Borgerlige vil bremse grundskylden
Borgerlige vil bremse grundskylden
Mens husejerne river sig selv i håret, kan nogle kommuner forventningsfuldt se frem til stigende indtægter fra grundskylden de kommende år. For selvom mange husejere ikke kan se frem til stigende huspriser, så stiger skatten på grund af et efterslæb på højere ejendomsvurderinger fra tidligere år.
Det vil Konservative, Liberal Alliance og Venstre sætte en stopper for. Liberal Alliance er netop ved at fremsætte et beslutningsforslag på ny.
- Vi kan jo konstatere, at der ude i en del kommuner ligger et meget stort grundskyldssmæk og venter på boligejerne. Og det synes vi er helt ødelæggende for de familier og pensionister, der bor i husene, siger skatteordfører Ole Birk Olesen (LA).
I 2012 indkrævede kommunerne cirka 20,9 milliarder kroner i grundskyld, og det tal forventes bare i år at stige til omkring 22,4 milliarder kroner.
Mister merindtægter
Forslaget fra Liberal Alliance vil betyde, at kommunerne fremover ikke kan få de forventede merindtægter fra grundskylden. Ole Birk Olesen mener dog, skaden er begrænset.
- Det er ikke sådan, at vi tager penge fra kommunerne i forhold til, hvad de har i dag. Vi hindrer bare, at borgerne skal betale meget mere til kommunerne i fremtiden, siger han.
Kommunerne vil da også samlet set blive kompenseret via bloktilskuddet, men forslaget vil kunne ændre på fordelingen af indtægter mellem kommunerne, og dermed ramme de kommuner, der oplever store stigninger i grundværdierne.
Konservative støtter som udgangspunkt forslaget fra Liberal Alliance. De fremførte selv et beslutningsforslag sidste år, der dog var lidt anderledes udformet. Dengang fik partiet udregnet, at boligejerne årligt ville slippe for en samlet ekstraregning på op imod 1,5 milliarder kroner.
Aben skal placeres
Venstre ser også god grund til at række boligejerne en hånd, men vil ikke lægge sig fast på, om beslutningsforslaget fra Liberal Alliance er den helt rigtige løsning.
- Vi er meget sympatisk indstillede over for, at Liberal Alliance vil holde husejerne skadesløse i forbindelse med de her voldsomme skattestigninger, men vi vil nødig have, at aben bare bliver sendt videre til kommuner, så vi skal have undersøgt det nærmere for at finde den rigtige model, siger fungerende kommunalordfører Jan E. Jørgensen (V), der også er byrådsmedlem på Frederiksberg.
Regeringspartierne er der-imod langt mere lorne ved forslaget.
- Vi respekterer det kommunale selvstyre, og vi mener ikke, at vi skal til at lave systemet med grundskylden om. Der må kommunerne inden for de givne rammer fastlægge grundskylden, og så må byrådet stå til ansvar over for vælgerne, siger De Radikales skatteordfører Nadeem Farooq.
Konservatives forslag sidste år stemte de tre regeringspartier og Enhedslisten da også imod. KL har ikke ønsket at udtale sig til avisen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.