Kommunen.dk
MENU

BUPL: Småbørn sendes alene i SFO

Kommuner sparer penge ved at sende børn tidligere i SFO – uden at lade pædagogerne følge med, viser ny undersøgelse fra BUPL.

BUPL: Småbørn sendes alene i SFO

Kommuner sparer penge ved at sende børn tidligere i SFO – uden at lade pædagogerne følge med, viser ny undersøgelse fra BUPL.

Om tre måneder starter et nyt livskapitel for 65.000 små skolegængere. Men for størstepartens vedkommende er skolegården ikke nyt territorium. For i tre ud af fire kommuner har småtroldene allerede deres daglige gang i en SFO, viser en ny undersøgelse fra BUPL.

Ifølge forbundet sender 68 af landets kommuner børnene videre fra børnehaven allerede i løbet af foråret. Og selv om det er en gevaldig kolbøtte i børnelivet, får de små poder langtfra altid en pædagog med i hånden.

Mens der gennemsnitligt er 9,4 børn pr. pædagog i en børnehave, skal en medarbejder i en SFO passe dobbelt så mange. Derfor sætter 16 kommuner ekstra pædagogtimer af på SFO’en og sikrer dermed, at normeringen er den samme som i børnehaven. 20 kommuner sender ingen pædagoger med, mens 23 kommuner lægger sig et sted derimellem. Det vækker bekymring i BUPL.

”Det er en brat overgang. Fra at være de største i børnehaven bliver de pludselig de mindste i skolemiljøet. Og her er der altså en anden kultur og et andet miljø,” siger formanden for BUPL, Henning Pedersen:

”Jeg synes, det ville være godt, hvis der var tilstrækkeligt med pædagoger til at skabe forbindelsen til skolen. For med den skrabede normering, der er på SFO’er, har personalet rigeligt at se til,” siger han.

Og fagforbundet får opbakning fra professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU.

”Jeg er i forvejen meget bekymret for overgangen mellem børnehave og skole. Der er enormt mange problemer forbundet med det, og især de mere følsomme og udsatte børn har svært ved at finde sig til rette i det,” siger han og tilføjer:

”Hvis man kommer skidt igang, får man et skidt skoleforløb, og det er der alt for mange, der har i forvejen.

Sparer på de små

BUPL frygter, at kommunerne er ude i en spareøvelse, som børnene betaler prisen for. Forbundets blad, Børn&Unge, fortæller således, at Næstved i år forventer at spare 4,6 millioner kroner på tidlig SFO-start, mens Vordingborg forventer at spare 2,4 millioner kroner om året.

To andre kommuner, Solrød og Hedensted, afviser derimod over for Kommunen at være drevet af budgethensyn.

”Vi gør det for at lave en brobygning, der kan være med til at lære børnene at begå sig på skolernes matrikler og forberede sig på det liv, der kommer efter 1. august,” siger formand for børne- og undervisningsudvalget i Hedensted, Ole Vind (V), til Kommunen.

Formanden for BUPL, Henning Pedersen, medgiver, at en glidende overgang fra børnehave- til skolemiljø kan være en god ide. Men det kræver, at der er tilstrækkeligt med pædagoger til at tage sig af børnene.

”Hvis man sørger for, at de fornødne rammer er til stede, så kunne man faktisk bruge det positivt. Men det kræver, at der er pædagoger, som kan tage vare på især de børn, som har behov for særlig omsorg i overgangen,” siger han.

Hos KL er problemstillingen ny for formanden for børne- og kulturudvalget, Jane Fin­dahl (SF).

”Jeg har ikke hørt, at kommunerne har brugt den metode til at finde besparelser. Der har jo altid skullet følge normeringer med til formiddagstimerne i SFO’erne. Men om billedet har ændret sig, ved jeg ikke,” siger Jane Fin­dahl.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR