Fremtidens bæredygtige by 

Mangfoldighed og solceller - Carlsberg, København, begyndt i 2000.

Carlsberg er en gammel industrigrund, der skal omdannes ud fra en række bæredygtige principper - både sociale og miljømæssige. Carlsberg er i gang med at blive en moderne fortolkning af den gamle industriby, hvor det er vigtigt at bevare de historiske spor. Der skal være en blanding af boliger og erhverv, som skal sikre mangfoldighed og den sociale bæredygtighed. En af udfordringerne er, at der er en vilje til at effektivisere mangfoldighed i byrummet, men ikke nok planlægningsinstrumenter til at føre alle visionerne ud i livet.

Bygningerne skal være lavenergibebyggelser, og der skal opsamles regnvand, bruges solceller og grønne tage. Cykelstierne skal ind, bilerne ud. Og det er netop en del af kampzonen lige nu: For hvor mange parkeringspladser og biler skal der egentlig være plads til i en grøn by?

Babyboom og boliger, boliger, boliger

Parkbebyggelser i byerne - Møllevangen, Vejle. Færdiggjort i 1958.

Efter krigen vokser befolkningen, og det betyder blandt andet, at efterspørgslen på boliger stiger markant. Møllevangen i Vejle er et typisk eksempel på en af 1950’ernes almene bebyggelser, der efterlever tidens ideal om parkbebyggelser, og som ofte bliver placeret i udkanten af byerne. Tiden er nu løbet fra den type boliger, for den nye generation har andre og højere krav. Derfor er det en stor udfordring for kommunerne i dag at stå med den tids bygningsarv, for husene lever ikke op til nutidens krav og standarder. Det er en diskussion, om boligerne skal lægges sammen og ombygges, eller om de udgør en værdi som eksempler på tidstypiske bygninger og derfor skal bevares som en del af vores kulturarv.

Moderne bomaskiner

Frihed, lighed og montagebyggeri - Høje Gladsaxe, Gladsaxe. Færdiggjort i 1965.

I 1960’erne bliver byggeriet industrialiseret. Montagebyggeriet er karakteriseret ved, at de enkelte dele bliver produceret på en fabrik og efterfølgende sendt til byggepladsen, hvor de samles som byggeklodser. Montagebyggeri bliver tilladt af Boligministeriet i 1960. Høje Gladsaxe består af 2000 lejligheder med plads til 7.000 beboere, og byggeriet er inspireret af den schweizisk-franske arkitekt Le Corbusier, hvis socialistisk-inspirerede ideer bygger på visionen om det frie menneske i værdige, ensartede boliger – også kaldet bomaskiner. 

Det er primært pæne arbejder- og funktionærfamilier fra indre København, der flytter til området for at få lys, luft og højde. De højeste blokke i Høje Gladsaxe er på 16 etager. Høje Gladsaxe bliver bygget som et signal om, at man er moderne. Det er markante, socialdemokratiske politikere, som ønsker at opføre byggeriet som en slags vartegn for byen.

Høje Gladsaxe har skabt meget debat og er blandt andet kritiseret for at være fremmedgørende, alene gennem byggeriets højde og størrelse. I 1990’erne blev Høje Gladsaxe renoveret på grund af betonskader. Renoveringen kostede næsten dobbelt så meget som selve opførelsen.

Gadegennembrud 

En vej skærer byen over i to – Thomas B. Thriges Gade, Odense. Færdiggjort i 1970. 

Der kommer flere og flere biler til byerne. For at løse problemer med trafikpropper og mangel på parkeringspladser beslutter Odense Kommune i 1959 at føre en flersporet vej gennem bymidten. Trods borgernes massive protester bliver gadegennembruddet ført ud i livet. Nu skal det være effektivt. Det er teknokraternes tidsalder. Byen bliver planlagt af stadsarkitekter og stadsingeniører.  Den gamle by skal væk, folk vil bo i forstæderne, og byens centrum forslummer. Tiden er præget af troen på fremskridt, på det rationelle og rene samfund. Funktionsadskillelsen af arbejde, bolig, fritid bygger på en frihedstanke, hvor alt skal placeres for sig for at undgå konflikter, som kun bliver set som negative gnidninger. Idealet er det gnidningsløse samfund med lys, luft og frihed. Bilismen er den nye ideologi. 

I 2008 beslutter Odenses byråd at lukke gaden for gennemkørende trafik og gøre den mere egnet til cyklister og fodgængere. Lukningen vil være en realitet i 2014.

Forstadsdrømme

Asocialt og elsket - Parcelhuskvarteret Kongsted-Rønnede, Faxe. Første etape planlagt i 1969.  

Alle kommuner med respekt for sig selv anlægger i denne periode parcelhuskvarterer. 1970’erne er parcelhusbyggeriets storhedstid, og folk flytter i stor stil ud i kvartererne, hvor de omgiver sig med folk, der ligner dem selv. Arkitekter hader parcelhuse af et godt hjerte: De er indbegrebet af forestillingen om det kedelige forstadsliv. Planlæggerne bryder sig heller ikke om dem: Parcellerne er asociale, og planlæggerne elsker den tætte by, der er mere bæredygtig. Men folk elsker dem. Parcelhusbyggeriet er ikke længere så aktivt, men parcelhuskvartererne betyder i dag stadig meget for mange byers struktur og udformning.

Den blandede by

Fuktionssammensmeltning og social kontrol - Egebjerggård, Ballerup. Færdiggjort 1996.    

Byen skal være varieret i både funktion og arkitektur. Ballerup Kommune udskriver en idékonkurrence, der skal samle bud på, hvordan Egebjerggård skal udformes. Det bliver til et ti-punktsprogram, hvor beboerne får lov til at være med i planlægningen fra start. Inddragelsen af naboer og beboere skaber en ny form for ejerskabsfølelse over byen. Kunsten skal også integreres i byrummet. Nu er der tale om funktionssammensmeltninger, hvor der før var fokus på adskillelse. Egebjerggård er et eksempel på, at udviklingen vender: Nu gælder det de små enheder, beboerinddragelse, blandede ejerformer og flere generationer. Ideen med det blandede ejerskab slog dog ikke igennem, da de private investorer ikke var særligt interesserede i projektet. Byen får gadekær og krogede gader og vender sig på den måde fra det funktionalistiske ideal. Folk skal kende deres naboer og være trygge. Det er også et led i en social kontrol, der skal forebygge kriminalitet. Et initiativ som Egebjerggård er meget afhængigt af, om kommunen ejer jord og dermed har mulighed for en så gennemgribende planlægning af et område.