Forskel på servicen for 28 milliarder kroner
Forskel på servicen for 28 milliarder kroner
En skatteprocent på 19,8 i stedet for 26,9 eller næsten 10.000 kroner mere i hånden til hver enkelt indbygger. Det er ifølge Cepos’ årlige opgørelse over Kommunepotentiale, hvad borgerne i Brønderslev kan se frem til, hvis de er parate til at sænke kommunens serviceniveau fra 1,09 til det samme som i Frederiksberg Kommune, der i 2014 havde landets laveste på 0,91.
- Vores opgørelse viser, at hvis borgerne i Brønderslev ville leve med den service, de har på Frederiksberg, så ville man kunne sænke skatten, og en gennemsnitshusstand kunne få et anseligt beløb mere at leve for, forklarer Henrik Christoffersen, forskningschef i Cepos.
Hvis alle kommuner kom ned på samme niveau, ville der faktisk være godt 28 milliarder kroner at hente på landsplan. Og i Brønderslev vækker opgørelsen opsigt.
- Vi arbejder jernhårdt med vores serviceniveau, og det er en svær proces. Men vi forsøger at se på dem, der gør det godt, og lære af dem. Derfor skal vores beskæftigelsesudvalg for eksempel snart på tur til Vejle, fortæller borgmester Mikael Klitgaard (V).
Udfra kommunens egne tal kan han se, at de både på handicap- og psykiatri-, kontanthjælps- og anbringelsesområdet bruger cirka 20 millioner kroner for meget, når de sammenligner sig med andre kommuner. Derfor har de nu sat en række konsulenter i gang med at gennemgå kommunens praksis, så de til dette års budgetforhandlinger kan finde nogle nye måder at få bragt udgifterne ned.
- Det er en af mine helt store arbejdsopgaver at få gjort noget ved det, understreger Mikael Klitgaard.
Er dyrere service god?
Debatten om, hvad tallene for serviceniveau egentlig dækker over, er ofte oppe at vende, når de bliver brugt til at sammenligne kommunerne, som Cepos gør det. Det er nemlig ikke nødvendigvis dårligt at have et højt serviceniveau, hvis det samtidig betyder højere kvalitet for borgerne. Omvendt er det skidt at bruge flere penge på en service, end andre gør, hvis den vel at mærke har samme standard.
- Hvis du kigger på tilfredshedsundersøgelser, så er der jo ikke megen sammenhæng mellem serviceniveau og borgertilfredshed. Så borgerne i Vejle er antagelig ikke meget mere utilfredse end borgerne i Brønderslev, selvom der er 16 procents forskel på deres serviceniveau, siger forskningschef i Cepos Henrik Christoffersen.
Han mener, at serviceniveauet derfor er et udmærket mål for kommunernes effektivitet. Og Mikael Klitgaard er tilbøjelig til at give ham ret, da han på nogle områder ikke mener, borgerne i Brønderslev får mere ud af de ekstra penge, kommunen bruger.
- På kontanthjælpsområdet har vi haft for mange unge, der er vurderet til ikke at være arbejdsmarkedsparate. Det vil vi gerne have lavet om, for de har meget bedre af at komme ud og bestille noget. Vi skal ikke bruge for mange penge på en service, som borgerne ikke nyder godt af, forklarer Mikael Klitgaard, som omvendt peger på, at kommunens folkeskoler har et højt karaktergennemsnit, selvom man bruger relativt færre penge på dem end andre steder.
Ifølge Indenrigsministeriet
Nøgletal for serviceniveau
- Serviceniveauet angiver forholdet mellem kommunens faktiske udgifter og de udgifter, der kan forklares ud fra kommunens udgiftsbehov, som følger af kommunens alders--mæssige og socioøkonomiske sammensætning.
- Ved denne beregning fås et udtryk for serviceniveauet i kommunen, hvor faktiske udgifter, der overstiger udgiftsbehovet, er udtryk for et serviceniveau over landsgennemsnittet.
- I fortolkningen af serviceniveauet skal der dog gøres opmærksom på, at høje udgifter ifølge nøgletallet også kan skyldes, at kommunen har en lavere produktivitet end landsgennemsnittet ved frembringelse af kommunale serviceydelser.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.