Cour retter hård kritik mod statens opfattelse:

”Frivillighedspolitikken har viklet sig ind i en række alvorlige selvmodsigelser. En ny og bedre politik er mere realistisk, tør se selvmodsigelserne i øjnene og gøre op med nogle af sine mange kæpheste.”

Selvmodsigelserne og kæphestene er statens forventninger til, hvad frivilligheden skal løse af offentlige opgaver, og hvordan den skal opføre sig. Et stigende krav om professionalisering og ansvarsfordeling passer slet og ret ikke ind i den frivillige logik, som Anders La Cour kalder den.

”Den lader sig ikke styre af regler, ordre eller kontrol. Og det tror jeg, man må acceptere, når man inviterer de frivillige ind på det offentliges hjemmebane. Så inviterer man også anarkismen indenfor,” siger han.

Ulykkeligt ægteskab

I årevis har det offentlige og de frivillige organisationer været i et slags ægteskab med hinanden, mener Anders La Cour. I løbet af 1980’erne begynder staten at se al sin egen utilstrækkelighed – man er blevet for tung, bureaukratisk og dyr – og opdager, at de frivillige kan udfylde nogle huller i det offentlige system. Staten begynder at begære de frivillige organisationer, fordi den ser det, den anden kan, som noget den ikke selv kan, forklarer Anders La Cour:

”I starten kunne de ikke gøre noget forkert, bare det, at de var frivillige, var fantastisk. Og så er det, efterhånden som forholdet begynder at blive gammelt i gårde, at kravene fra staten dukker op: Kan du ikke være lidt mere frivillig på den måde, som jeg gerne vil have, du skal være det?”

Staten ligger pludselig inde med en partner, der er blevet uattraktiv.

”Det paradoksale er, at det ender med, at staten står med nogle organisationer, som den ikke vil have. Den får nogle passive objekter, og altså ikke de her uafhængige, anderledes, frække og innovative organisationer, som den efterstræbte.”

Attraktiv anarkisme

Men hvad er det så, frivilligheden kan, som det offentlige ikke kan? Den er situationsbestemt og bryder grænser, påpeger Anders La Cour. Han har set et hav af eksempler på frivillig social indsats, som sprænger rammerne. For eksempel får patientstøtter på hospitalerne kurser og kontrakter om, hvad de må og ikke må. Men når de først er ude på hospitalerne, afgør de selv, om det giver mening at give en patient et glas vand, selvom de ikke ved, om patienten faster. På trods af at de på forhånd har skrevet under på, at de ikke må, for det er sygeplejerskernes arbejde, fortæller Anders La Cour.

Derfor er det et problem, når staten forsøger at afgrænse de frivillige fra opgaver i et forsøg på at bevare kvaliteten i ydelserne. De kan ikke afgrænses.

”Frivillighedens logik er – set fra et bureaukratisk system – anarkistisk. Den lader sig ikke styre. Den professionelle logik er en helt anden: praksis afspejler reglen. En god bureaukrat leverer det, som på forhånd er besluttet, der skal leveres,” siger Anders La Cour.

Men  som bekendt skal der to til tango, og organisationerne forsøger efterhånden at skabe sig selv på den måde, som det offentlige gerne vil have dem. Ord som performance management, effektmåling og forandringsteori er vandret fra de statslige korridorer ind i frivillighedens varmestuer.

”Man har en følelse af, at Rambøll Management er flyttet ind i Socialministeriet, fordi de taler det her management-sprog. Og det er ikke kun staten, det er desværre også de frivillige organisationer,” siger Anders La Cour.

Sølle supplement

En tilbagevendende bekymring er, at frivillige ikke må stjæle kommunale jobs. Det har ført til, at fagforeninger som FOA og Dansk Socialrådgiverforening er meget opmærksomme på, hvilke opgaver, der må udføres af hvem. Dette er en urealistisk begrænsning, mener Anders La Cour:

”Alle har været enige om, at de frivillige ikke måtte være en erstatning, men at de skulle være et supplement. Men det kedelige i den tankegang er, at man reducerer frivilligheden til ikke at være noget i sig selv, men som noget, der kun finder sin kvalitet i forhold til den anden. Hvem gider være et supplement?”

For at redde ægteskabet må staten altså droppe sine kæpheste om, at frivilligheden ikke kun udgør et supplement til de offentlige velfærdsydelser, eller at dens kvalitet ligger i selvbegrænsningens kunst.

”Og så må man opgive sin besættelse af at finde entydige grænser mellem de frivilliges og de professionelles opgave- og ansvarsområder,” tilføjer Anders La Cour.

Et paradoks er imidlertid ikke til for at blive løst, erkender forskeren. Hensigten er nærmere, ifølge Anders La Cour, at åbne statens og de frivillige organisationers øjne for, hvor ulykkelig en stand, deres ægteskab er endt i.