De ledige får en alt for dårlig hjælp fra de kommunale jobcentre. Det er dog ikke kommunernes skyld, men derimod konsekvensen af kortsigtede politiske handlinger, uldne motiver og en omklamrende statslig styring.

Sådan nogenlunde kan holdningen til beskæftigelsesindsatsen opsummeres fra arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen.

Han hæfter sig ved baggrunden for det nuværende enstrengede beskæftigelsessystem. I 2009 valgte den daværende VK-regering at gennemføre en fuld kommunalisering efter i to år at have kørt et parallelt system mellem de kommunale jobcentre og a-kasserne. Der var ellers lagt op til, at man skulle vente til 2010 med at evaluere de kommunale jobcentre, der blev oprettet ved strukturreformen. I stedet blev ændringerne, ifølge Henning Jørgensen, lidt forhastet gennemført under sene natteforhandlinger, fordi daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) ikke kunne komme igennem med en sænkning af dagpengene.

”Så det har været sådan nogle kortsigtede politiske begrundelser for at lave den fulde kommunalisering, uden der har været iværksat en ordentlig undersøgelse af, hvilke konsekvenser det ville have,” siger Henning Jørgensen.

Perverse effekter 

Han mener, at Claus Hjort Frederiksens virkelige dagsorden var at stække fagbevægelsen ved at komme af med a-kassesystemet. Når det er sagt, så skulle der jo findes en mere permanent løsning, da den dobbelte ledelse mellem jobcentrene og a-kasserne ikke gik, påpeger Henning Jørgensen. Men han er ikke imponeret over den nuværende indsats.

”Jeg mener ikke, at kommunerne gør det godt nok, fordi de har ikke kunnet præstere, og de kan ikke fremvise ordentlige resultater. Men jeg mener, at der er andre aktører, der er med til at forklare det, herunder staten.”

Også medierne står for skud, fordi de kun går efter de dårlige historier, og arbejdsmarkedets parter, fordi de i høj grad kæmper for egne interesser, påpeger Henning Jørgensen.

Mest problematisk finder han dog statens styring, der med et sovjet-marxistisk måle- og styringssystem er med til at kvæle al initiativ i jobcentrene.

”Refusion og rettidighed styrer jo enhver jobcenterchefs handlinger. Og han får at vide af borgmesteren, økonomidirektøren og kommunaldirektøren, at det primært drejer sig om at få budgettet til at hænge sammen. Og jeg mener ikke, at man kan bebrejde kommunerne, at de udnytter refusionen. Jeg siger bare, at det ikke er lavet godt, fordi sådan en styring får nogle perverse effekter.”

Regionale råd

Trepartsforhandlingerne står for døren og heldigvis for det, mener Henning Jørgensen. Han tror på et særdeles hektisk forår frem mod sommer. Han finder det udelukket, at de kommunale jobcentre bliver nedlagt, men derimod ser han mulighed for mere samarbejde mellem aktører. Han tror, at der kan blive tale om at oprette en otte-ni slags regionale arbejdsmarkedsråd. Det skulle være råd med statslig fundering, hvor arbejdsmarkedets parter, kommuner og regioner sammen kan prioritere større indsatsområder og dermed også finde fælles fodslag om beskæftigelsesindsatsen.

Dernæst peger Henning Jørgensen foruden ændring af kontanthjælpsområdet på et nyt aktiveringssystem, der lægger vægt på andre elementer. Herunder uddannelse, som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har talt varmt for. Han mener, at uddannelse meget vel kan blive opprioriteret, så det ikke belaster dagpengeperioden på samme måde som i dag.

Måler på resultater

Desuden ser Henning Jørgensen en række ændringer på styringssiden. Af regeringsgrundlaget fremgår det, at regeringen vil søge at ændre refusionen på beskæftigelsesområdet, så der lægges mere vægt på resultater frem for efterlevelse af proceskrav. Henning Jørgensen er meget positiv over for en ændret incitamentsstruktur, men frygter, at man ender med i højere grad at måle produktion end egentlige resultater. Og så er man lige vidt. For eksempel er det vigtigt, at regeringen ikke går i den fælde, at når en person er væk fra offentlig forsørgelse, så er det lig med en beskæftigelseseffekt.

Uanset præcist hvilke ændringer, der kommer, så tror Henning Jørgensen på et markant skifte.

”Verden bliver ikke den samme efter trepartsforhandlingerne. Og godt for det.”

Han er imidlertid spændt på, om vidensgrundlaget i dag er tilstrækkeligt til at få en ordentlig diskussion om, hvordan vi bedst indretter beskæftigelsesområdet. Og for alt i verden må det undgås, at man endnu engang indgår et forhastet forlig en sen nattetime.