Tillidsreformen er død, længe leve tillidsreformen. Sådan lød nyhedsmediernes tvetydige budskab en nylig fredag formiddag. Inden for få timer lykkedes det først at få lagt Margrethe Vestagers bebudede tillidsreform i graven for straks efter at se den genopstå.

Umiddelbart handlede den lille episode blot om en lige lovlig kæk spidsvinkling af et interview med Margrethe Vestager fra nyhedssitet avisen.dk. Men den konkrete misforståelse er på mange måder også et symptom på de spændinger, der kan opstå mellem virkeligheden og den politiske retorik.

I tilfældet Vestager og De Radikale er netop tillidsreformens politiske liv særdeles illustrativt. Af interviewet på avisen.dk fremgik det, at regeringen ikke vil komme med et stort forkromet politisk udspil stemplet ’tillidsreformen’, men i stedet vil arbejde for at skabe større tillid i den offentlige sektor gennem en løbende indsats. En pointe, Vestager også tidligere har fremført her i Kommunen.

Det budskab endte efter en tur gennem nyhedsbureauet Ritzau som et telegram til det samlede mediedanmark under overskriften ’Vestager dropper tillidsreform’. Så kom der ellers gang i Indenrigsministeriets presseafdeling, der kort tid efter fulgte op med dementiet om, at tillidsreformen ’lever og har det godt’.

Hvad tillidsreformen mere konkret indeholder, har forløbet ikke bidraget med viden om. Til gengæld afslører det en hel del om de sproglige virkemidler, økonomi- og indenrigsministeren benytter sig af, når hun bedriver politik.

”En reform er jo et meget bredt udtryk, men det eneste, det rent faktisk betyder, er, at der er tale noget stort og godt. Vestager er meget dygtig i sin politiske brug af sproget, og hun har været meget flittig til at bruge begrebet reform både før og efter hun kom i regeringen,” siger Christian Kock, professor i retorik ved Københavns Universitet og forfatter til flere bøger om politisk argumentation og kommunikation.

Reform classic

Forvirringen omkring tillidsreformen synes blandt andet at opstå, fordi begrebet flyder ind i en politisk debat med fokus på meget håndfaste reformer af blandt andet førtidspension, skat, efterløn og dagpenge. Reformer, hvor konkret lovgivning ændres med udgangspunkt i en klart formuleret politisk aftale.

I sin tid i oppositionen gjorde Vestager en tillidsreform til et centralt punkt i De Radikales politiske dagsorden. Og selv om hun nu som minister hellere vil tale om en ’moderniseringsreform’, så er de grundlæggende principper ikke opgivet.

Det er ambitionen om at lave en decideret klassisk reform til gengæld, hvilket er blevet stadig mere klart den sidste måneds tid, hvor Margrethe Vestager i flere omgange har skullet forklare, hvad man egentlig kunne forvente af en tillidsreform.

"Virkeligheden er gået op for mig i den forstand, at en tillidsreform er så stor en pakke, at det er svært at finde et gavebånd, der er langt nok til at slå rundt om,"  lød det blandt andet fra ministeren på avisen.dk i den artikel, som endte med at give den radikale mærkesag et midlertidigt hjertestop.

Hangen til at tale om reformer handler ifølge retorik-professor Christian Kock ofte om, at man fra politisk hånd enten vil pakke et kontroversielt budskab pænt ind, eller at man ønsker at tale noget op til mere, end det egentlig er.

”Ved at tale om en reform kan man kaste et smukt skær henover noget, som enten ikke har så meget substans eller noget, som nogle måske ser som negativt. Ofte handler reformer jo reelt om besparelser eller blot om mindre justeringer,” siger Christian Kock.

Forlig eller ej

Også blandt Margrethe Vestagers politiske modstandere er hendes sans for sproget blevet bemærket. Venstres kommunalordfører, Jacob Jensen, sidder ofte overfor Vestager til samrådsdebatter i folketinget og under lovforberedende arbejde.

Han har været vidne til, hvordan hun aktivt forsøgte at tale konflikten omkring forårets ændringer af udligningsordningen ned ved konsekvent at tale om det som en ’justering’ og netop ikke en reform.

