Kommunen.dk
MENU

En god pragmatiker uden de store armbevægelser

Både politiske venner og fjender er enige i, at Jan Trøjborg (S) bl.a. grundet sine landspolitiske erfaringer har dét, der skal til for at være en god formand for KL. Horsens-borgmesteren er til politik, fodbold og cykling.

En god pragmatiker uden de store armbevægelser

Både politiske venner og fjender er enige i, at Jan Trøjborg (S) bl.a. grundet sine landspolitiske erfaringer har dét, der skal til for at være en god formand for KL. Horsens-borgmesteren er til politik, fodbold og cykling.

Han er måske ikke så farverig - sådan en politiker, der slår ud med armene og i tide og utide kommer med bramfrie kommentarer og skarpe meninger i medierne. Til gengæld er han driftssikker. Sådan kunne man stærkt forenklet sammenfatte meldingerne, når man ringer rundt til hans nære og fjernere omgivelser.

Og politiske journalister kan sikkert bekræfte, at der sjældent har været betændte sager fremme i lyset, når Jan Trøjborg har siddet ved roret. Han synes i forhold til pressen at leve efter mottoet: Den, der lever stille, lever godt.

Den 54-årige borgmester i Horsens har nået en del i sit politiske liv. Og nu peger stort set alt på, at han skal være den næste formand for KL. Og det på et tidspunkt, der af alle betegnes som vanskeligt. Aldrig har de danske kommuner stået over for så mange og så store udfordringer.

Hjemmefødning
Jan Trøjborg er født i Horsens - og dér har han stort set altid været at finde. En rigtig hjemmefødning, der aldrig har forladt den østjyske fødeby - selv ikke under sin omfattende karriere på Christiansborg. Han bor med kone og fire børn. Født i 1955 som søn af en specialarbejder og en husassistent og opvokset under de beskedne vilkår, der var for en arbejderfamilie i 1950’ernes Danmark.

Han blev uddannet murer i 1976, og i 1986 afsluttede han studierne til ingeniør - altsammen i Horsens, selvfølgelig. I 1976 tog han sin første tørn i Horsens Byråd, hvor han blev i otte år. Og i 1987 gik turen så til Folketinget, valgt for Socialdemokratiet, som partiet hed dengang. Ritt Bjerregaard husker godt, da den unge Trøjborg ankom til Borgen. ”Jeg var gruppeformand, og der var netop kommet flere unge, talentfulde politikere ind - Frank Jensen, Pia Gjellerup - og altså Jan Trøjborg. Jeg skulle finde opgaver til dem, så de kunne vise, hvad de duede til. Og jeg må sige, at de alle i høj grad viste, at de duede til noget,” siger hun. For Jan Trøjborg blev det til ikke færre end seks ministerposter fra 1993 til 2001: industri-, trafik-, erhvervs-, forsknings-, udviklings- og endelig forsvarsminister.

Jyske synspunkter
Unge Trøjborg var også med i en af Ritts mindre berygtede kaffeklubber:  ’Provinshandelskammeret’ hvor folketingsmedlemmer fra provinsen hyggede sig på ledige aftener i hovedstaden med god mad og teater- eller biografbesøg. Ritt Bjerregaard kender også Trøjborg fra bestyrelsen i KL, hvor de begge har siddet i
de seneste fire år. ”Han er en god pragmatiker, der har været en god repræsentant for de jyske synspunkter, men altid med blikket rettet mod helheden.”

Af samme overbevisning er også et kommunalpolitisk koryfæ: Thorkild Simonsen (S), mangeårig borgmester i Århus, var selv formand for KL i 1979-82 og igen 1986-92. Han har også været ministerkollega til Trøjborg, da han i 1997-2000 var indenrigsminister. ”Han er en meget bredt funderet administrator, meget driftssikker, og der har aldrig været rejst alvorlig kritik af ham. Og når man kan klare så mange forskellige ministerier, så er man en meget stærk politiker,” siger Thorkild Simonsen.

Kunne være værre
Samme toner lyder fra oppositionen i Horsens' byråd. Byrådsmedlem Hans Bang-
Hansen (K) siger om Trøjborg, at han er god til at samarbejde på tværs af partier.
”Det har vi en tradition for i Horsens, og den har Jan Trøjborg ikke brudt. Jeg mener klart, han har de egenskaber, der skal til. Så når det nu skal være en socialdemokrat, der skal være KL-formand, så kunne det da være langt værre
end Jan,” siger han.

Lidt kløpulver skal der dog ned ad ryggen på  Horsensborgmesteren. Hans Bang-Hansen siger: ”Hans landspolitiske erfaringer præger hans arbejde som kommunalpolitiker. Han synes nok, det landspolitiske er mere spændende end små lokale problemer. Så det er klart, han synes, posten som KL-formand er spændende.”

Der tegner sig således enighed blandt politiske venner og fjender om, at Trøjborg har de egenskaber, der skal til for at blive en god KL-formand. Og fritiden? Ja, det er ikke meget, vi ved. Men dog så meget, at han er glad for fodbold, og er fast mand på lægterne, når AC Horsens spiller på hjemmebane på Casa Arena. Og så cykler han meget.

Morten Uhrenholdt skriver til daglig for dknyt.dk.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR