Alle kommuner giver gaver til Margrethe
Alle kommuner giver gaver til Margrethe
Når Dronning Margrethe i de første rolige dage efter fejringen af hendes 75-års-fødselsdag begynder at danne sig et overblik over gavebordet, vil regenten uden tvivl få øje på gaver fra samtlige danske kommuner. En rundringning, som Kommunen har foretaget, viser, at alle kommuner har bidraget til gaver til Dronningen eller selv har givet en gave.
I alle de fem kommunale kontaktråd har man arrangeret indsamlinger, der har finansieret gaver, men der er stor forskel på, hvor mange penge kommunerne spenderer på den royale fødselar.
Den gavmilde provins
Mest gavmilde er de nordjyske kommuner, der i fællesskab har skrabet knap 60.000 kroner eller lige godt 5.500 kroner per kommune sammen til fire landskabsmalerier. Malerierne, der er malet af en kunstner fra Mors, gengiver de fire årstider og vil blive tilsendt majestæten ad fire omgange. Motiverne er naturligvis alle fra Nordjylland.
De mindst gavmilde kommuner ligger på Dronningens hjemegn: Hovedstadsregionen. Her har hver kommune spyttet 800 kroner i en samlet pulje på 20.000 kroner, der går til et rhododendronbed i den reserverede have i Fredensborg Slotspark. Fredensborg, Frederiksberg, Gentofte og Københavns kommuner står dog udenfor denne gaveordning og giver selv gaver.
De resterende sjællandske kommuner giver ligesom de syddanske 2000 kroner hver. De penge går til henholdsvis malede bødkerkar med tilhørende planter til Marmorhaven og Menageriøen samt et solsejl til Gråsten Slot. De midtjyske kommuner – på nær Aarhus, der på egen hånd har givet et smykke – har for tusind kroner hver skrabet 18.000 kroner sammen, som bliver brugt til en træskammel lavet af møbeldesigneren Hans Sandgren Jakobsen.
Dronning for hele landet
Når alle kommunerne giver gaver, skyldes det desuden et ønske om at understrege, at Dronningen, som jo fortrinsvis residerer i København og passer sine officielle pligter der, er regent for hele landet, mener historikeren Lars Hovbakke Sørensen, der er ph.d. og ekstern lektor ved Københavns Universitet.
- Det er vigtigt for kommunerne at markere, at hun også er deres dronning. Det er et utroligt vigtigt signal om samhørighed med hele landet, der bliver sendt med gaverne, siger han.
Og derudover er der god reklameværdi i det både for giverne, for de steder, hvor gaverne placeres, og for de kunstnere og firmaer, der får ansvaret for at lave gaverne, understreger han.
Seks kommuner går solo
For nogle kommuner er dronningens fødselsdag dog så vigtig, at de hiver det store checkhæfte frem og giver en helt særlig gave. Allerede onsdag den 8. april kunne Dronning Margrethe således modtage en guldbroche med ni isatte brillanter fra Aarhus Kommune. Gaven har kostet 25.000 kroner, oplyser kommunen.
- Det er en broche skabt med inspiration i de riste, der omkranser de stolte træer på byens strøg, med indfattet brillant. På udvalgte steder er der otte mindre brillanter – tre lysegule og fem kongeblå – der skal symbolisere Deres børnebørn, sagde borgmester Jacob Bundsgaard ved overrækkelsen.
På samme måde har man arrangeret særlige gaver i Fredensborg, Frederiksberg, Gentofte og Københavns kommuner, ligesom man i Norddjurs har fået vævet en kopi af det klæde, som et moselig fundet i kommunen var iklædt.
Gaver med forankring
Birgitte Lambrechtsen, der som chefkonsulent i KKR Syddanmark har stået for det praktiske i forhold til indsamlingen til det solsejl, der skal opføres ved Gråsten Slot, understreger, at det har været vigtigt at give en gave, der også har en lokal forankring. Således er det en lokal virksomhed, der også selv har spyttet i bøssen, som skal stå for at konstruere solsejlet.
- Vi er glade for, at det hele går op i en højere enhed i samarbejde med hoffet, kommunerne og en lokal virksomhed, siger hun.
Samme melding kommer fra de andre gavegivere, der i stor stil også har givet gaver med et lokalt islæt. Og der er god grund til at profilere sig selv gennem gaverne til kongehuset, mener Lars Hovbakke Sørensen.
- Det handler om at understrege den lokale kobling og gøre opmærksom på sig selv, så det er helt oplagt med gaver, der har en særlig, lokal tilknytning. På den måde kan man kombinere det at give noget, som værdsættes af Dronningen, med noget, der også har en betydning for de enkelte kommuner, siger han.
Det giver kommunerne ...
- Nordjyske kommuner: Fire landskabsmalerier med lokale motiver, der hver afspejler en årstid. Værdi 60.000.
- Sjællandske kommuner: Malede bødkerkar med tilhørende planter til Marmorhaven og Menageriøen. Værdi 20.000.
- Midtjyske kommuner: Arkitekttegnet skammel ved navn ‘Apple’. Værdi 18.000
- Hovedstadskommuner: Rhododendronbed i Fredensborg Slotspark Værdi 20.000
- Syddanske kommuner: Solsejl til Gråsten Slot Værdi 44.000
- Derudover giver Norddjurs, Fredensborg, Frederiksberg, Gentofte og Københavns kommuner deres egne gaver til Dronningen, ligesom Aarhus gav et smykke, formet efter afløbsristene i byen (se foto).
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.