Skiftende regeringer har haft store problemer med at få stat, amter/regioner og kommuner til at overholde deres budgetter, og gang på gang har alt for mange af landets kommuner bevist, at de er ude af stand til at overholde deres budgetter. Det har især udstillet troværdigheden for den rammeaftale som KL og regeringen hvert år har forhandlet sig frem til for kommunernes økonomi. Højt og helligt har parterne ellers år efter år lovet, at det nu endeligt var slut med de løbske kommunale udgifter. En aftale var en aftale og et ord et ord, bedyrede finansministeren og KLs formand, alt imens landets økonomiske sagkundskab grinede indforstået over politikernes forsikringer, som ingen tog alvorligt. For aftalerne holdt ikke. Inden året var omme måtte Finansministeriet sande, at det igen bar den forkerte vej med kommunernes pengeforbrug og indtægter.

Efter snart 10 år under en borgerlig regering er denne cirkusforestilling måske slut. Ud over at tvinge kommunerne til at rapportere hyppigere om deres økonomi og at indlægge buffere i deres budgetter, så har regeringen fundet det nødvendigt om nogle uger at fremlægge et forslag til en egentlig ”budgetlov”. Denne lov skærper kravene til økonomistyringen samt indfører sanktioner - både individuelle og kollektive – overfor alle dele af den offentlige sektor.

Idéen med loven er at fastlægge fireårige udgiftslofter for staten, kommuner og regioner. Og når finansminister Claus Hjort Frederiksen om nogle uger fremsætter loven sker det netop med henvisning til især de seneste to års vanskeligheder mht. at styre de offentlige udgifter. Regeringen lægger ikke skjul på, at loven er et ”styringsinstrument”, som den har følt sig nødsaget til at tage i anvendelse, ”så de faktiske udgifter holder sig inden for fastlagte målsætninger”. Værktøjerne er som før nævnt mere kontrol og ”pisk”.

I stedet burde man måske stoppe op og tænke over, hvorfor det i det hele taget er nødvendigt med at lægge kommunernes økonomi i jernlænker? For hvorfor overholder lokalpolitikerne ikke bare de aftaler, som de selv indgår med regeringen? I stedet må man konstatere at Finansministeriet tilsyneladende analyserer situationen som Lenin, hvor ”tillid er godt, men kontrol (og pisk) er bedre”.

Vi plejer ellers ikke at sammenligne danske forhold med situationen i Grækenland, hvor den offentlige sektor tilsyneladende levede som var der ingen dag i morgen. Med denne budgetlov mærker det kommunale selvstyre, som i forvejen er blevet kraftigt beskåret, konsekvenserne af lokalpolitikeres manglende evne og/eller vilje til at styre kommunernes økonomi.

At Finansministeriet og regeringen ikke ser anden mulighed end at fremsætte denne budgetlov er dog alt andet lige end stor falliterklæring for de politikere og ledere i hele den offentlige sektor, som tilsyneladende – og imod deres løfter - ikke har kunnet overholde deres budgetter.