Aftalen om finansloven for 2024 er først og fremmest godt håndværk og endnu en bekræftelse af finansminister Nicolai Wammens forhandlingsevner. Men den er mere end det. Foruden den økonomiske substans er den også endnu en understregning af, at den borgerlige oppositions fælles projekt er ikke-eksisterende, og at oppositionen til den anden side også er splittet. 

Stiklerier fra SF's Pia Olsen Dyhr om at regeringen skulle være usikker, lignede mest en besværgelse. Med ll ud af 12 partier bag finansloven kommer det til at vare længe, før ikke-regeringspartierne med nogen vægt kan kalde regeringen magtfuldkommen.

Tre personer kunne have klaret dagens pressemøde, hvis regeringen bare havde brugt sit flertal. I stedet blev det til en mindre folkemængde af øvrige partier med Enhedslisten som eneste undtagelse. En hovedsagelig lidenskabsløs gennemgang af diverse enkelt-elementer i finansloven. God stemning, nærmest som under/efter en arbejdsfrokost.

Selv Enhedslistens farvel til finanslovsforhandlingerne i lørdags kunne ikke fremkalde mere end standardbeklagelser, en slående kontrast til Johanne Schmidt-Nielsens ildsprudende raseri, da partiet missede skattereformen i 2012.

I substansen har den brede opbakning gjort finansloven "endnu bedre end den vi kom med i august", lød det overskudsagtigt fra Nicolai Wammen.

Penge til velfærd, grøn omstilling og tryghed som i regeringens udspil, og lidt mere af det takket være de andre partier, lod han forstå.

Positionering som sidegevinst

Undervejs blev den oprindelige forhandlingspulje næsten fordoblet  fra 500 mio. kr. til 956 mio. kr., en operation så smertefri at den fra starten næppe kan have været helt uplanlagt, og en stærk modsætning til det ujævne forløb, finansministererens socialdemokratiske kronprinsrival Peter Hummelgaard måtte døje med under behandlingen af koranafbrændingsforbuddet. Wammen er positioneret vel, hvis Mette Frederiksen skulle blive fristet af en international post.

Men det handlede finanslovsforhandlingerne selvfølgelig ikke om. Det er bare en sidegevinst.

For regeringen som sådan er sidegevinsten, at der er ro på, efter at alle har fået en luns. SF på børns og unges trivsel, Danmarksdemokraterne på en stormflodspulje til kommunerne og penge til akutberedskaber, De Radikale "en grønnere finanslov end den ellers ville have været", Dansk Folkeparti med flere midler til værdig ældrepleje.

Man bemærkede tillige at SF og DF gensidigt takkede hinanden for godt samarbejde under forhandlingerne, hvilket ikke blot var almindelig høflighed, men nok så meget et signal til Socialdemokratiet og Danmarksdemokraterne.

Lidt uden for den tilforladelige stemning lykkedes Liberal Alliance med både at kalde finansloven uambitiøs og at få afværget en ellers besluttet afgiftsstigning på elbiler, mens De Konservatives partiformand Søren Pape Poulsen nærmest så lidt slukøret ud med sit budskab om et næsten fordoblet servicefradrag som han kaldte "godt for familierne". Lidt som om servicefradraget ikke var noget særligt at få med som forhandlingsresultat og dermed måske i virkeligheden meget sigende for vilkårene, når man forhandler med nogen, der har flertal til at gøre hvad de vil.

Så bliver det derefter, en finanslov med et lidt ugideligt skær.

Se aftaleteksten.