Danskere blæser på norske fagforeninger
Danskere blæser på norske fagforeninger
Forargelsen er ofte stor, når danske medier skriver om polske håndværkere, som blæser på danske overenskomster og fagforeningsmedlemskab. Men når danske håndværkere rykker til Norge, melder en stor del sig ikke ind hos de relevante norske fagforeninger.
Sådan lyder meldingen fra flere norske fagbosser.
- Polakkerne ved knap, hvad en fagforening er. Danskerne ved det godt, men de melder sig alligevel ikke ind. De tror, at deres medlemskab i 3F hjælper dem her, men det gør det jo ikke, siger Petter Vellesen, leder af Oslo Bygningsarbeiderforening.
Ken Gordon Solfjeld, leder af Tømrer- og Byggfagforeningen, oplever også, at danske håndværkere i Norge har et meget stedmoderligt forhold til de norske fagforbund.
‘Jeg må desværre svare dig, at det er få danskere, som melder sig ind i en fagforening i Norge,’ skriver han i en mail til Kommunen og tilføjer, at mange danske håndværkere derfor ikke følger norsk overenskomst.
Brodne kar
Petter Vellesen fortæller, at danske håndværkere med jævne mellemrum henvender sig til hans fagforening, fordi de er blevet snydt for løn i forbindelse med overarbejde:
- Mange danskere søger job hos de mestre, som ser stort på arbejdstid og regler, og derfor bliver de oftere snydt for løn. Det er mit indtryk.
- En del af de danskere, som kommer til Norge, vil gerne arbejde så meget som overhovedet muligt. I dag kommer danskerne, fordi der er arbejdsløshed hjemme.
Til forskel fra Danmark, hvor dagpenge kun bliver udbetalt til folk, som betaler til en A-kasse, udbetales dagpenge i Norge af staten.
‘Vi har hørt fra flere af de danske håndværkere, som melder sig ind, at de fra danske fagforeninger har fået besked om, at det ikke giver nogen mening at melde sig ind i en norsk fagforening, da det ikke er fagforeningen, men den norske stat, som tager hånd om dagpenge ved ledighed. Vi håber inderligt, at denne praksis ikke fortsætter, og håber, at danskere henvender sig til de norske fagforeninger, så snart de begynder at arbejde i Norge,’ skriver Ken Gordon Solfjeld.
Organiser jer i Norge
Hos fagforeningen 3F, som organiserer flertallet af danske tømrere og murere, er man mildest talt overrasket over udmeldingerne fra de norske fagbosser.
- Vi er forundrede og står helt uforstående overfor de påstande, du måtte have hørt, skriver næstformand for 3F Frederiksborg og formand for byggegruppen i afdelingen, Mogens Larsen, i en mail.
3F oplyser, at fagforbundet i kontrakter med norske vikarbureauer henviser til, at deres medlemmer omgående skal meldes ind 'i den relevante, faglige norske LO-organisation'.
- Og vi har her i afdelingen ikke hørt om, at andre 3F-afdelinger skulle følge en anden praksis. Naturligvis ønsker vi og opfordrer til, at vores medlemmer er organiseret i norsk fagbevægelse, når de arbejder i Norge, skriver Mogens Larsen.
Max Meyer, formand for Rør- og Blikarbejderforbundet i Danmark, mener, at de danske håndværkere bør leve op til norsk overenskomst.
- Vi mener klart, at folk skal melde sig ind i det land, hvor de arbejder. Hvis man arbejder i Norge, så bør man være med i en norsk fagforening.
Max Meyer genkender ikke billedet af, at danske håndværkere blæser på arbejdstidsreglerne.
- Vi kender til, at jyske håndværkere i København arbejder meget om aftenen og så til gengæld tager hjem og afspadserer. Mange har fire dages arbejdsuge, siger Max Meyer.
I tilfælde, hvor danske elektrikere tager til Norge og arbejder, kontakter Dansk El-Forbund sit norske søsterforbund og gør opmærksom på, at medlemmerne arbejder for norske arbejdsgivere, fortæller Dansk El-Forbunds næstformand Jan Jensen.
- Vi giver besked til det norske el-forbund, og så kontakter de folk på arbejdspladsen og sørger for, at de lever op til overenskomsten. Vi er lige så lidt interesserede i, at danskere underbyder norsk arbejdskraft, som vi er interesserede i, at udlændinge laver social dumping i Danmark, siger han.
Jan Jensen medgiver, at der kan være situationer, hvor forbundet ikke har kendskab til, at danske elektrikere arbejder i Norge og ikke nødvendigvis overholder norsk overenskomst.
Splittet Folketing
Venstres arbejdsmarkedsordfører, Hans Andersen, vil ikke blande sig i, om danske håndværkere følger norske overenskomster.
- Det må den enkelte håndværker gøre op med sig selv. Fagbevægelsen i Norge må gøre en indsats for at informere om det her, hvis den synes, det er et problem, siger han.
Mange danskere synes, at det er kritisabelt, når østeuropæere arbejder til meget lave lønninger i Danmark. Mener du, at det er et problem, hvis danskere arbejder til lønninger, som ligger under niveauet i de norske overenskomster?
- Jeg har ikke yderligere kommentarer. Jeg mener ikke, at det er et anliggende for et folketingsmedlem, om en dansk tømrersvend skal melde sig ind i en norsk fagforening, siger Hans Andersen.
Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl, der frem til 2011 var formand for 3F i Silkeborg, har sværtved at tro, at danskere ikke vil melde sig ind i norske fagforeninger, men han mener, at det er meget alvorligt, hvis danskere står bag social dumping i Norge.
- Når danskere arbejder i Norge, Sverige og Tyskland, skal de selvfølgelig melde sig ind i den lokale fagforening.
- Danskere, der tager til udlandet og arbejder, skal sgu ikke være løntrykkere. Så skal de blive hjemme.
Bent Bøgsted, arbejdsmarkedsordfører for Dansk Folkeparti, er skeptisk overfor de norske fagbossers udmelding om, at danskere bevidst tager til Norge for at arbejde under vilkår, der underbyder lokal overenskomst.
- Mit indtryk er, at de fleste har fået rådgivning af deres danske fagforening, inden de tager afsted. Så hvis de ikke lever op til overenskomsten, så er det, fordi de har fået for dårlig rådgivning, siger han.
Bøgsted vil heller ikke abonnere på indtrykket af danskere som løntrykkere i stil med lavtlønnede østarbejdere i Danmark:
- Du kan ikke sammenligne danskere med polakker, der tager til Danmark for at arbejde for 40 kroner i timen. En dansker får måske 170-180 kroner i timen i Norge. Det kan du altså ikke sammenligne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.