Da Karen blev borgmester, var det slut med gratis øl og mandehørm
Da Karen blev borgmester, var det slut med gratis øl og mandehørm
En af Karen Møllers første gerninger som borgmester var at lukke ølkassen for kommunalbestyrelsesmedlemmerne, skære kraftigt ned på mødediæterne og kræve, at man forberedte sig til møderne.
- Man kunne høre dem rive kuverterne med mødedokumenter op på vej ind i mødesalen, som hun siger om sine sjuskede kollegaer.
En dag fik Karen Møller nok af den sløsede indsats til møderne, og hun irettesatte et medlem fra Det Konservative Folkeparti, da hans indlæg tydeligt viste, at han ikke havde læst på lektien. Han blev rasende, og efter mødet sagde han til Karen Møller:
”Kvinder kan ikke tillade sig at bebrejde mænd noget i en offentlig forsamling; det hører til hjemme i soveværelset.”
Der havde aldrig siddet en kvinde på borgmesterposten i Karlebo Kommune, da den dengang 43-årige Karen Møller blev valgt for Venstre i 1970. I løbet af sine tre år som borgmester forsøgte hun at indføre offentlighed i forvaltningen, inddrage borgerne og gøre op med dovenskab, kammerateri og unødig høje diæter. Hun kæmpede også for ligeløn, ligestilling og retten til at blive taget seriøst som kvinde i politik. Hun var blandt andet aktiv i Venstres Kvinder samtidig med, at hun fra borgmesterstolen kæmpede sin egen personlige kamp mod sexchikane og fornærmelser.
Karen Møllers valgflyer, der blev delt ud i Nivå ved valget i 1970, hvor hun endte med at blive borgmester. Indtil 1971 var Venstres partibogstav D.
Karen Møller er 90 år og 1 dag, da Kommunen besøger hende til en snak om hendes politiske karriere. Hun har lige færdiggjort en statusopdatering på Facebook, hvor hun takker sine venner for fødselsdagshilsnerne og tilføjer:
“Håber, I alle også vil læse mine erindringer!!!! (Det er markedsføring).”
Erindringerne har hun selv skrevet, og de er netop blevet udgivet i bogform under titlen “Karens Kampe - som jeg husker dem”. Udover kampen for kvinders ligestilling har hun også kæmpet for forbrugernes rettigheder blandt andet gennem sine udsendelser om forbrugerstof for Danmarks Radio og senere i Europa-Kommissionen i Bruxelles med udvikling af forbrugerpolitik.
Karen Møller blev født i 1927 i Sønderjylland, hvor hendes familie ejede flere teglværker. Hun var den mellemste i en søskendeflok på seks piger og én dreng, og allerede som barn opdagede hun, at der var forskel på mænd og kvinder. Faderen var familiens overhoved, og i skolen oplevede Karen Møller at være mindre betydningsfuld end drengene.
"Kvinder skal ikke være skrappe; de skal være søøøøøøøøde. Sådan er det stadig. Der er vi fandeme ikke kommet ret langt. Mænd skal være hårde i huden, men det må kvinder ikke være. Så er de følelseskolde.”
- Min far var patriark, og han ville bestemme det hele og være nummer ét. Jeg var den første, der rigtig sagde fra, fortæller Karen Møller.
Trods mange protester blev Karen sendt til København af sin far, hvor hun var ung pige i huset i et år, før hun kunne få lov til at læse på universitetet.
Tale for damerne
Da Karen Møller lige var blevet borgmester, deltog hun i et middagsselskab i kommuneforeningen med middag og dans på Hotel Marienlyst. Et medlem af kommuneforeningens bestyrelse holdt en tale for kvinderne, der handlede om, at konerne ventede med varme hjemmesko og kaffe, når mændene kom trætte hjem efter møde i kommunalbestyrelsen. Den nytiltrådte kvindelige borgmester var rødglødende og tog straks ordet, idet hun frabad sig den slags taler i fremtiden - og hun fik et bragende bifald.
Hvem vil i seng med Karen?
Karen Møller var interessant for medierne, fordi hun udover at være borgmester og ambitiøs ovenikøbet var midt i 40’erne, ugift og barnløs. Noget, som både medier og mandlige kolleger fandt spændende. I et interview med Berlingske Tidende i 1973 fortalte hun ærligt, at hun gerne ville være alle tilnærmelserne på kontoret foruden. Dagen efter bragte Ekstra Bladet på forsiden overskriften “Hvem vil i seng med Karen Møller?”
