DI kritiserer SKI i sag om køb af strøm
DI kritiserer SKI i sag om køb af strøm
100 millioner kroner. Så meget kunne det offentlige spare, hvis man hentede tilbud fra flere el-leverandører end dem, der ligger under SKI. Det mener virksomheden Get Through Power, som tilbyder et web-auktionssystem, der gør op med det traditionelle elmarked og sender det i udbudsrunder.
Men det er kun Tårnby, der har brugt selskabet. Det skyldes ifølge selskabets direktør Hanne Kjærskov og Henrik Friis, der er chef for offentlig-privat samarbejde i Dansk Industri (DI), at Statens- og Kommunernes Indkøbscentral (SKI) har sendt misvisende vejledninger ud.
”Det er uprofessionelt at komme med usikre udmeldinger, som man så efterfølgende skal justere,” siger Henrik Friis.
Han henviser til de forskellige udmeldinger, der har været om lovligheden i, at kommuner køber deres strøm gennem en konstruktion som Get Through Power.
I januar lagde SKI et notat ud på sin hjemmeside om reglerne for indkøb af el. Get Through Power mente, at notatet såede så meget tvivl om lovligheden i at bruge dem, at man bad Konkurrencestyrelsen om en vurdering. I marts skrev Konkurrencestyrelsen, at kommuner kunne bruge Get Through Power.
Derefter lagde SKI et nyt notat på hjemmesiden i maj.
Samfundet betaler
”Vi synes, det er uheldigt, at der har været meget mudret kommunikation og udmeldinger fra SKI, der har skabt tvivl om Get Through Power, og det er unfair over for dem. De bliver på en måde blacklistet. SKI er så stor en spiller på markedet, at man må forvente af dem, at når de melder noget ud, så er der sikkerhed omkring det,” siger Henrik Friis, der påpeger, at det ikke kun har kostet Get Through Power:
”Der er ingen tvivl om, at der er store besparelser at hente. De besparelser går vi som samfund glip af, hvis SKI går ud og skaber for meget slør. Der må man forvente, at SKI først melder ud, når de er sikre i deres sag. SKI kunne jo også have rettet henvendelse til Konkurrencestyrelsen fra starten og på denne måde have sikret sig, at der var klarhed i udmeldingerne,” siger Henrik Friis.
Ingen skjult dagsorden
I notatet på SKI’s hjemmeside fremgår det nu, at konstruktioner som Get Through Power ”i konkrete tilfælde” ikke falder under udbudsdirektivet, og at der derfor muligvis ikke er lovmæssige problemer i at bruge dem for kommunerne. Direktør i Get Through Power Hanne Kjærskov mener stadig, at SKI’s notat er misvisende, da de skriver ”i konkrete tilfælde”.
”Jeg synes, at det er forstemmende, at SKI med Finansministeriet og KL som ejere sender røgslør udover lovmæssigheden i besparelsespotentialet. Jeg troede, deres største fokus var at nedbringe udgifter på områder, hvor det ikke gør ondt på borgerne. De burde slå fast med syvtommersøm, at Get Through Powers model er sublim,” siger Hanne Kjærskov.
SKI fortæller i en mail, at de under hele processen har prøvet at guide kunderne igennem et juridisk komplekst område:
”SKI har ingen skjult dagsorden, men ønsker at bidrage til at skabe klarhed og at gøre opmærksom på, hvad man skal forholde sig til som indkøber af elektricitet overordnet set. Det har været vores intention at give vores kunder en mulighed for selv at tage stilling til, hvordan de vil agere på dette marked under hensyntagen til udbudsreglerne. Intentionen har aldrig været at inddrage Get Through Power i denne afklaring eller at skabe tvivl om deres virke,” skriver direktør i SKI Niels Frederiksen, der gerne indgår i et samarbejde med Konkurrencestyrelsen om at udarbejde en generel vejledning, der skaber klarhed på området.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.