To ledelsesrådgivere og forlaget People'sPress har netop udgivet debatbogen "Grib Fremtiden", som skal hjælpe landets kommuner til at forstå og diskutere, hvordan teknologi bedst kan sikre borgerne optimal velfærd.

Makkerparet Anders Hvid og Rasmus Bie-Olsen har holdt mere end 400 oplæg om emnet både i Danmark og udlandet, rådgivet størstedelen af Danmarks kommuner og er desuden med i Siri-Kommissionen og ekspertgrupper under både Undervisningsministeriet og Erhvervsministeriet.

kommunen.dk bringer her et uddrag af bogens del 1 om kommunernes nye teknologiske virkelighed.

Ny teknologi udfordrer kommunernes legitimitet
Digitaliseringen er samtidig en trussel for kommunerne. På den korte bane vil udbredelsen af teknologi i privatsfæren medføre et stort pres på kommunen. Borgerne oplever i dag utrolige muligheder gennem nye digitale services. Velfungerende platforme, som er nemme at anvende, og som af mange opfattes som gratis, fordi man på mere eller mindre gennemsigtig vis betaler med sine data. De mange tilsyneladende gratis services skaber en forventning om en lignende oplevelse hos kommunen.

Efterhånden som teknologien bliver bedre og breder sig fra kommunikation og til andre områder som for eksempel uddannelse og sundhed, vil dette pres stige. Hvis vi som forældre oplever, at vores børn har lært at læse via en applikation, vi har hentet fra en digital læringsplatform, forventer vi også en skole, som tager højde for dette.

Om nogle år vil vi se vores skolebørn blive coachet og guidet af digitale læringsassistenter, der med kunstig intelligens kan følge børns præferencer, læringsvanskeligheder og talenter. Øjensensorer vil have fulgt barnets læsehastighed og de ord, som det stopper op ved, og det vil have målrettet tekster og sværhedsgrad til det enkelte barn. Det er en udvikling med store muligheder og perspektiver og med skræmmende faldgruber. Der er meget at tage stilling til.

Det samme gælder på sundshedsområdet. I dag "googler" vi sygdomme og behandlingsformer, før vi møder lægen og de kommunale tilbud. Ligesom hos skolelæreren har det udfordret lægernes autoritet, og det har skabt en ny rolle for – og et nyt pres på – kommunerne og sundhedssektoren. I dag kan Apple med deres pulsmåler i Apple Watch sende advarsler til brugerne, hvis en unormal hjerterytme tyder på et potentielt hjertestop. På den måde kan man nå at søge hjælp, før ulykken sker.

Med adgang til store mængder adfærdsdata og med flere og flere sensorer som for eksempel pulsmålere er der en risiko for, at teknologiselskaberne vil få et indblik i vores sundhedstilstand, som er langt bedre end det, kommunen kan få. De vil kunne identificere tidligere tegn på demens gennem vores daglige adfærd og tegn på bevægelsesudfordringer gennem data om vores gang. Det vil de udnytte til at tilbyde os råd og vejledning eller ligefrem diagnoser og behandling.

Udviklingsbruddet for sundhedssektoren bliver, at opgaven går fra at helbrede sygdomme til at fastholde sundhed. Men det bliver ikke den eksisterende sektor, der driver denne udvikling. Det bliver de store teknologivirksomheder og den enkelte borger.

Det er umiddelbart en fordel, at borgerne selv tager ansvar for deres sundhed, men det skaber igen et legitimitetsproblem, hvis de oplever, at kommunen ikke kan anvende de store mængder værdifulde data, de selv har indsamlet. Eller hvis de oplever, at de er mere trygge ved de umiddelbare diagnoser og råd, de får fra Apple, Google eller Facebook.

Hvis de offentlige systemer skal bevare deres legitimitet og relevans, forventer vi også en tidssvarende leverance. I borgerens bevidsthed "konkurrerer" den offentlige sektor direkte med de store teknologivirksomheder og de små nye startups, der alle anvender teknologien aggressivt. Kommunerne har også en mulighed for at opstille normative alternativer til den fremtidsvision, teknologigiganterne opstiller.

Der ligger en iboende centraliserende dynamik i digitaliseringen, som gør det attraktivt at centralisere standardiserede processer. Vi mener, at den kommunale opgave i fremtiden vil være fokuseret på det skønsbaserede og borgernære. I takt med at lovgivningen gøres "digitaliseringsparat", vil der også ske en omfordeling af de offentlige opgaver. Det er et tema, som ligger uden for rammen af denne bog, men vi vil igennem bogen sætte fokus på de muligheder, der ligger til grund for en sådan omfordeling.

Kommuner i forandring – tre tværgående udviklingsbrud
Kommunerne, som det decentrale styresystem vi kender i dag, har sit udspring af Grundloven fra 1849, hvor kommunernes ret til at planlægge egne opgaver blev lovfæstet. Siden er der sket mange forandringer. Både i strukturen og i de opgaver, som kommunen forvalter.

Gennem alle reformerne har ændringerne i de kommunale opgaver haft betydning for kommunens rolle i samfundet, og det er ikke anderledes nu. Digitalisering stiller igen spørgsmål ved den meste effektive opgavevaretagelse. En række digitale services vil givetvis med fordel kunne udføres tvær-kommunalt eller nationalt og kan derfor flyttes til en central enhed.

Kommunen skal i fremtiden i endnu højere grad fokusere på det borgernære. Vi mener, at innovationskraften ligger lokalt hos kommunerne. Både når det handler om at afsøge nye digitale muligheder i samarbejdet med borgerne og i den anden ende af skalaen, når borgerne skal hjælpes i brugen og den videre udvikling af løsningerne.

