Flere og flere raske kommer i livslang behandling og kontrolforløb.

“Den tredje gruppe” eller “risikogruppen”, kalder professor i sundhedsantropologi ved  Københavns Universitet Ayo Wahlberg gruppen af personer, der ikke er syge, men i risiko for at blive det.  

- Og det koster selvfølgelig penge, siger han. 

Med et sundhedsvæsen, der allerede er presset af henholdsvis akutte patienter og et stigende antal personer med kroniske sygdomme, er det virkelig en udfordring, påpeger han. 

For hvor høj skal risikoen være, og hvordan sikrer man, at kontrolprogrammer gør mest mulig gavn for den enkelte og for samfundsøkonomien, før sundhedsvæsenet ruller hele kontrolapparatet ud?

Det er vigtigt med en ærlig, offentlig diskussion om, hvor grænsen går, mener Ayo Wahlberg.

- Det giver sig selv, at vi ikke har ubegrænsede ressourcer. Vi skal virkelig have det op på den højeste politiske dagsorden, siger han. 

- Alle kan ikke forvente det samme niveau af bevågenhed og opmærksomhed, for så kan vi ikke følge med den demografiske udvikling.

Rask, men i risiko

Den tredje gruppe udgøres af personer, der på grund af eksempelvis livsstilsbetinget overvægt, forhøjet blodtryk eller kolesterol er i risiko for at blive syge, og som derfor modtager en form for farmaceutisk behandling. Derudover omfatter gruppen personer, der genetisk og måske i samspil med livsstilsfaktorer, er i forhøjet risiko for at udvikle sygdom. 

I takt med, at flere og flere får analyseret deres arvemasse ved hjælp af såkaldt gensekventering, afsløres genetisk betingede risici, der kan føre til livslange forebyggende indsatser. Og ifølge Ayo Wahlberg sekventeres der på livet løs, for mens det for 25 år siden kunne koste 100 mio. dollars for én person, koster det i dag 100. 

Hans pointe er, at gruppen vokser. 

- Der er altid ny forskning, der peger på risikofaktorer, som gør, at der er belæg for at iværksætte tiltag. Det er noget, vi skal passe på, for det er ekstra ressourcer, vi skal finde, oven i de andre to grupper, der også vokser. Det er en hårfin balance, siger han.

Håb om at spare på sigt

Når man er villig til at lægge penge ud til eksempelvis medicin, livslange kontrolforløb og anden målrettet risikobehandling, er det i håbet om at undgå tungere og dyrere behandling og dermed spare penge på længere sigt. Det er bare meget svært at afgøre, hvilke tiltag der virkelig giver gevinster. 

- Jeg kan nærmest se sundhedsøkonomerne og dem, der træffer beslutninger om, hvad pengene skal gå til, stå og rive sig i håret, siger Ayo Wahlberg.

Udgifter til risikogruppen tager ressourcer fra andre steder, og det rejser et etisk dilemma. 

- Er det bedst at forebygge eller at behandle, når der er begrænsede ressourcer?, spørger Ayo Wahlberg og konstaterer, at det ikke er nogen nem beslutning. 

For når man først ved, at man har en forhøjet risiko, kan man ikke ikke vide det. Det nærmest tvinger én til at handle på risikoen.

- Det bliver lidt som at have en kronisk tilstand, siger han.

I det øjeblik, man har en tilstrækkeligt høj bekræftet risikofaktor, bliver man indrulleret i kontrolprogrammer, hvor man bliver overvåget, får målt blodværdier, går til kontroller, og får tjekket, om man tager sin medicin. 

Forebyggelse er også behandling

Der er udbredt enighed om, at det er bedre at forebygge end at behandle, men for risikogruppen udgør forebyggelsen også behandling.

Er man eksempelvis i forhøjet risiko for at få tyk- og endetarmskræft, skal man kontrolmæssigt have foretaget en koloskopi, og er man arveligt disponeret for at udvikle brystkræft, kan man nedsætte risikoen ved at vælge at få fjernet bryster, æggestokke og æggeledere ved en forebyggende operation. 

Og især hvad angår arvelig brystkræft, er der ofte behov for en ekstra indsats. 

- Det er ikke nok bare at sige til folk, at de har en risiko, så de enten skal opereres eller komme til kontrol en gang om året. De har ofte brug for at tale med nogen og få fulgt op på deres bekymringer. Det minder om det, vi kender fra sygdomsmestring. Rigtig mange har behov for at mestre det faktum, at de nu har en ret høj risiko for at udvikle en sygdom, siger Ayo Wahlberg.

Alene bekymringen kan udløse behov for hjælp og støtte.

- Hvornår skal de fortælle deres børn det? Skal de få en operation, eller skal de vente? Det er store spørgsmål, som virkelig kan fylde. Og de er raske. De har ikke fået cancer. De har fået at vide, at de har en høj risiko for at få det, siger Ayo Wahlberg.

- Og husk på, at det er jo ikke alle med det her gen, som vil udvikle det. 

Kan udviklingen stoppes?

En stadigt større risikogruppe må alt andet lige betyde tilsvarende højere sundhedsudgifter, så kan man stoppe udviklingen? 

- Mit ærlige svar er, at det tror jeg vil være virkelig svært. Man skal virkelig være håndfast som politiker og som dem, der træffer beslutning om prioritering, siger Ayo Wahlberg.

I virkeligheden går bevægelsen nærmere i den anden retning, hvor eksempelvis fedme, der førhen var en risikofaktor, nu er blevet til en sygdom, man kan behandle. Det kan der fx ligge økonomiske interesser bag, bemærker Ayo Wahlberg, men presset kan også komme nedefra - fra patienterne, og det kan være svært for en politiker at modstå. Så decideret optimistisk er han ikke.

Tilsvarende betragtes ufrivillig barnløshed i dag også som en sygdom. Tidligere på måneden indgik regeringen og Danske Regioner en aftale om at styrke fertilitetsområdet ved at afsætte 45 mio. kr. årligt til at udvide den gratis behandling fra tre til seks reagensglasforsøg til at få det første barn. Senere på året vil der blive fremsat et lovforslag, der giver mulighed for også at få fertilitetsbehandling til barn nummer to.

Den udvidede mulighed for fertilitetsbehandling har nu også affødt et ønske om medfølgende hjælp til at håndtere den psykiske belastning, der kan være forbundet med at være i et forlænget behandlingsforløb. I et opslag på Facebook skrev Alliancen Fertilitet og Omsorg for nylig, at regeringens initiativ bør følges op med penge til at udbygge og udvikle gratis og lettilgængelig støtte og rådgivning.