De er overoptimistiske, tænker kortsigtet og har begrænset selvkontrol.

Da Dagpengekommissionen i sidste uge afleverede deres anbefalinger, vakte det opsigt, at deres forslag ikke kun baserer sig på økonomisk teori - men i lige så høj grad på psykologiske forventninger om, hvordan folk i praksis vil handle i deres nytænkte system.

Motivationseffekten ved at bevæge dig frem mod en skæringsdato, hvor du mister dine dagpenge, var simpelthen for grov og uforståelig, så nu skal vi i stedet se realistisk på os mennesker, som vi nu engang er.

- Traditionelt henvender man sig til dem, der agerer rationelt og går efter at maksimere deres egennytte. Det er standardforudsætningen i de fleste neoklassiske økonomiske modeller. Men man har indenfor de seneste 30 år fundet ud af, at folk bare ikke altid lever op til de forudsætninger, fortæller Jon Kvist, professor i velfærdsstudier på Roskilde Universitet og medlem af Dagpengekommissionen.

Han står bag et arbejdspapir i rapporten, der fortæller om de teoretiske overvejelser i at se folk som individer, der i højere grad skal ‘nudges’ til at ændre adfærd.

- Folk er ikke altid i stand til at finde ud af, hvad der er i deres egen bedste interesse, og hvordan processen vil forløbe, udfra den information, der er til rådighed. Og så kan de jo ikke træffe de rigtige og rationelle beslutninger, forklarer Jon Kvist.

Klar framing

Helt konkret ses adfærdsteorien på det nu aftalte forslag om en beskæftigelseskonto, hvor folk kan spare op til en længere dagpengeperiode - én dags arbejde giver to dages ekstra dagpenge: Det er nemt at forstå, og det giver folk en gevinst ved at sige ja til selv en ganske kort ansættelse, hvilket er Dagpengekommissionens omdrejningspunkt.

- Selvfølgelig bidrager det med flere penge, når vi får en ledig til at arbejde mere. Men det handler i lige så høj grad om motivation – vi skal have folk i arbejde tidligere, og der er det et godt puf med korte ansættelser, som gør dem opmærksomme på, hvad deres muligheder er, siger Jon Kvist.

Et andet sted, hvor adfærdsteorien fremstår klart, er i forslaget om karensdage. Sidste år foreslog de økonomiske vismænd en trappemodel, hvor du som ledig starter på et højere dagpengebeløb og så løbende får nedtrappet beløbet over de to års dagpengeperiode. Modellen bygger altså på folks ubehag ved løbende at miste deres penge - men den tager ikke højde for folks tendens til at udskyde beslutninger, indtil ubehaget rent faktisk rammer dem. Derfor er vismændenes trappemodel bygget sammen med en såkaldt togmodel, der rammer dig oftere, men mildere - samtidig er den nemmere at forhindre ved at arbejde lidt.

- Fordelingspolitisk har togmodellen også det kønne træk, at den rammer langt flere end trappemodellen. Trappemodellen rammer kun dem, der går hen og bliver langtidsledige, fordi deres ydelser løbende trappes ned. Togmodellen rammer mindre drastisk efter et par måneder, og vi vil gerne have så mange som muligt til at bidrage til dagpengesystemet, fortæller Jon Kvist, der afviser, at karensdagene kun er lavet for at finde penge til finansiering. Et argument, som både fagbevægelsen, S og DF ellers brugte for at få antallet ned på tre dage.

Humant forsøg

Rent teoretisk henviser Dagpengekommissionen til den israelsk-amerikanske psykolog og matematiker Daniel Kahneman, der i 2002 vandt Nobelprisen i økonomi for sine teorier om adfærdsøkonomi. Kahnemans fokus har især været på, hvordan folk reagerer, når de er sat under pres, og hans teorier er de senere år blevet brugt og videreudviklet i en lang række lande.

- Det er måske et nybrud i Danmark, men i USA har man under præsident Obama haft en enhed, der ikke har lavet andet end at reformere den måde, man ser på for eksempel livsforsikring, sundhedsforsikring og opsparing på. For mig er det helt naturligt, at vi bruger den slags teori, forklarer Jon Kvist.

Kritikken har gået på, at udtryk som overoptimisme og behersket selvkontrol stiller de arbejdsløse i et dårligt lys. Men det afviser professoren.

- Det er ikke et udtryk for en nedsættende opfattelse af mennesker; tværtimod er det en indarbejdelse af almene menneskelige træk i den økonomiske teori. Trækkene gælder for os alle sammen - også mig selv og mine kolleger, siger han og henviser til et studie, der spurgte amerikanske professorer, om de ville vurdere sig selv til at ligge over middelniveauet blandt videnskabsmænd. Det sagde 95 procent af dem ja til.

En anden del af kritikken har gået på, at det er svært at se, hvad Dagpengekommissionen forventer at få ud af de adfærdsøkonomiske hensyn, fordi de ganske enkelt ikke har kunnet regne sig frem til det. Men bliver kommissionens model vedtaget, forventer de alligevel en ekstra effekt.

- En masse af de ting, vi gør her, er ikke empirisk efterprøvet endnu. Derfor indregner vi dem heller ikke i de estimater, der er lavet. Og derfor føler vi os også ret sikre på, at det, vores dagpengemodel vil ændre, er bedre end det, som man gættede på i 2010 - og som jo viste sig at være ret så forkert, siger Jon Kvist med henvisning til det skøn på 2.-4.000 personer, Beskæftigelsesministeriet dengang mente ville blive ramt af dagpengereformen. I virkeligheden ramte tallet næsten 34.000 i 2013.