De asociale piskeslag i SR(SF)-regeringens manisk mange social- og arbejdsmarkedsreformer smælder over udsatte borgere. Men hvor hårdt pisken slår, afhænger af, hvilken kommune du bor i.

Lad os tage et eksempel.

Ifølge tal fra Jobindsats.dk uddelte Randers Kommune i 2011 3,3 % af det samlede antal førtidspensioner i Danmark. I det seneste løbende år (oktober 2013 - september 2014) styrtdykkede den andel til intet mindre end 1,5 %. I Herning steg andelen fra 1,5 % til 1,8 %, mens den i Kolding faldt fra 1,6 % til 1,1 %. Silkeborgs andel blev i samme periode næsten fordoblet fra 1,3 % til 2,5 %, mens Viborgs andel blev mere end fordoblet og voksede fra 1,3 % til 2,9 % (se beregningerne her).

Tallene viser så klare tendenser, at de ikke kan forklares med den enkelte sagsbehandlers skønsudøvelse eller demografiske forskydninger. De afslører derimod, at det, der i mange sager afgør, om en borger tilkendes førtidspension eller ej, er, hvordan kommunen fortolker loven. Eller mere mundret: Det afgørende er kommunens fortolkningsstil.

At der er et fortolkningsmæssigt råderum, som indebærer, at der på det socialretlige område er en del sager, hvor kommunen uden at gøre vold på loven kan træffe to gensidigt modstridende afgørelser, for eksempel enten tilkendelse af eller afslag på førtidspension, er ikke ny viden. Tværtimod. Det er blandt mange andre beskrevet af professor i socialret ved Københavns Universitet, Kirsten Ketscher, der kalder det rettighedsnormeringsprincippet, og senest anvendt af SFI i forbindelse med deres opsigtsvækkende undersøgelse af effekterne af tilkendelse af førtidspension.

Meget groft sagt betyder det, at kommunen kan gribe sin rolle som retsudøvende myndighed an på to måder: Den kan vælge en borgervenlig fortolkningsstil eller en kortsigtet, kommunekassevenlig fortolkningsstil.

Kommunernes valg af fortolkningsstil sker både direkte og indirekte. Det indirekte valg sker, når budgettet lægges. Her dikterer underfinansierede reformer, mangel på medarbejdere og tvivlsomme lokalpolitiske prioriteringer - der er jo knap så mange snore at klippe over, hvis man prioriterer en hurtig og retfærdig sagsbehandling for borgere med nedsat arbejdsevne frem for prætentiøse prestigeprojekter - at der anvendes en stadigt strammere fortolkningsstil, som indskrænker de socialfaglige medarbejderes råderum i et omfang, der reelt betyder, at skøn sættes under budgetdikterede regler. Netop derfor flytter flere og flere kommuner kompetencen til at træffe afgørelser fra de socialfaglige medarbejdere til forskellige former for lederstyrede organer.

Det direkte valg finder ofte sted, når politikerne beder forvaltningen om at komme med forslag til nedskæringer, der kompenserer for en budgetoverskridelse. (En passant: En overskridelse, der i ni ud af ti tilfælde skyldes direkte (urealistiske nedskæringer) eller indirekte (skjulte nedskæringer i form af urealistiske demografimodeller) underfinansiering.) Her er det ikke ualmindeligt, at forvaltningen foreslår, at kommunen skal udfordre lovgivningen. Og når den siger sådan, er det underforstået, at det ikke er til borgerens gunst. Tværtimod. Ifølge landets forvaltninger er det selvfølgeligt, at det er til gunst for kommunekassen. Og når byråd på sparejagt farer ad den vej, gennemtvinger de reelt en så restriktiv fortolkningsstil, at de med åbne øjne bryder loven for at finde ud af, præcis hvor langt kommunen kan gå i forhold til at nægte udsatte borgere hjælp.

Argumentet om, at det skulle føre til en afklaring af retstilstanden, holder imidlertid ikke. For dels magter mange udsatte borgere ikke at klage. Dels er der er mange sager, for eksempel om hjælp til husleje, hvor det ganske enkelt ikke giver mening for borgeren at klage, fordi han har akut brug for hjælpen, men ikke kan bruge den, når Ankestyrelsen op til et år senere tager sig af sagen. Dels er det tvivlsomt, om retsudøvende myndigheder overhovedet har hjemmel til at indlede økonomisk motiverede angreb på udsatte borgeres retssikkerhed.

Her er det imidlertid påfaldende, at mange politikere og forvaltninger lader til at mene, at fortolkningsrummet kun findes, når det skal anvendes til at skrabe knaster sammen til kommunekassen ved at nægte udsatte borgere hjælp. For hvis borgere eller politikere foreslår en mere borgervenlig fortolkningsstil, er det min erfaring fra Randers, at såvel borgmester, byrådsflertal som forvaltning tilnærmelsesvist benægter og i hvert fald ikke diskuterer eller udfolder det fortolkningsmæssige råderum.

Men Randers’ uheldige og uhellige treenighed, også kendt som Det Forenede Byråds- og Direktionsparti (byrådsflertallet, borgmesteren og forvaltningen), kan hverken begrunde sin tøvende tilgang til spørgsmålet om valg af fortolkningsstil i, at kommunernes praksis skulle være ensartet (for det er den ikke) eller retsvidenskaben.

Tværtimod lader den uheldige alliance mellem forvaltningen og byrådsflertallet til at bero på et fælles bekvemmelighedshensyn. Byrådsflertallet finder det bekvemt at slippe for aben. Og forvaltningen finder det bekvemt at slippe for potentiel politisk kritik af sit valg af fortolkningsstil.

Tilbage står, at især ét hensyn tilsidesættes: hensynet til demokratiet.

Ved at undlade at give politikerne i byrådet et grundlag for at tage politisk lederskab for den socialretlige sagsbehandling udviser forvaltningen en eklatant mangel på respekt for det kommunale folkestyre og erstatter i smug demokrati med teknokrati.

Ved at undlade at tage lederskabet for områderne udviser byrådspolitikerne en svaghed, som gør det mere end betænkeligt at uddelegere ansvaret for samfundets mest udsatte borgere til kommunerne.

Hvis ikke politikerne i landets byråd og kommunalbestyrelser meget snart griber det politiske lederskab for retsudøvelsen på social- og arbejdsmarkedsområdet, så skal der fra min side lyde en klar opfordring til Folketinget: Fjern områderne fra kommunerne.