Kommunen.dk
MENU

Vestager: Nyt løftebrud skyldes "korrekturfejl"

Selv om det står i regeringsgrundlaget, får kommunerne ikke lov at tilbyde borgerne tilkøbsydelser. Der er sket en korrekturfejl, forklarer økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).

Vestager: Nyt løftebrud skyldes "korrekturfejl"

Selv om det står i regeringsgrundlaget, får kommunerne ikke lov at tilbyde borgerne tilkøbsydelser. Der er sket en korrekturfejl, forklarer økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).

Ældre borgere får alligevel ikke mulighed for at købe ekstra rengøring ved den kommunale hjemmehjælper. I regeringsgrundlaget står ellers, at regeringen vil give kommunerne lov til at tilbyde tilkøbsydelser. Det kommer imidlertid ikke til at ske, fastslår økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager.

”Der er sket en korrekturfejl,” siger Margrethe Vestager til Kommunen.

”Vi havde forskellige ting på bordet for at sige, hvordan kan vi give nogle bedre rammer for den kommunale opgaveløsning, og i den forbindelse diskuterede vi naturligvis også muligheden for tilkøb. Og så er det ærgerligt nok bare ikke blevet fanget i korrekturen, at det her med tilkøbsydelser ikke skulle være der.”

Kommunerne har i flere år kæmpet for muligheden for at tilbyde borgerne ekstra service mod betaling. Derfor skuffer udmeldingen Jan Trøjborg (S), der er formand for KL.

”Jeg vil sige, at jeg er glad for den tekst, der står i regeringsgrundlaget. Og jeg er ked af, at man tilsyneladende ikke vil eksperimentere med det. 

Jeg tror, at det er en nødvendig modernisering af den offentlige sektor, at vi kan give et tilbud ligesom private,” siger han.

I Ældre Sagen ærgrer man sig også.

”Vi synes, det er ærgerligt, at de dropper det, for vi ved, at der er ældre, som er interesserede i at købe flere ydelser end dem, som de får fra det offentlige, og så vil de gerne gøre det hos en, som de kender,” siger souschef Jens Højgaard.

Nybrud for velfærden

Flere forvaltningseksperter har påpeget, at det vil være et nybrud i det danske velfærdssamfund, hvis borgere skal til at betale for ydelser, som før var gratis. Samtidigt har den private servicesektor været rasende over udsigten til, at kommunerne kan gå ind og tjene penge på opgaver, som ellers kunne være udført af private.

Margrethe Vestager mener da også, at man hellere skal skabe et bedre samarbejde mellem det offentlige og private frem for at udvide den kommunale opgaveløsning med en form for brugerbetaling.

”Så får vi en renere afgrænsning, men dermed også en bedre mulighed for, at private virksomheder kan skabe en vækst på deres område. Måske endda med eksport for øje,” siger Margrethe Vestager.

Jan Trøjborg (S) tror, at det er et spørgsmål om tid, før tilkøbsydelser kommer på banen. Det fordrer de store velfærdsudfordringer, som samfundet står over for.

”Der bliver også nogle ydelser, som borgerne selv må finansiere. Det handler også om, at der vil være behov for at kvalitetsudvikle den offentlige sektor, og at vi som private firmaer kan give et godt tilbud. Men det bliver så ikke i denne omgang, kan jeg forstå. Det har vi ellers set frem til,” siger Jan Trøjborg.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR