På papiret er forhandlingerne om næste års finanslov de nemmeste i mands minde. SR-regeringen er på den ene side klart bagud i meningsmålingerne før næste valg, som skal afholdes indenfor et år, og har brug for en offensiv satsning med mærkbare gaver og klare gevinster til kernevælgerne. På den anden side står de to støttepartier, SF og Enhedslisten, i en uforløst situation, hvor de hver især har meget at vinde ved at indgå et forkromet forlig og dermed vise vælgerne, at der findes et operationsdueligt alternativ til blå blok. Men intet falder let ud for centrum-venstre i disse år. I hvert fald ikke i Danmark.

Regeringstoppen har med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i spidsen sat en uforsonlig kurs, før forhandlingerne for alvor indledes i begyndelsen af september. Mest kompromisløst er meldingerne på dagpengeområdet, som har udviklet sig til en årelang føljeton af nederlag for SR-regeringen.

Statsministeren har på forhånd afvist at genåbne det forlig, som VK-regeringen oprindelig indgik med Dansk Folkeparti og som Det Radikale Venstre stemte for, som foreløbig har ført til, at over 40.000 familier har mistet deres forsørgelsesgrundlag – som en dobbelt konsekvens af den afkortede dagpengeperiode og den fortsatte krise med høj ledighed.

Støttepartierne opfatter det som en åbenlys provokation, at statsminister Helle Thorning-Smith nøjes med at henvise til den nye dagpengekommission, der har økonomiprofessor Nina Schmidt som formand og først skal fremlægge sine forslag – der ikke må rokke ved præmisserne for dagpengereformen – lang tid efter næste folketingsvalg helt fremme i 2016.

Hvis Thorning-Schmidt håbede på at kunne nedtone konflikten, er hun mislykkedes. Totalt.

Balladen forstærkes af en vedholdende kritik fra S-borgmestrene på Vestegnen, som kun minder vælgerne om den voksende afstand mellem levebrødsbureaukraterne inde på Borgen og hverdagens problemknusere ude i kommunerne.

Dyhrs slagnummer

SF’s nye formand Pia Olsen Dyhr har gjort det til sit slagnummer at få genoptjeningsretten halveret og bragt tilbage til 26 uger, og Enhedslisten er i fuld gang med at overveje, hvordan de kan trumfe SF’ernes forslag med endnu mere håndgribelige tilbud til de udfaldsramte.

Ligeså indlysende det er for SF og Enhedslisten at overbyde hinanden med redningspakker til en sjældent stor vælgergruppe, der i løbet af året forventes at vokse til over 60.000 familier, ja, lige så oplagt virker SR-regeringens stædighed – i hvert fald for rådgiverne omkring topministrene.

Dagpengereformen har udviklet sig til en lakmustest på SR-regeringens jernvilje til at træffe upopulære beslutninger, der menes at gavne samfundsøkonomien på længere sigt. Udover at ramme historisk mange mennesker er konflikten således også kommet til at handle om ære og stolthed.

SF og Enhedslisten vil fremstå som vindbøjtler uden rygrad, hvis de ikke får indrømmelser – enten på genoptjeningsretten eller på vilkårene for den arbejdsmarkedsydelse, som de tidligere dagpengemodtagere måske kan få i en lidt længere periode.

Omvendt risikerer SR-regeringen at sætte hele det hårdt optjente omdømme som ’ansvarlig’ over styr, hvis de kapitulerer over venstrefløjens krav om tilbagerulning af reformer, sågar lige før et folketingsvalg, hvor flertallet tegner blåt.

Det Radikale Venstre vil hellere lade den nuværende regeringskonstellation bryde sammen end give efter overfor venstrefløjen. I givet fald er det ikke første gang, at De Radikale ender med at tage livet af deres alliancepartnere.

Den store ubekendte, som dog – måske – kan få de fire partier til at finde sammen på trods, er Dansk Folkeparti: Indtil videre har Kristian Thulesen Dahl været den eneste, som har profiteret af den stormombruste dagpengereform, som han selv var arkitekten bag og med til at stemme igennem. Så længe SR-regeringen ikke kan, tør og vil gøre noget for de udfaldsramte, vil Dansk Folkeparti kunne køre videre på frihjul lige hen til triumfen i valgboksen.

Normalt er finansloven en teknisk opsummering af årets gennemførte politik, men årets forhandlinger synes snarere at forme sig som et opkog af tre års betændt mistillid. I sidste ende vil og kan SR-regeringen dog godt nå til enighed med venstrefløjen, men kun som en form for våbenhvile, der næppe kan bruges som afsæt for et genvalg.

Efterårets finanslovsforhandlinger står til at gentage et mønster af anspændte beslutninger, som ingen for alvor er begejstrede for – allermindst de vælgere, som for længst har vendt regeringsblokken ryggen.