Hvorfor valgte du at blive børnelæge?

- Da jeg var færdig med lægestudiet, overvejede jeg tre retninger; fødselslæge, narkoselæge og børnelæge. Jeg satte mig ind i specialerne og afprøvede to af dem i prøveansættelser, og da jeg havde haft min allerførste dag på børneafdelingen, var jeg ikke i tvivl om, at det var børnelæge, jeg skulle være.

- Der var en vanvittigt høj faglighed og dedikation fra alle kollegerne, og så er der noget fantastisk over at arbejde med børn; de har enormt meget livsmod og meget lidt ondt af sig selv. De kan være dødssyge, men så snart de har bare den mindste smule energi, løber de op og ned ad gangen med to dropstativer efter sig i stedet for at ligge i sengen. Det præger en børneafdeling rigtig meget modsat den noget tunge og mismodige stemning, der forståeligt nok kan være blandt syge voksne.

Lever jobbet op til dine drømme?

- Arbejdets indhold og min kerneopgave lever i høj grad op til mine drømme og forestillinger. Det er en meget varieret og legende hverdag, fordi vi har børn og unge mellem 0 og 18 år, som vi skal tilpasse os. Der er jo stor forskel på at behandle et barn på to år og så en stor pubertetsdreng. Og alt i alt er det utroligt meningsgivende at have med børn og deres familier at gøre.

Hvad er det bedste ved jobbet?

- Det er, at børn er rigtig gode til at blive raske. Det er en kæmpe tilfredsstillelse at se den store forskel, som vi meget ofte kan gøre for børnene; at se ham drengen, som ikke kunne trække vejret og gå omkring, da han kom ind, løbe rundt på legepladsen igen.

Og det sværeste?

- Der er flere ting. Overordnet giver manglen på personale os rigtig mange udfordringer, og rammerne for, at vi kan udføre vores arbejde på bedst mulig vis, bliver mere og mere trængte og problematiske. At være børnelæge er udfordrende og svært, fordi børn kan fejle rigtig mange forskellige ting, og man skal være specialiseret i hele mennesket, i hele barnet; ikke kun for eksempel i hjerte, lever eller lunger, som man ofte er som voksen-læge. Det kræver, at man vedbliver at være ydmyg i forhold til egne evner og konstant forholder sig åbent og bredt til mulige diagnoser. Og har tiden til det! Børn er egentlig meget lidt krævende. Men forældrene giver jo udtryk for deres frustrationer over ventetid, manglende tilstedeværelse og overvågning fra læger og sygeplejersker. Det skal jeg også håndtere i mit job hver dag.  

- Derudover er det naturligvis svært, når det ikke ender godt; når alvorligt syge børn bliver kronisk syge eller dør. De situationer er enormt svære at være i - men igen, så er det også meget givende at kunne hjælpe de pårørende bedst muligt igennem de situationer.

Hvad får dig til at blive i dit job?

- Det gør de store muligheder for læring og udvikling  - hele livet. I faget, men også på organisatorisk og projektmæssig plan. Det er meget motiverende og stimulerende.

Hvad kunne få dig til at forlade dit job?

- Hvis tendensen med nedskæringer og travlhed fortsætter i det urimelige, og rammerne bliver så uansvarlige, at jeg ikke kan stå inde for mit arbejde, så kunne det godt påvirke en sådan beslutning. Jeg har været så bekymret for børnene og deres familier, at jeg ad to omgange har valgt at stå frem i offentligheden og fortælle om de problematiske arbejdsvilkår, vi har. Noget, der i øvrigt ikke er stor tradition for i lægekredse; der passer man sit arbejde og holder sin mund, hvis man skal sige det lidt firkantet. Den tærskel krydser jeg, fordi jeg synes, at skredet i vores arbejdsvilkår er så stort nu, at det går ud over vores patienters sikkerhed.  

Giv et eksempel på en udfordring, du har stået i, som du ikke burde have stået i.

- Vores 18 timers nattevagter kan ofte være udfordrende. Vi møder kl. 15 og har fri næste morgen klokken 9. I det tidsrum er vi færre læger og sygeplejersker på vagt end om dagen, og de senere år er vi blevet beskåret yderligere i ressourcerne samtidig med, at tilstrømningen af patienter er steget.

- Det betyder, at min tid til den enkelte patient bliver mindre, og dermed er der risiko for, at min vurdering og behandling bliver dårligere. Samtidig er vores samlede overblik udfordret; vi skal balancere mellem overvågningen af 40-50 indlagte, kritisk syge børn, som kræver behandling løbende, tit også om natten, og samtidig skal vi tage imod de børn, der ankommer til børnemodtagelsen. Det prioriteringsarbejde er blevet sværere de seneste år. Altså, der sidder fem eller måske 15 børn ude i venteværelset, og hvem er mest syg, mest akut? Kan nogen af dem vente med behandling til i morgen hos egen læge? Der oplever vi nogle gange, at vi ikke får ‘plukket de rigtige’ hurtigt nok ud, og efter mange timers venten når nogle børn at blive rigtig, rigtig syge, og så har vi for alvor travlt. Det er en vanvittigt frustrerende og utilstrækkelig følelse at stå med.

- De flere børn på børneafdelingerne betyder, at jeg, næsten hver gang jeg er på vagt, er nødt til at udskrive et barn, som jeg egentlig godt kunne have tænkt mig at beholde lidt længere. At sende et barn og en familie hjem, hvor jeg tænker, at det er på grænsen af, hvad der er forsvarligt - det føles heller ikke godt!

Føler du dig anerkendt og set af ledelsen?

- Ja, helt klart. Det meste af tiden mærker jeg fuld opbakning, også i forhold til mine udtalelser i medierne. Jeg synes, de slås for afdelingen og for os, lytter og gør, hvad de kan.

Og af politikerne?

- Nej, det er jo det, jeg savner. De går altid ud og siger, at der skal være råd til det hele, og
sandheden er bare, at det er der ikke. Jeg synes, de for eksempel kunne nedsætte
et prioriteringsråd. Hvad og hvordan vil de prioritere? Vil de, blot til eksempel, prioritere rasende dyr sygehus-medicin for få på bekostning af ‘varme hænder’ for mange på
sygehusene? Jeg savner, at politikerne er bevidste og klar over, hvad deres
prioriteringer – eller mangel på samme - indebærer.

Har du en appel til politikerne?

- Politikerne må gerne komme med mig på nattevagt og se, om de synes, vi bare kan løbe stærkere og være endnu mere effektive, som har været meldingen fra dem de sidste år. Vi har optimeret, vi har skåret ind til benet, og nu har vi ikke mere at tage af.

- Det er vigtigt for mig at sige, at det ikke synd for mig, at jeg har fået mere travlt, men det er synd for børnene og for deres familier.

- Det her handler om børn, der kan dø - hvis ikke der ændres kurs.