Ikke alle kan blive borgmestre. Rent statistisk skal du i hvert fald have en lang eller mellemlang videregående uddannelse for at have et realistisk skud ved næste kommunalvalg. En undersøgelse lavet af Kommunen og Arbejdernetværket viser, at der kun er 17 procent faglærte borgmestre og ingen ufaglærte. Det er et problem, mener folketingsmedlem Leif Lahn Jensen (S), der var med til at opstarte Arbejdernetværket i efteråret. 

”Det er borgmestrene, som er klart de mest synlige politikere i lokalsamfundet. Det er vigtigt, at det er nogle, som almindelige folk kan forholde sig til og vil lytte til. Derfor tror jeg også, at hvis der var flere med ufaglært og faglært baggrund, kunne det gøre flere engagerede i politik. Det ved jeg fra dengang, jeg selv var havnearbejder,” siger Leif Lahn Jensen.

Han understreger, han ikke er ude i en kamp mod akademikere, men gerne vil have flere arbejdere i politik.

”Vi vil ikke have et demokrati, som kun er for de få, og vi skal ikke finde os i, at det angiveligt er blevet for svært for faglærte at blive borgmestre. Derfor skal embedsmændene lære at rådgive ordentligt - uanset politikernes baggrund. Alle skal have mulighed for at få en post, hvor de kan gøre en forskel,” siger Leif Lahn. 

Hånden nede i bleen

Professor i statskundskab på Københavns Universitet Tim Knudsen kan også se sammenhængen mellem deltagelse i lokaldemokratiet og borgmestrenes afspejling af befolkningen:

”Man kan frygte, at hvis borgmesteren bliver en farveløs teknokrat, der forvalter en velfærdsvirksomhed, så forstærkes tendensen til, at folk mister engagementet i lokalvalgene. Man må ikke glemme, at der i 50’erne var en stemmeprocent oppe i 80’erne. Der kan være noget rigtigt i, at borgmestrenes skæve repræsentation forværrer den negative udvikling,” siger Tim Knudsen.

Han peger på to mulige grunde til, at borgmestrene har højere uddannelse end befolkningen: Det er i højere grad folk med studentereksamener, der melder sig ind i partier, og så er kommunerne blevet meget større:

”Man kunne forestille sig, at de store kommuner er så komplekse at køre, at det kunne være meget svært for folk uden en længere uddannelse at overskue dem. Og det er et problem, når det politiske liv bliver forbeholdt folk med lange uddannelser. De kender ikke til problemstillingerne ved at bo i almennyttig bolig, og de har så at sige ikke selv haft hånden nede i bleen i ældreplejen,” siger Tim Knudsen, der påpeger, at problemstillingen nok er mindre i kommunerne end i landspolitik, fordi de er tættere på borgerne. 

Betryggende 

Forfatteren Lars Olsen mener også, at problemet er mindre med højtuddannede borgmestre end med højtuddannede folketingspolitikere, som han har skrevet en bog om. Men problematikken er der stadig, fortæller han.

”Når jeg rejser rundt og holder foredrag, så dukker problemstillingen op hos tilhørerne. Borgerne føler ikke, at kommunalpolitikerne interesserer sig for dem. Folk med en bestemt uddannelse bor bestemte steder og kommer i bestemte miljøer. De interesserer sig måske for et eller to udsatte kvarterer, men folk i almindelige almene boligområder føler, at de bliver overset,” fortæller Lars Olsen.

Den skepsis deles dog langtfra af alle. Carsten Kissmeyer (V), der er borgmester i Ikast-Brande foruden økonom, finder tværtimod borgmestrenes høje uddannelser betryggende:

”Verden bliver mere og mere kompleks, og jeg synes, det er betryggende, at borgmestrene har et uddannelsesniveau, som vi også ønsker af befolkningen. Vi står i en situation, hvor vi skal fremdrive innovationen, også tror jeg det er vigtigt, at borgmestrene har et solidt fundament,” siger Carsten Kissmeyer, der ikke mener, at nogle af de aktive i Venstres lokalforeninger bliver skræmt væk af hans høje uddannelse.

”Jeg tror godt, jeg kan sætte mig ind i de jordnære ting. Hvis man har været i politik i nogle år, møder man samfundets mangfoldighed i betydelig grad,” siger Carsten Kiss­meyer, der får opbakning af lektor på Københavns Universitet Henrik Bang:

Skindebat

”Det er egentlig en skindebat for i virkeligheden handler det om, at politikerne tager indtryk til sig og lytter,” siger Henrik Bang.

Idealet om, at demokratiet skal repræsentere, er forældet, mener han. I dag handler det om at kommunikere og være tillidsvækkende:

”Du kan godt være en arbejdsmand, der bliver repræsenteret af en arbejdsmand i byrådet, uden at han varetager dine interesser. Det handler i højere grad om hverdagspolitik i stedet for interessepolitik. Hvad skal der ske med ældreplejen og forureningen af åen? Frem for hvordan du vil repræsentere arbejderklassens interesser.”