Det danske samfund er unægteligt på vej mod mere privat velfærd, som på nogle områder kan levere en bedre kvalitet, end det offentlige kan.

Det er det helt klare budskab fra Jon Kvist, professor ved Institut for Samfund og Erhverv ved Roskilde Universitet. Det understreger han på årets Kommunaløkonomiske Forum.

I den udvikling skal landets politikere nøje overveje, hvilken type af velfærd vi skal levere og hvordan samspillet mellem det private og det offentlige skal se ud i fremtiden, understreger Jon Kvist. 

Han henviser til en undersøgelse fra Gallup, som viser, at befolkningens tilslutning til velfærden er høj, men som samtidig viser, at de fleste ikke ønsker at skulle betale mere i skat. 

En analyse fra Kraka viser, at velfærden vil mangle 104 mia. kr. i år 2050, hvoraf kommunerne vil mangle 50 mia. kr. for at kunne levere den velfærd, som borgerne forventer. 

Når den offentlige velfærd mangler ressourcer, hvis den i fremtiden skal leve op til befolkningens forventninger, bliver det derfor ifølge professoren ikke gennem øget skat, at det vil være realistisk at få lukket hullet mellem borgernes høje forventninger og den økonomiske formåen i det offentlige.

- Der er grænser for, hvor mange flere ressourcer vi vil kunne få ind i velfærden gennem skat, siger Jon Kvist.

Enderne kan ikke mødes

Udviklingen skyldes i høj grad en vækst i det private, hvor det offentlige ikke kan følge med, påpeger Jon Kvist.  

Han sammenligner udviklingen med det at spille en af Mozarts symfonier. Trods forbedringer og effektiviseringer indenfor mange områder, kræver det i dag stadig samme orkester, som det gjorde i 1700-tallet at få harmonierne til at spille.

Nogle fag kan ikke effektiviseres pga. den teknologiske udvikling, og her fylder velfærdsfagene med varme hænder som sygepleje, undervisning og børnepasning. Derfor står den offentlige velfærd med mange opgaver, som ikke kan følge med effektivisering i den private produktion – også kendt somt Baumols syge.   

Flere politikere gjorde det på årets KØF klart, at en forventningsafstemning om den offentlige velfærd derfor er nødvendig. 

Thomas Gyldal Petersen (S), borgmester i Herlev Kommune, indrømmer, at kommunerne ikke kan leve op til deres opgaver.

- Vi kan ikke levere det, som vi skal levere. Og grunden til at vi ikke kan gøre det bedre, er ikke fordi, at der ikke er sat penge af, men at de ryger andre steder hen, i høj grad til det specialiserede område.

Det er en problematik som fylder i de fleste af landets kommuner, og Hans Stavnsager (S), borgmester i Faaborg-Midtfyn, meldte i sidste uge ud, at han ikke vil genopstille ved det næste valg, da han ikke længere kan få økonomien og kvaliteten til at gå hånd i hånd med borgernes forventninger.  

Udlændinge- og integrationsminister, Kaare Dybvad Bek (S), deltog ligeledes i debatten på KØF, hvor han gjorde det klart, at danskerne skal arbejde mere så økonomien kan holdes oppe for at levere den forventede service. 

- Vi skal have en diskussion om vores velfærd og hvad vi skal kunne tilbyde, siger han. 

Ministeren uddyber, at god velfærd og øget produktivitet unægteligt hænger sammen, og at det offentlige også skal levere, hvis danskerne skal kunne arbejde mere:

- Der er ingen tvivl om, at vi skal have velfungerende daginstitutioner, hvis forældre skal gå på arbejde, og at vi skal have gode sociale tilbud til borgere, så pårørende kan passe deres job. Det er politikernes del af kontrakten.

Mangler viden

Selvom bevægelsen mod mere privat velfærd er klar overordnet set, er det mindre tydeligt, hvordan bevægelserne er indenfor de forskellige sektorer. Jon Kvist har derfor undersøgt, hvordan udbredelsen af den private velfærd fordeler, og det er svært at konkludere, hvor udbredt det er i fx skoler, hjemmepleje osv, fortæller han. 

- Vi ved utroligt lidt om, hvordan den private velfærd ser ud, fx hvor mange der er dækket af private sundhedsforsikringer og hvor mange penge borgerne og det offentlige bruger på det. Vi har brug for et billede af den private velfærd, hvis vi gerne vil kende udviklingen, understreger han. 

Han understreger, at der er et stort behov for at afdække netop denne fordeling for bedre at kunne se, hvilke tendenser af privatiseringen der allerede er i gang.

Dertil fremhæver han en sondring mellem privat velfærd og “wellness”. 

Under kategorien wellness vil man kategorisere ydelser, som man ikke kan definere under den generelle del af velfærden, men ydelser som personer tilkøber som et personligt gode. Det kunne fx være borgere, der går til det private for fx for at få en ekstra scanning under en graviditet, fordi man selv ønsker det, selvom det offentlige ikke tilbyder det.

Fordelingen af denne type ekstra tilbud er, ifølge Jon Kvist, centralt for at få skabt et overblik over bevægelsen mod privat velfærd, for at politikerne kan vurdere, hvilke ydelser der skal være henholdsvis offentlige og private i fremtiden. 

Det er ifølge Jon Kvist nemlig urealistisk, at borgernes forventninger vil blive mindre. 

- Hvis vi gik og troede, at vi ville få brug for mindre velfærd, fordi vi blev rigere, så skal vi vende den tanke om. For jo mere velstående vi bliver, jo mere og bedre velfærd vil vi efterspørge, understreger han.