Umiddelbart var det med nogen bekymring jeg satte mig ned for at læse denne bog. En bekymring for, at jeg nu skulle i gang med at læse noget tungt og super elitært om demokrati og borgerinddragelse. Lad det være afsløret med det samme, at min bekymring i den grad blev gjort til skamme. 'Tæm eliten' er snarere det modsatte; velformuleret, let læselig og på mange måde ret direkte at gå til.

Der er en meget fin indføring i hele problemstillingen omkring den manglende borgerinddragelse, man kan vel kalde det en 'tour de force' igennem demokratiets udvikling med fokus på den bevægelse der har været de seneste 100 år. Forfatternes tese er, at politikken og politikudviklingen er gledet væk fra borgerne i almindelighed og over på en særlig magtelite eller politisk adel. En tese jeg slet ikke er uenig i. Jeg synes, man undervejs dygtigt får hevet eksempler og kilder ind i bogens tekst, uden at det dræber eller forstyrrer flowet. Faktisk gør eksemplernes aktualitet blot bogens tema endnu mere interessant, fordi man som læser kan se situationen for sig. Man har jo selv lige været der og oplevet det i praksis (eksempelvis salget af DONG).

Fem opfattelser af demokrati

Bogens kapitel omkring konkurrerende demokratiopfattelser er godt, vedkommende og bestemt med til at forberede læseren på det, som er hovedsigtet med bogen; at komme med et bud på, hvordan der kan skabes større inddragelse af den almindelige borger i samfundets udvikling. Afsnittet er centreret om fem hoved-demokratiopfattelser. På det her tidspunkt i bogen sad jeg og overvejede, om der var for meget generel information eller om det var ok. Jeg blev enig med mig selv om, at det var ok, jeg følte mig beriget. Faktisk vil jeg gå så vidt, at skulle jeg en dag undervise i politisk demokrati-forståelse i anden sammenhæng, vil jeg nok tage denne bog, smide den på bordet og bede kursisterne læse de første 114 sider.

Bogens to sidste kapitler handler så om forfatternes bud på 'et ægte borgerligt demokrati' som de kalder det, hvor de lægger vægt på, at ordet 'borgerligt' ikke skal forstås i gængs politisk forstand, men som et demokrati, hvor borgeren er inddraget i beslutningsprocesserne.

Med idéhistoriske briller

Meget fornuftigt tages vi læsere først med på en tur i det idéhistoriske perspektiv, hvor vi bliver præsenteret for forskellige forsøg på at tæmme magteliten ved at inddrage borgerne. Vi bliver naturligvis præsenteret for, hvad der fungerede, hvad der var svært, for eksempel i form af betingelser som manglede i forhold til at kunne få succes. Dette afsnit har naturligvis til formål at vise hvad 'vi har prøvet', og ud fra det trække det bedste ud. På den måde lykkes det forfatterne at trække os læsere 2.500 år tilbage i tiden og pege på de gamle grækeres demokratiske styre i Athen som det primære forbillede for en måde at tæmme magteliten på.

Kort sagt peger forfatterne på, at Athens måde at udpege uvildige borgere til at styre den daværende bystat på, kunne være et eksempel til efterfølgelse i nutidens demokratiske kontekst. Dog ikke som erstatning for det eksisterende, men som et supplement til det eksisterende. De foreslår ganske simpelt, at der blandt landets borgere udpeges et andetkammer med deltagelse af borgere som er udvalgt ved lodtrækning. Deres lod skal være, at være med til, at trykprøve om det magteliten har af politiske forslag i forhold til udvikling, økonomi mm også har klangbund i den brede befolkning. Beslutninger kan ud fra dette system kun gennemføres såfremt der er opbakning i begge kamre. Forfatternes tese er, at havde vi haft sådan et system i dag, ville flere af de politiske beslutninger vi har set de senere år ikke været gennemført, fordi den folkelige opbakning ikke har været til stede.

Forfatternes forslag er betydeligt mere detaljeret og bredere end det jeg lige skitserer her. For eksempel er der et led to i forhold til virksomhederne, hvor forfatterne peger på, at alle virksomhedsbestyrelser bør have udpeget uvildige borgere til at sidde i bestyrelsen. Begge forslag har til formål at sikre, at magteliten og virksomhederne som udgangspunkt tjener samfundets behov og ikke elitens egne behov.

I en tid, hvor der er spirende modstand mod elitens selvforståede behov, er disse forslag bestemt sympatiske og også interessante og derfor en tanke værd. Jeg kan dermed kun anbefale at læse også disse afsnit, der giver stof til eftertanke og kan danne basis for diskussioner om demokrati ude omkring, hvilket jo også er forfatternes hensigt med bogen. Så på den måde har forfatterne ud fra mit perspektiv ramt rigtigt med denne debatbog.

Er jeg enig hele vejen? Nej, det er jeg ikke, jeg savner en vinkel på den folkelige opbakning, der hvor folk engagerer sig frivilligt. Mediernes magt berøres kun som et tekniske faktum i forhold til en meningsmåling, men den er der og bør ud fra en demokratisk vinkel italesættes. Det er ganske enkelt et kæmpe demokratisk problem, at vi ikke alle har lige adgang til at komme i medierne og at mediernes fremstilling af virkeligheden kan være stærkt polariseret. Middle of the road nyheder giver ikke seere eller klik på skærmen. Endelig er bogen stærkt fokuseret på det nationale og her må vi nok erkende, at hændelser på den globale scene har stærk indflydelse i vores del af verdenen. Det gør nok borgerens tro på  demokratisk indflydelse mindre. Hvordan imødegår vi dette?

Leif Pedersen er kommunalpolitiker i Albertslund, SF'er og manden bag ideen om borgerdrevne forslag i Albertslund kommune.