Efter ministersvar: Glostrup råder ikke længere folk til at flytte væk
Efter ministersvar: Glostrup råder ikke længere folk til at flytte væk
At Glostrup Kommune utvetydigt har opfordret kontanthjælpsmodtagere til at flytte til andre kommuner med lavere husleje, har vakt opsigt. Og nu ændrer kommunen praksis.
I første omgang kunne Lolland-Falsters Folketidende citere tilflyttere, der netop i Glostrup var blevet rådet til at flytte bopæl til Lolland. Lolland har fået særligt mange nytilflyttere på kontanthjælp og vil nu følge området tæt – i protest mod, at andre kommuner ligefrem skulle opfordre til flytning.
Udtalelserne om en direkte opfordring 'flyt til Lolland' blev siden modereret til, at det ikke specifikt gjaldt Lolland, men andre kommuner i det hele taget. ”Vi kan bare konstatere, at det generelt er meget svært at finde en lav husleje i hovedstaden. Så må folk jo søge et andet sted hen,” sagde direktør Ole Toftegaard.
Men på baggrund af et ministersvar i et samråd justerer Glostrup Kommune nu sin vejledning af borgere med lav indkomst, lyder det fra kommunen, der ikke længere vil pege på muligheden for at søge en billigere bolig uden for kommunen.
- I Glostrup Kommune har vi læst det svar, social- og indenrigsminister Karen Ellemann tirsdag den 24. oktober har givet på to §20-spørgsmål. Sådan som vi læser ministerens svar, indebærer det, at det er ministerens og dermed ministeriets vurdering, at det ligger udenfor rammerne af kommunernes forpligtelser i henhold til serviceloven at vejlede borgere med lav indkomst om muligheden af at flytte til en bolig i en anden kommune, siger kommunaldirektør Morten Winge og fortsætter:
- Glostrup Kommune anerkender, at ministeren og ministeriet har autoritet i forhold til fortolkningen af love på ministeriets ressortområde, og vi tager derfor ministerens formuleringer til efterretning ved fremtidig vejledning af borgere med økonomiske problemer. Dette er meddelt til kommunens sagsbehandlere fra dags dato.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.