Og hvordan hun i samme forbindelse fik talt sig ud af et tidligere politisk forlig ved at sætte spørgsmålstegn ved, hvad et forlig egentlig er. Det på trods af at flere eksperter, herunder den tidligere SF’er Aage Frandsen, kaldte den politiske aftale om udligningen for et klokkeklart forligsbrud.

Jacob Jensen er heller ikke overrasket over, at retorikken om tillidsreformen har gennemgået en markant forandring siden Vestagers tid i oppositionen.

”Når man sidder som minister, så bliver tingene nødvendigvis mere jordnære og konkrete, end bare smarte slogans og pænt indpakningspapir. For så skal man jo pakke gaven ud og vise præcis, hvad det er, man vil, punkt for punkt,” siger Jacob Jensen.

Den grundlæggende idé om at vise de offentligt ansatte og deres ledere større tillid ved at fjerne firkantede procesreguleringer og dokumentationskrav vinder ikke overraskende stor opbakning blandt de offentligt ansattes faglige organisationer.

’Seende’ tillid

Diagnosen er da også den rigtige, men den medicin, De Radikale vil ordinere med en tillidsreform, får det hele til at lyde meget simplere, end det i virkeligheden er, mener Christian Nissen, tidligere offentlig topchef og forfatter til flere bøger om offentlig ledelse.

Han var da heller ikke helt overbevist om dybden i budskabet om tillidsreformen, da det blev fremført af en kritisk opposition. Og nu har han særligt hæftet sig ved, at Margrethe Vestager efter at være blevet minister har introduceret begrebet om den ’seende tillid’.

”Seende tillid kommer så til at stå i modsætning til den blinde tillid, hvor der også forlanges en form for dokumentation for, at det, man gør, virker. Så der er ikke flyttet så forfærdeligt meget bortset fra, at alle efterhånden erkender, at den nuværende situation er problematisk, og at man ikke bare kan fortsætte,” siger Christian Nissen.

Problemet er ifølge ham, at hele den offentlige sektor er infiltreret af en styringslogik, der skaber mistillid. Udspringet er en dominerende teoretisk antagelse om, at de, der skal udføre de politiske beslutninger, ikke af sig selv handler i overensstemmelse med politikernes ønsker og derfor må kontrolleres og styres.

Det gælder både på individniveau, men også for organisationer som daginstitutioner og kommuner. Beskæftigelsesområdet er et klart eksempel på, hvordan man søger at løse problemet på alle niveauer fra den enkelte ledige, over sagsbehandlerne til kommunerne gennem en kombination af kontrolmekanismer og økonomiske incitamenter.

”Og det er jo samtidig en del af problemet. For jo mere du bruger styringsmetoder, som er baseret på den mistillid, jo mere begynder de offentligt ansatte, faktisk at handle i overensstemmelse med teorien. Det er jo et rigtigt paradoks, og det kræver en helt fundamental kulturændring at komme ud af,” siger Christian Nissen.

Det, Margrethe mener ...

Forstår man Margrethe Vestager på hendes egne præmisser, er det netop det, hun ønsker med sin tillidsreform. Ikke bare at gennemføre x antal konkrete initiativer, som der så efterfølgende kan sættes flueben ved. Men først og fremmest at italesætte et paradigmeskifte i styringen af den offentlige sektor.

Al den snak om tillid skal først og fremmeste tjene til at etablere et nyt ’mind set’, som det kaldes internt i hendes ministerium, der danner fundament for regeringens politikudvikling og tilgangen til den offentlige sektor. Derfor er tillidsreformen heller ikke en traditionel reform, men i højere grad en samlebetegnelse for alle de initiativer, der peger i den ønskede retning.

Både Christian Kock, Jacob Jensen og Christian Nissen er enige i, at det på den måde er muligt at bedrive realpolitik gennem sproget. De ord, begreber og betegnelser, man vælger at bruge som politiker, former også den måde, andre opfatter virkeligheden på.

Samtidig er det også en måde at brande sig selv og sit parti på.

”Man bruger nogle lidt luftige begreber, som så måske også bliver omsat til mere praktisk politik efterfølgende, men først og fremmest handler om at få omverdenen til at tænke på een, som den, der arbejder ud fra de her principper. Så på den måde er det er jo både abstrakt, men også reelt nok,” siger Jacob Jensen.                  :