Fagfolk: Vi har brug for Exit 2.0
Fagfolk: Vi har brug for Exit 2.0
Det nuværende exitprogram for rockere og bandemedlemmer mangler en pædagogisk og psykologisk indsats. For mens der er masser af fokus på at skære de fysiske bånd til bandemiljøerne, halter det med at få ændret det mindset, som exit-kandidaterne bærer rundt på, hvor politiet er til for at genere dem, og kriminalitet er den mest oplagte måde at tjene til dagen og vejen.
Det er budskabet fra Camilla Møller-Andersen, cand.pæd.psyk og fagspecialist på bande-rockerområdet, og Martin Celosse-Andersen, selvstændig special-konsulent og tidligere rocker-præsident, der sammen har udarbejdet et forslag til, hvordan man kan forbedre de eksisterende exit-programmer. Exit 2.0, kalder de det.
- Vi har ingen interesse i, at exitprogrammerne lukker. Og derfor kalder vi netop det forslag, vi har skrevet, for Exit 2.0. For de ting, der er i exitprogrammet lige nu, er fine nok. De kan bare ikke stå alene, siger Martin Celosse-Andersen.
Tænk hvis man gjorde det samme i misbrugsbehandlingen: fjernede misbrugeren fra miljøet i én by og så placerede ham alene i en lejlighed i en anden by. Det ville man jo aldrig tro på virkede, så hvorfor tror man på, at det virker her?
Derfor mener de to, at den pædagogiske opgave, der ligger i at få personer til at forlade bandemiljøet, for det første skal flyttes væk fra politiets hænder:
- Der er ikke noget i politiets uddannelse, der klæder dem på til at understøtte en psykologisk udviklingsproces, hvor det for det tidligere bandemedlem handler om at blive et nyt menneske. For mens politiet er rigtig gode til at håndtere bande- og rockermedlemmer, mens de stadig er kriminelle, så mangler de kompetencer til at håndtere tidligere bande- og rockermedlemmer, for nu er de jo ikke kriminelle længere.
I stedet foreslår Martin Celosse-Andersen og Camilla Sys Møller-Andersen, at man i exit-programmet fremover fokuserer på den psykologiske udvikling af de tidligere rockere og bandemedlemmer. Det vil sige, at man blandt andet ifølge de to fagfolk bør fokusere på emner som vredeshåndtering og social færdighedstræning gennem mental træning, og at man derudover bør øge psykologbistanden generelt. Samtidig skal opgaven med at opbygge relationer til de tidligere rockere og bandemedlemmer udlægges til personer uden for politiet.
Samtidig skal man hos kommunerne også ændre fokus, så man ikke udelukkende fokuserer på, at den tidligere rocker eller det tidligere bandemedlem får en uddannelse og et arbejde. For hvis personen i exit ikke er parat til at indgå i et arbejdsfællesskab, frygter de to fagpersoner, at han vil gå tilbage til det, de er rigtigt gode til: kriminalitet.
- Man er i dag enormt optaget af at fjerne kandidaten fra miljøet, men man bruger slet ingen kræfter på at fjerne miljøet fra kandidaten. Tænk hvis man gjorde det samme i misbrugsbehandlingen: fjernede misbrugeren fra miljøet i én by og så placerede ham alene i en lejlighed i en anden by. Det ville man jo aldrig tro på virkede, så hvorfor tror man på, at det virker her? spørger Martin Celosse-Andersen.
Martin Celosse-Andersen:
Tidligere præsident for Bandidos i Næstved, forlod selv et exit-program i utide i 2017 efter tre år. Suppleant til hovedbestyrelsen for De Radikale og stifter af konsulentvirksomheden Økohuset samt foredragsvirksomheden EnProcentErNok.
Underviser i dag på Aarhus Universitet i praksissitueret forskningsetik og underviser i exit-programmer på professionshøjskoler.
Camilla Sys Møller-Andersen:
Camilla Møller-Andersen cand.pæd.psyk og fagspecialist på bande-rockerområdet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.