Det er morgen på institutionen i Silkeborg. De andre unge i huset er ved at gøre sig klar til dagen, men Anne Rasmussen vil ikke op. Hun er 14 år gammel, og der er ikke nogen, der skal bestemme over hende, så hun bliver liggende i sin seng. Pædagogerne kan ikke tvinge hende, men hvis hun ikke vil stå op, må det jo være, fordi hun er syg. Så hun bliver isoleret på værelset resten af dagen. Reglerne er klare: Rygning hver anden/tredje time og mad på værelset. Intet internet. Ikke noget tv.

Selvom Anne Rasmussen blev vred og følte sig krænket i sit teenagesind, blev oplevelsen et vendepunkt. Hun havde ikke gået i skole i et år, før hun kom til Silkeborg, stak af hjemmefra i ugevis og havde hovedet fyldt med mere end bare hormoner.

Anne Rasmussen har Aspergers Syndrom og ADD som bidiagnose.

I dag står hun på kanten til voksenlivet og er 20 år gammel. Som mange andre jævnaldrende går hun i skole, og som mange andre er hun flyttet for sig selv. Men modsat andre unge bor hun i et bofællesskab sammen med andre unge, som også kommer fra opholdsstedet Holmstrup-gaard. Når vaskemaskinen er svær at finde ud af, eller når hun ikke ved, hvordan hun skal skifte en sikring, ringer hun til sin kontaktperson, og der er voksne, som sørger for, at hun kommer i skole om morgenen. Også selvom hun er voksen.

Anne Rasmussen er i efterværn. Det er et tilbud, kommunalbestyrelsen kan give anbragte unge, så systemet ikke slipper dem, når de unge fylder 18 år.

Ikke bare kan-ordning

Men det er ikke alle anbragte unge, der får hjælp til en sikker overgang til voksenlivet. En rundspørge, som Kommunen har lavet, viser, at en lang række interesseorganisationer gerne ser loven ændret, så alle anbragte børn får tilbudt efterværn. Blandt andet LOS De private sociale tilbud, Dansk Socialrådgiverforening og Socialpædagogernes Landsforbund mener ikke, den nuværende lovgivning i tilstrækkelig grad sikrer, at alle unge, der har brug for efterværn, får det.

- Efterværn skal være en skal-ordning og ikke en kan-ordning. Tidligere anbragte skal have ret til efterværn; det er jo samfundsøkonomisk langt ude, at man efter at have brugt penge på anbragte børn i helt op til 18 år bare slipper dem. Det giver simpelthen ingen mening. De skal have ordentlig støtte og faglig hjælp ind i voksenlivet, siger Socialpædagogernes formand Benny Andersen

Han bakkes op af næstformanden i Dansk Socialrådgiverforening, Niels Christian Barkholt, der også mener, at der skal være tale om et retskrav, men samtidig understreger, at de unge ikke bare skal have en fast skabelon-løsning, men et skræddersyet tilbud.

- Alle har ikke brug for den samme indsats. Det er vigtigt, at det ikke bliver et spørgsmål ude i kommunerne, om der skal være et retskrav, men hvordan det skal se ud, siger Niels Christian Barkholt og fortsætter:

- Det er vores erfaring, at alle har brug for en eller anden form for efterværn. Forskningen viser jo, at det samfundsøkonomisk er en rigtig god investering. Det kan være at have en kontaktperson, man kan gå til, eller det kan være en langt større konstruktion, der skal til for at sikre, at den unge kommer rigtigt ind i voksenlivet, så den unge ikke bare lærer at bo alene, men også kommer i gang med arbejde eller uddannelse og får et godt social netværk.

Ifølge en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra 2010 er 35 procent af de 18-29-årige, der sidder i fængsel, tidligere anbragte børn. Samtidig oplever hovedparten af tidligere anbragte unge især en række udfordringer i årene efter anbringelsen. De unge har især problemer med uddannelse, arbejde, økonomi og boligforhold. Og mange har problemer med stoffer og kriminalitet, ligesom der er en overvægt af unge med psykiske problemer og unge, som bliver forældre meget tidligt.

Allerede et retskrav

Kommunerne i Danmark har selv i en undersøgelse fra 2012 peget på, at der er unge, som ikke får tilbudt efterværn, fordi man vurderer, at de ikke vil få noget ud af tilbuddet. Hos Børne- og Kulturchefforeningen afviser formand René G. Nielsen ikke, at mange unge vil have godt af at komme i efterværn, men han savner evidens for, at det vil give mening at indføre et stringent retskrav, som dikterer, at alle anbragte børn skal have tilbudt et efterværn.

- Så er vi først nødt til at undersøge, om der overhovedet er et behov. Det har jeg i hvert fald til gode at se dokumentation for. Hvis barnets udfasning har gjort, at det kan stå på egne ben, kan det jo godt være, der slet ikke er brug for et efterværn. Og så mangler vi hos Børne- og Kulturchefforeningen at høre begrundelserne for, at det nuværende system ikke er tilstrækkeligt. Der ligger jo allerede et retskrav forstået på den måde, at kommunerne skal vurdere, om der er et behov. Og hvis kommunen vurderer, at der er behov for et efterværn, skal kommunen også etablere det. Så der er jo et retskrav, siger René G. Nielsen og fortsætter:

- Jeg har endnu ikke set nogen tal på, hvor mange anbragte børn der har et efterværn og hvor mange der ikke har. Jeg har heller ikke set en kvalitativ vurdering af, at der burde have været et efterværn i sager, hvor der ikke har været efterværn. Men hvis de tal og analyser findes, bliver vi jo nødt til at forholde os til det. Men mig bekendt så har hverken Ankestyrelsen eller Socialstyrelsen italesat efterværn som et særligt fokusområde.

Den holdning forstår man ikke i Socialpædagogernes Landsforbund:

- Vi afviser ikke, at der er brug for evidens, men vi ved jo godt, at efterværn virker. SFI og flere kommuner har lavet forsøg, som har vist vældig gode resultater hos børn, som har været i efterværn, i forhold til børn, som ikke har været i efterværn, siger formand Benny Andersen.

Pædagogfri

For Anne Rasmussen  er det mest til praktiske ting som at bestille en lægetid eller tyde breve fra Skat, hun ikke forstår, hun har brug for efterværn. Hendes kontaktperson håndterer de ting for hende, som andre unge ellers ville gå til deres forældre med.

- Nogle gange kan der mangle noget kommunikation her under efterværnet. Vi unge vil jo gerne ud og være fri for det her system. Men der kommer jo nogen, som trækker et regelsæt nedover hovedet på en. Vi vil gerne have noget hverdag, hvor der ikke er nogen voksne, der bestemmer.

Derfor er drømmen også at blive pædagogfri.

- Nogle gange hænger det her anbringelse en langt ud af halsen. Jeg har boet her, siden jeg var 14. Jeg vil gerne have, at de taler til mig, som om jeg var det voksne menneske, jeg er, siger Anne Rasmussen.

Men alligevel er efterværnet et behov.

- Hvis jeg sad i min egen lejlighed, kunne jeg nok godt klare mig selv det meste af dagen. Men nogle gange står man med noget, man godt kunne bruge en hånd til. Hvis man har en dårlig dag og ikke kan overskue opvasken, eller  man ikke har noget rent tøj. Så bliver det hele uoverskueligt. Her får jeg nogle redskaber, så jeg kan håndtere situationen, når det hele vokser mig over hovedet. Og så er det nemmere her at få fat i nogen, hvis der er problemer, end hvis jeg var i egen lejlighed.