Karen Møller i sin gårdhave i 1970.
I medierne blev hun også døbt “Skrappe Karen”.
- Kvinder skal ikke være skrappe; de skal være søøøøøøøøde. Sådan er det stadig. Der er vi fandeme ikke kommet ret langt. Mænd skal være hårde i huden, men det må kvinder ikke være. Så er de følelseskolde, siger hun.
Da Karen havde været borgmester i Karlebo Kommune i tre år, trådte Danmark ind i EF, og Karen Møller fik tilbudt en stilling i Kommissionen i Bruxelles, hvor hun skulle arbejde med at udvikle forbrugerpolitik.
Selvom Karen Møller lige er fyldt 90 år, er gnisten og engagementet ikke til at tage fejl af. Hun knytter hænderne, hæver stemmen og fletter bandeord ind i sætningerne, når hun taler om noget, hun brænder for. Og hun brænder for mange ting. Om det er vaskemaskiners levetid, Danmarks BNP eller feminisme, giver hun passioneret udtryk for sine holdninger. Karen Møller føler sig trods sine 90 år i topform. Hun har godt nok haft kræft, hofterne er kunstige, og øjnene er ramt af grå stær.
Er du tumpet?
Men “hjernen funker, og det er det vigtigste,” som hun siger. Og den - hjernen - kører ikke i pensionist-gear. Karen Møller har et stort forbrug af nyheder om dansk og udenlandsk politik, og hun ser både BBC og Al-Jazeera og læser danske aviser.
I dag kan kvinder blive statsminister og få topposter. Har kvinder stadig noget at kæmpe for?
- Ja, er du tumpet!! Vi er da ikke nået ret langt.
- Industri, erhvervsliv og politik er indrettet af mænd for mænd. Først når der alle vegne er 50-50 mænd og kvinder, er jeg glad, siger hun.
Som 80-årig trådte Karen Møller ud af den sidste bestyrelse, hvor hun var medlem, men hun bruger stadig sit store netværk indenfor kvindebevægelsen til at plante ideer og holdninger, og på den måde har hun stadig indflydelse.
- Jeg er drevet af engagement og retfærdighed. Sådan er jeg bare skabt. Jeg er en entreprenør-type. Jeg kan ikke sidde stille med noget, der bare skal administreres. Så dør jeg. Der skal ske noget, og jeg vil udvikle, siger den 90-årige feminist, der stadig har masser af kampe at kæmpe.
Karen Møllers kamp for ligestilling
Nævn tre sejre i forhold til ligestilling, som du har oplevet i dit liv?
- Da jeg blev valgt til borgmester i 1970, var det en enorm sejr. Det år kom der mange kvinder ind i kommunalbestyrelserne, selvom mange havde frygtet, at kommunesammenlægningerne ville betyde færre kvinder i bestyrelserne.
- Det har været en sejr at være med til at lave kvindepolitik i EU. Da jeg kom til Kommissionen i Bruxelles, var vi kun to kvinder på højt niveau. I dag er der mange, mange flere kvinder i de høje stillinger. Det har jeg været med til at slås for.
- Familierollerne har også helt klart udviklet sig. Ingen af mine søstre har betjent deres mænd, og det er fuldstændig anderledes, end det var i vores barndomshjem. Og det er vidunderligt at se mine søskendes børnebørn være selvstændige og have deres egne karrierer.
- Der er stadig forskel på mænd og kvinders løn for samme arbejde. Hvorfor skal kvinder ikke have lige så mange penge som mænd? Jeg fatter det ikke. Kvinder må også forstå, at det indebærer, at de deltager i det politiske liv og kæmper for deres rettigheder, hvis det skal ændres.
- Der er stadig brug for flere kvinder i Folketinget, kommunalbestyrelser, bestyrelser og offentlige råd og nævn.
- Når kommuner skal spare, går det ud over rengøringen, skolerne og hospitalerne, og det er kvinderne, der arbejder som sygeplejersker, SOSU’er og rengøringsassistenter.
Blå bog
- Født i Sønderjylland i 1927
- Bor i dag på Frederiksberg
- Fyldte 90 år den 17. august 2017
- Cand.polit. fra Københavns Universitet i 1958
- Forbrugerjournalist hos Danmarks Radio 1966-73
- Borgmester (V) i Karlebo Kommune i Nordsjælland 1970-1973
- Da Danmark i 1973 indtrådte i EF, blev Karen Møller ansat ved Kommissionen i Bruxelles til at udvikle forbrugerpolitik.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.