Den økonomiske krise blæser fornyede vinde i Finansministeriets sejl og har atter gjort besparelser og nulvækst til legitime politiske programmer. Det mærkede kommunerne med årets historisk stramme økonomiaftale, som KL først nødtvunget måtte acceptere og nu må kæmpe for bliver overholdt.
EU’s henstillinger om at begrænse det offentlige forbrug har sat udgiftspolitikken øverst på den politiske dagsorden, efter at den har tilbragt de sidste 15-20 år i skyggen af den generelle økonomiske vækst.
Analysen kommer fra Lotte Jensen, der er professor i offentlig forvaltning ved Københavns Handelshøjskole (CBS). Hun har de senere år forsket indgående i Finansministeriets politiske rolle og magt. Det er blandt andet blevet til to bøger, hvis samlede vægt som paperbacks ligger på næsten et kilo.
”Det interessante er, om finanskrisen og EU’s henstillinger har skabt et udefrakommende pres, der styrker Finansministeriet og er med til forny dets magtposition. Det har i hvert fald styrket ministeriets klassiske rolle som vogter over de offentlige udgifter,” siger Lotte Jensen.

Kommuner i gabestok

I gennem sin forskning afdækker hun blandt andet, hvordan makkerparret Mogens Lykketoft (S) og departementschef Anders Eldrup op gennem 1990’erne gjorde Finansministeriet til ’magtens ministerium’.
Da Fogh kom til i 2001, afmonterede han imidlertid en betydelig del af Finansministeriets magt ved at samle den centrale koordinering af regeringens centrale politikker under sig selv i Statsministeriet. Nu er Fogh væk, og magtforholdet mellem de nuværende politiske førstemænd i Stats- og Finansministerierne er ikke længere så entydigt.
”Ønsket om at få udgiftspolitikken tilbage på dagsorden kan man blandt andet se ved, at vi i år har fået en budgetredegørelse fra Finansministeriet. I gamle dage kom den så godt som årligt, men det er første gang siden 2007, at man på den måde systematisk især belyser de kommunale og regionale udgifter,” siger Lotte Jensen.
De centrale velfærdsområder fylder meget i budgettet, og vil derfor være et af de vigtigste greb, man kan skrue på for at spare penge. Men på trods af den økonomiske krise, og i hvert fald indtil politikerne er sikre på, at en krisebevidsthed har bundfældet sig, anses det fortsat for at være en øvelse, ingen ønsker at stå som politisk afsender for. Især ikke i et valgår.
”Derfor vender man sig mod de mindre politisk kontroversielle administrative systemer og prøver at finde ud af, hvordan man kan presse mere ud af det ved at effektivisere. Det har altid været et tema for Finansministeriet, men nu bliver der virkeligt sat skruetvinger på for at udstille de steder, hvor de er mindre effektive end andre steder,” siger Lotte Jensen.
Hun påpeger, at budgetredegørelsen er fuld af benchmarking. En teknik, hvor man opstiller nogle tabeller, der viser, hvordan nogle gør det billigere end andre.
”På den måde etableres en gabestok, hvor kommunerne udstiller deres egen relative ineffektivitet. Det er en smart metode, hvis man ikke hele tiden selv skal have politisk adresse på at presse mere ud af systemet.”

Brugerbetaling – ja tak

Når der samtidig føres en politik, hvor kommunerne ikke kan skrue på skatten for at skaffe yderlig finansiering, så efterlades de ikke med andre muligheder end servicereduktioner. På den måde bliver det kommunerne, der italesætter behovet for besparelser og rejser krav om, hvordan det kan gøres.
Et eksempel var, da KL’s nye socialdemokratiske formand, Jan Trøjborg, tidligere på året sprang ud som varm fortaler for brugerbetaling. En politik der var meget populært blandt de borgerlige partier i 1980’erne og 90’erne, men som Fogh skød ned i bestræbelserne på at fremstå som velfærdens vogter.
”Nu er det ikke regeringen, der formulerer ønsket om brugerbetaling, men kommunerne selv, der kommer til at stå som afsender. Oven i købet med en socialdemokratisk formand i spidsen,” siger Lotte Jensen.