Vi ser en kommunal udvikling, hvor kommunen hurtigere skal kunne omstille sig og redefinere sig selv og dele sine leverancer. Nedenfor giver vi tre eksempler på de tværgående udviklingsbrud, vi ser i kommunerne: Fra forvaltning til facilitering; fra det kollektive til det individuelle og fra det statiske til det dynamiske.

Fra forvaltning til facilitering
Det første eksempel er i skiftet fra forvaltning til facilitering. Det klassiske billede på forvaltningsrollen er den centraliserede enhed, der agerer regelstyret og indefra-ud i sin leverance af standardiseret velfærd. I fremtiden vil kommunerne i stigende grad skulle agere som en facilitator, der styrker borgeren gennem adgang til ressourcer som viden, uddannelse og relationer.

Vi tror samtidig, at kommunerne som platform får en endnu vigtigere og mere fremtrædende rolle i fremtiden. Rollen som platform indebærer, at man ikke nødvendigvis selv leverer indholdet, men man skaber sammenhæng, legitimitet og fjerner barrierer.

Kommunen skal her udnytte sin position tæt på borgeren på flere måder. Først og fremmest skal kommunen styrke samspillet mellem kommunens aktører, i takt med at teknologien muliggør endnu flere effektive former for samarbejde. Kommunen kan for eksempel spille en vigtig rolle, når deleøkonomiske løsninger skal udbredes.

Kommunen skal også tage del i lokale platforme for udveksling, der sikrer en fordeling af det lokale erhvervsliv og borgernes egne ressourcer. Kommunen skal kunne nå og aktivere de låste ressourcer, der kan skabes mellem borgerne.

Et eksempel på dette er den indsats, der blev skabt af Venligboerne i forbindelse med de mange syriske flygtninge, der kom til Danmark i 2016. Det var ikke et tiltag, som kommunerne stod bag – og det behøver det heller ikke at være. Men kommunerne skal forholde sig til, hvor og hvordan de bedst understøtter disse fællesskaber. Opgaven er i dag central i kommunerne – i for eksempel erhvervsindsatsen og i arbejdet med frivillige – men omfanget og de forskellige platforme vil i fremtiden ændre sig.

Fra det kollektive til det individuelle
Det andet eksempel omhandler, at kommunen også skal kunne rumme en forvandling fra det kollektive til det individuelle.

Tildeling af offentlige ydelser styres i dag efter en generel segmentering typisk baseret på for eksempel alder, indkomst, børn eller diagnose. Lovgivningen er udtrykt som en standard, kommunen skal leve op til – med plads til skøn, hvor det er muligt. Digitalisering tilbyder et væsentligt spring i forhold til den tilgang. I den digitale verden kan vi individualisere vores ydelser efter den enkeltes præferencer – vel at mærke uden at det øger de administrative omkostninger. Er den bagvedliggende lovgivning ordentligt forfattet, kan IT-systemerne håndtere en langt større kompleksitet, end vi i dag kan håndtere i sagsbehandlingen. Vi kan altså segmentere borgerne langt finere end i dag og tilbyde mere målrettede ydelser.

Måske mere interessant er muligheden for at tilpasse kommunens tilbud efter borgerens reelle adfærd. På sundhedsområdet kan rådgivningen for eksempel tage udgangspunkt i den enkelte borgers antal af daglige skridt eller minutter med motion. Kommunen kan hjælpe den enkelte med at opnå de ønskede resultater. Ikke som et krav for at opnå sociale ydelser, men som en løftestang til øget selvstændighed og sundhed.

Fra statisk til dynamisk
Endelig skal kommunen kunne agere i en virkelighed, der i et endnu hurtigere tempo går fra statisk til dynamisk. I en foranderlig verden bliver det vigtigere at kunne tilpasse sig end at være effektiv.

Tilpasningsevnen i denne sammenhæng handler om at kunne skabe rammer. Fremtidens kommune er ikke et samlebånd, der forvalter en given lovgivning. Fremtidens kommune skaber rammerne for borgernes liv. Det kræver en langt mere dynamisk opsætning, hvor kommunen kan udvikle sit tilbud til borgerne, i takt med at den teknologiske udvikling skaber nye muligheder, og borgernes adfærd skifter.

I første fase af denne udvikling skal kommunen skabe rum for eksperimenter. Eksperimenterne skal bidrage til en større forståelse, både af mulighederne for at udvikle nye digitale services og af de barrierer, der bremser udviklingen i organisationen. Læringen skal bruges til at styrke den tværgående ledelse og nedbryde siloer, der hvor de står i vejen for udviklingen.

Målet er at rekonfigurere den kommunale organisering i en mere dynamisk form. Kommunen er tættere på borgeren end nogen anden offentlig myndighed. Med kommunens kendskab til borgeren følger et stort ansvar for udviklingen af de offentlige services. Mange problemer kan defineres nationalt, men det vil ofte være kommunerne, der kan finde de realistiske og implementerbare løsninger.

Alle dele af den offentlige sektor kommer til at forholde sig til digitalisering, men kommunen bliver en helt central del af det offentliges udviklingsafdeling.

Disse perspektiver lyder måske urealistiske eller helt ude af trit med den politiske virkelighed. Når vi alligevel fremsætter dem som realistiske bud på kommunernes fremtid, er det på grund af den teknologiske udvikling og de konsekvenser, den vil bringe. Vi mener, at der er store potentialer for forandring og innovation i kommunerne, og at teknologierne giver helt nye muligheder for at realisere dem.

Vi vil igennem bogen fokusere på de perspektiver og muligheder, som teknologierne og de afledte tendenser rejser for kommunerne. Teknologierne er ikke i sig selv interessante – men det er vigtigt at forstå, hvad de kan, og hvordan de udvikler sig. I bogens næste del vil vi dykke ned i netop teknologierne.....