Kommunen.dk
MENU

Folkemødet er tilbage med forøget selvtillid

Siden premieren sidste år er Folkemødet vokset eksplosivt med repræsentanter fra alle sider af det politiske landskab, et boom i ungdomsarrangementer og en teltlejr, der skal sætte fut i festivalstemningen.

Folkemødet er tilbage med forøget selvtillid

Siden premieren sidste år er Folkemødet vokset eksplosivt med repræsentanter fra alle sider af det politiske landskab, et boom i ungdomsarrangementer og en teltlejr, der skal sætte fut i festivalstemningen.

Vind et måltid mad i dyrevelfærdsquizzen, drik en øl med en folketingspolitiker eller hold en af Kennedys taler. Eller gå til en helt traditionel partiledertale eller paneldebat. Mulighederne er mange til Folkemødet anno 2012, der i år består af 717 arrangementer og forventes at trække i alt 20.000 deltagere til Bornholm.

De nye tiltag vil generelt bringe Folkemødet tættere på visionen om at skabe det politiske livs svar på Roskilde Festival, fortæller projektleder for Folkemødet Louise Groth-Michelsen fra Bornholms Regionskommune.

“Vi har gerne villet give oplevelsen af en mere intensiv festivalstemning. Derfor har vi også flyttet mange af aktiviteterne ned i Allinge by og valgt at komprimere Cirkuspladsen, så der også kommer til at ligge telte omkring talerstolen,” siger hun og fortæller, at der sidste år var problemer med, at deltagerne ikke kunne finde talerstolen. I år har projektgruppen derfor ladet sig inspirere af de store musikfestivaler, hvor publikum kan gå rundt mellem aktivitetstelte og samtidig være tæt på de store scener.

Ungdommen på banen

Også sammensætningen af publikum, der sidste år havde overvægt af pensionister, kommer i år til at nærme sig sommerfestivalerne mere. Først og fremmest er Folkemødet rykket, så det i år lapper ind over weekenden og ikke kolliderer med normale arbejdstider og skolegang. Dernæst er Ungdommens Folkemøde stødt til med egen scene og campingareal, der skal danne ramme om både debatter, events og fester.

“Jeg håber, at det kommer til at betyde, at der er mange unge, der vil prioritere at deltage og påvirke debatterne. Når man har et folkemøde, hvor man gerne vil diskutere i hvilken retning, vi skal udvikle os, og hvad vi gerne vil med vores samfund, så er det helt oplagt, at de unge er med,” siger Louise Groth-Michelsen.

Mangfoldighed

Antallet af arrangører er også vokset voldsomt efter succesen sidste år. Antallet af telte er for eksempel steget fra 30 til 160, og de deltagende organisationer spænder fra landsforeninger for handicappede, til Dansk Byggeri og en lang række kirkelige organisationer. Også kommunerne og regionerne er kommet stærkt igen efter sidste år at have stået i skyggen af folketingspolitikere, fortæller Louise Groth-Michelsen.

”Vi har gjort meget for at komme længere ud end sidste år, men der er også virkelig mange, der har henvendt sig, fordi de gerne har villet være med,” fortsætter hun.

Det bornholmske folkemøde begynder dermed at træde i karakter som en hastigt voksende lillebror til den svenske ’Almedalsvecka’ på Gotland, der oprindeligt var forbillede. Der er dog stadig et stykke op til ’storebror’, der sidste år havde hele 1.400 arrangementer.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR