A-kasserne er glade for et nyt udspil fra 6-byerne, der lægger op til et stærkere samarbejde om beskæftigelsesindsatsen, fortæller Verner Sand Kirk, direktør for AK-Samvirke. Altinget.dk har spurgt ham om, hvad et øget samarbejde vil betyde for a-kasserne og deres medlemmer.

AK-Samvirke foreslår, at a-kasserne kan tage sig af al kontakt til de ledige i det første halve år. Skal alle landets fagforeninger så have et a-kasse-kontor i hver kommune?

Nej, det behøver de ikke, for der er ingen, der siger, at kontakten nødvendigvis skal være fysisk altid. Man kan jo være i kontakt via internet og telefon, sådan er det allerede i dag. Dt er jo ikke helt nyt, at man skal være i kontakt med a-kassen. Der er selvfølgelig nogle a-kasser, der er tættere på deres medlemmer end andre. For dem, der ikke er, må det foregå på en anden måde, eller medlemmerne må transportere sig derhen, hvor der er et kontor. Man må diskutere, om det altid er nødvendigt at møde fysisk op. Det er jo ikke sådan, at folk skal til samtaler hver anden dag. Der er centrale og decentrale a-kasser, og de har allerede i dag samtaler med deres medlemmer.

Hvis vi tager en stor fagforening med mange lokale afdelinger, for eksempel Dansk Metal, som har 46 lokale afdelinger, skal de så oprette et a-kasse-kontor i hver afdeling?

Nej, jeg tror, at den struktur, der er i dag, fungerer fint. Pointen er, at a-kasserne allerede i dag har samtaler med de ledige, og det fungerer. Så det er mere det, at jobcentrene holder op med at indkalde folk til samtaler om nøjagtig det samme, så man sikrer, at a-kassen tager sig af den vejledning, der måtte være behov for. Og så må man diskutere, om indholdet i samtalerne skal justeres. Der er såmænd ikke noget hokuspokus i det.

Lad os tage en a-kasse, som ikke har så mange kontorer, for eksempel Magistrenes Arbejdsløshedskasse, som kun har fire kontorer. Hvordan skal de ledige i de resterende 94 kommuner være i kontakt med deres a-kasse?

Det klarer man allerede i dag, ved at de ledige enten rejser hen til kontoret, eller at a-kasserne kommer ud til dem, for eksempel på jobcentrene. Det er klart, at hvis a-kasserne har langt imellem deres kontorer, så må de ledige rejse hen til dem for at få samtalen. Og når vi taler om magistrene, bor de fleste i øvrigt i storbyerne. Sådan er det allerede i dag, og vi har ikke hørt, at det skulle være et kæmpe problem, at man ikke kan arrangere samtaler.

Kan det være problematisk, at to medlemmer af den samme a-kasse, der bor i hver sin kommune, ikke får tilbudt den samme hjælp, fordi det er op til kommunerne selv, hvor meget de vil samarbejde med a-kasserne?

Det er selvfølgelig svagheden ved en model, hvor det er tilfældigt, hvordan det gøres. Så vil der være forskelle i den service, folk får, det er klart. Men den forskel er der også, når det er jobcentrene, der står for indsatsen, for de er jo ikke lige dygtige alle sammen til at vejlede. Men det har man det også med at overvurdere. I dag er der nogle ting, som a-kasserne har pligt til, men udover det tilbyder a-kasserne forskellige ting, når folk selv henvender sig og gerne vil have en snak. Så der er der jo en varierende service. Det er selvfølgelig rigtigt, at man kan se det som et problem, at nogen vil få en bedre vejledning end andre. Men skulle man så sige, at hvis ikke alle kan få den samme gode vejledning, så er der ingen, der må få en bedre vejledning?

Hvor går grænsen for, hvor mange opgaver I kan klare for kommunerne uden at blive betalt for det?

Vi lægger ikke op til, at vi skal have penge for det. Vi er ikke en anden aktør, vi er en forening, som har nogle medlemmer, som vi gerne vil give en ordentlig service. Det er begrænset, hvor meget belastning det vil give i forhold til det samtalecirkus, vi har i forvejen. Hvis vi får bedre samarbejdsrelationer og noget fornuft ind, vil det kunne spare nogle af de omkostninger, man har i dag. Det er klart, at hvis man skal henvise folk til nogle forløb, skal det finansieres, men det kan jobcentrene så betale, det er klart. Men selve medarbejdernes tid i a-kassen forestiller jeg mig ikke, at vi vil komme og kræve penge for. Vi udfører ikke en opgave for myndighederne, vi udfører en opgave for os selv, og så tilbyder vi at gøre det på en måde, så myndighederne ikke har behov for at have fat i folk i det første halve år. Men der vil så være nogle situationer, hvor vi så anbefaler, at de alligevel gør det, hvis folk har brug for mere omfattende hjælp. Så det er ikke en pengemaskine, vi er ved at opfinde til os selv.