Kommunen.dk
MENU

Drømmen om et nyt 'os'

Debatten om flygtninge og indvandrere domineres stadig af ‘dem og os’, men hvis integrationen skal lykkes, er der brug for et fælles ‘vi’, lyder budskabet fra Folkemødet.

Drømmen om et nyt 'os'

Debatten om flygtninge og indvandrere domineres stadig af ‘dem og os’, men hvis integrationen skal lykkes, er der brug for et fælles ‘vi’, lyder budskabet fra Folkemødet.
Iværksætteri. Tre drenge fra Tingbjerg i København fortæller interesserede gæster om deres mikrovirksomhed. Foto: Dansk Flygtningehjælp
Iværksætteri. Tre drenge fra Tingbjerg i København fortæller interesserede gæster om deres mikrovirksomhed. Foto: Dansk Flygtningehjælp

Mens politikerne skændes om, hvem der har skylden for problemer med skran­tende yderområder og forfejlet integration, fokuserer Folkemødet på løsningerne. Kommunen er taget til Folkemødet på Bornholm for at lede efter løsninger på fire af valgkampens hovedtemaer: beskæftigelse, integration, klima og udkants­danmark. Her er Folkemødets løsningsforslag til dem, der får magten.

To hundrede mennesker dansede kædedans til arabisk bryllupsmusik, da medievirksomheden Zetlands event Ghettofortællinger kulminerede torsdag aften på Folkemødet. Det var den eftertragtede festmusikant fra Gellerupparken Houssam Zamzam, der spillede op til dans. Men selv om arrangementet forsøgte at skabe bedre forståelse på tværs af kulturelle og etniske skel, befandt gæsterne sig i en stor, midlertidig ghetto af veluddannede, hvide mennesker. Det var det segment, som debattøren Geeti Amiri lidt tidligere på aftenen havde kaldt halalhippier med et glimt i øjet, men med et endnu større gran af sandhed.
Hvor meget de forskellige integrationsarrangementer på årets Folkemøde end forsøgte at skabe dialog og nedbryde fordomme, må man se i øjnene, at debatten om flygtninge og indvandrere stadig handler mere om ‘dem og os’. Det mener landsformand for Radikal Ungdom Christopher Røhl Andersen.
- Det er ikke en ‘dem og os’-diskussion, det er en ‘vi’-diskussion, sagde han i en paneldebat om, hvorfor integrationen har slået fejl. Det synspunkt bakkede Chris Bjerknæs fra DFU op om.
- Vi og måske især mit eget parti har haft en tendens til at tale ‘dem og os’ - det kan være farligt, siger Chris Bjerknæs.

Ifølge Christopher Røhl Andersen skal foreningslivet og vi allesammen tage ansvar og være bedre til at hjælpe både flygtninge og indvandrere ud blandt os, så de kan bidrage.
- Det vigtigste er at gøre op med integrationsbegrebet og gøre det til socialpolitik i stedet for integrationspolitik. Det kan man gøre kommunalt ved at nedlægge integrationsudvalg og i stedet lægge opgaverne ind i social- og uddannelsesudvalg og tage problemerne der, hvor de er, siger Christopher Røhl Andersen.
Den hvide ghetto
Integrationsdebatten må ikke blot handle om, hvordan man får ghettoområderne med flygtninge og indvandrere brudt ned, men også om, hvordan man får de lukkede og danskdominerede villakvarterer brudt op, så der bliver rum for at komme tættere på hinanden. Det var budskabet fra den nye SFU-formand Nanna Bonde Ottosen.
- De hvide ghettoer er et virkelig stort problem. Det kræver lovgivning, der kan sikre alment byggeri, hvor studerende og andre lavindkomstgrupper kan flytte ind, og det kræver omlægning af skoledistrikter, så man ikke bare møder dem, der ligner en selv allermest, siger hun. Chris Bjerknæs er enig i, at der er brug for et større engagement fra hele befolkningen, hvis integrationen skal lykkes i fremtiden.
- Det er fandme svært at blive integreret, hvis du bor i Gellerup, og der er ikke mange af os andre, der deltager i og bidrager til integrationen, lød det fra Chris Bjerknæs.

Gode råd til den kommende regering

1: Nedbryd de hvide ghettoer 2: Afskaf mindsteløn for nydanskere 3: Flyt jobcentre ud i asylcentr 4: Lav straksafklaring af beskæftigelseskompetencer

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR